Bjarne Reuter (født 29. april 1950 i Brønshøj) er en dansk forfatter af blandt andet børne- og ungdomsbøger. Han spiller for øvrigt kontrabas, men har ingen planer om at blive fuldtidsmusiker. Han mener blot, det er meditativt og hjælper ham til at slippe sine kreative energier løs.
Bjarne Reuter udgav i 1983 ungdomsromanen "Når snerlen blomstrer", som er blevet en klassisk roman, der læses i Folkeskolen i 8. eller 9. klasse. Bogen beskriver som fiktion opvæksten i starten af 1960'ernes Brønshøj, hvor Bjarne Reuter selv er opvokset. Den skal dog mere ses som et udtryk for de samfundstendenser, der brød ud med ungdomsrevolutionen, og som startede i perioden op til bogens tidsmæssige omdrejningspunkt. Personkarakteristikkerne er billeder af de strømninger, som kæmpede om magten i samfundet, og kampen mellem det revolutionerende og det traditionelle. Denne kamp er skildret i form af de interne magtkampe og stridigheder i en 9. klasse i folkeskolen. Bogen har modtaget stor anerkendelse, og anses i dag som en af de vigtigste bidrag inden for genren. Fold ud