Barack Hussein Obama II (født 4. august 1961 i Honolulu på Hawaii, USA) er en amerikansk politiker og USA's 44. præsident.
Obama er uddannet i statskundskab og international politik fra Columbia University og efter universitetet arbejdede han med at forbedre forholdene i et fattigt kvarter i den sydlige del af Chicago. Efter tre år i Chicago blev Obama optaget på jurastudiet på Harvard University, hvor han var redaktør for det anerkendte Harvard Law Review, som den første mulat i magasinets historie.
Efter jurastudiet vendte Obama i 1992 tilbage til Chicago og hjalp med at vælge præsident Bill Clinton og senator Carol Moseley Braun. Hun var den første sorte kvinde, der blev valgt til senatet. Efterfølgende blev Obama advokat med speciale i borgerrettighedslovgivning og ansat på University of Chicago. Obama blev i 1992 gift med Michelle Obama og sammen har de to døtre, Malia Ann Obama og Sasha Obama.
Barack Obama blev kendt i en bredere offentlighed, da han ved det demokratiske konvent i 2004 holdt hovedtalen, der motiverede John Kerrys nominering som partiets præsidentkandidat.
3. juni 2008 erklærede han sig som demokraternes præsidentkandidat ved valget i november samme år. Han var dermed den første ikke-hvide (ikke-kaukaser) og samtidig den første mulat, som blev præsidentkandidat for et af de store amerikanske partier. I 1996 blev Obama valgt til Illinois' delstatssenat fra det samme område i Chicago, som han i sin tid havde arbejdet for at forbedre forholdene i.