Asta Nielsen

Asta Sophie Amalie Nielsen (også kaldet Die Asta; 11. september 1881 i København - 25. maj 1972 på Frederiksberg) var en dansk skuespillerinde og en af stumfilmens største stjerner og stumfilmens første sexsymboler.

Tidlig liv

Asta blev født på Vesterbro i København til en far, der var arbejdsmand, og en mor, der var vaskekone. Faren var Jens Christian Nielsen (1847-1895) og moren Ida Frederikke Petersen (1843-1912). Hun blev uddannet på Det kongelige Teaters elevskole og debuterede i 1902 på Dagmarteatret, hvor hun blev indtil 1905, og på Det Ny Teater (1908-10). I samme periode turnerede hun også i både Norge og Sverige, men slog aldrig rigtig igennem på teateret.

Film

I 1910 filmdebuterede hun i stumfilmen Afgrunden, der blev instrueret af Urban Gad. Afgrunden var både Asta Nielsens personlige og dansk stumfilms europæiske gennembrud. Filmen var et erotisk kærlighedsdrama om spillelærerinden Magda Vang (Asta Nielsen) der er forlovet med præstesønnen Knud Svane (Robert Dinesen), men bliver betaget af cirkusartisten Rudolph Stern (Poul Reumert) som hun løber væk med. Men han udnytter hende og har andre kvinder også, og da han prøver at sælge hende tilbage til Knud, dræber hun ham på trods af at hun elsker ham. I sidste scene bliver ført væk af politiet.

Efter Afgrunden indspillede Asta kun to yderligere film i Danmark; Den sorte Drøm (Fotorama; instruktør Urban Gad, 1911) og Balletdanserinden (Nordisk Film, instruktør August Blom, 1911) – begge overfor den mandlige stjerneskuespiller Valdemar Psilander. Efter de to film, flyttede hun til Tyskland, hvor hun med stor succes arbejdede med sin mand Urban Gad som instruktør indtil 1916. I Tyskland skrev hun kontrakt med den tyske filmproducer Paul Davidson for $80.000 om året, et astronomisk beløb – den bedste betalte filmstjerne indtil da. Hun blev i Tyskland indtil 1. verdenskrig, hvor hun vendte tilbage til Danmark, hvor hun indspillede en enkelt film: Mod Lyset (1919). Efter krigen tog hun igen til Tyskland, hvor hun indspillede yderligere en række film, indtil 1937, hvor hun presset af nazisterne flyttede tilbage til Danmark. Desuden passede tonefilmens fremmarch hende ikke godt. Hendes eneste tonefilm, Unmögliche Liebe (1932) blev ikke nogen succes. Tilbage i Danmark, lykkedes det hende ikke at finde arbejde og det var slut med filmen. I stedet skrev hun en selvbiografien (Den tiende Muse, 1946), skrev nogle noveller og læste op i radioen. Og i 1968 skrev, producerede, instruerede hun en selvportrætfilm (Asta Nielsen) – da hun var utilfreds med den Henrik Stangerup havde instrueret om hendes liv.