Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Bodil Koch

Wikipedia

Bodil Koch f. Thastum (25. oktober 1903 i København - 7. januar 1972 smst) var en dansk politiker og minister. Hun var gift med teologen Hal Koch som hun fik fem børn med: Paul Koch (1930), politikeren Ejler Koch (1933), Jens Koch (1933), politikeren Dorte Bennedsen (1938), Bodil (1941, død 1942).

Fra som ung teologistuderende at være håbløst forelsket i sin lærer og gifte sig med hans søn; føde 5 børn og være hjemmegående professorfrue begyndte hun i 1930'erne at deltage i den offentlige debat - usædvanligt for kvinder i samtiden. Hun var i modsætning til sine medsøstre veluddannet og fandt tiden inde til en nyvurdering af familiens rolle i samfundet. Derfor opfordrede hun, på foredrag rundt om i landet, kvinder til at tage del i samfundslivet, at komme ud af husmoderrollen. Dermed var hun med til at starte den første græsrodsbevægelse i Danmark, der skulle mobilisere kvinder til at engagerer sig i politik. Da Hal Koch under Danmarks besættelse måtte drage i landflygtighed som følge af hans mange foredrag om passiv modstand mod den tyske besættelsesmagt, drog hun nytte af sine gode tyskkundskaber, ved uforfærdet at sende med en protestskrivelse til den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best med en kvindeprotest over jødeforfølgelserne. Fold ud

Koch kunne i 1943 konstatere at kvinderepræsentation ved folketingsvalget blev halveret fra fire til to. Denne omstændighed blev sammen med læsning af den svenske Elin Wägners bog Ilden overlever Natten inspirationen til én af de første græsrodsbevægelser i Danmark, Folkevirke.

Formålet med Folkevirke var at uddanne og mobilisere danske kvinder til at deltage i det politiske demokrati. Bodil Koch fik ved arbejdet med Folkevirke vist, at hun både havde politisk tæft og organisatorisk talent. Ikke mindst som redaktør af bevægelsens blad 1946-1950, bidrog hun til organisationens udvikling.

Denne i dag forholdsvis glemte bevægelse fik en bred tilslutning fra højre til venstre i det politiske spektrum i slutningen af 1940'erne. Den kom samtidig til at udgøre det folkelige fundament for Kochs gennembrud i det parlamentariske, politiske liv.

Bodil Koch blev i 1947 indvalgt i Folketinget for Socialdemokratiet.

I 1950 blev hun som den første kvinde i verden kirkeminister i Hans Hedtofts regering. Under Sovjetunionens præsident Nikita Khrusjtjovs besøg i Danmark havde hun en skarp diskussion om moderne kunst, i en tid hvor verden stod med den kolde krigs “ånde i nakken”.
Det pirrede hende måske netop også til, som cigarrygende og rapkæftet dansk (kvindelig!) minister, at kritisere USA's udenrigsminister John Foster Dulles for med sin udenrigspolitik netop at være med til at fremme den kolde krig og usikkerheden i verden.

Bodil Kochs politiske indsats som kirkeminister lå dels i et markant forsvar for folkekirkens rummelighed og forkyndelsesfrihed, dels i bestræbelsen på modernisering af folkekirken, hvor indsættelse af kvindelige præster var en naturlig del. En af hendes mere mørke opgaver som kirkeminister faldt mange intellektuelle for brystet, idet hun som embedshandling måtte afskedige præsten Harald Søbye fra Blovstrød i forbindelse med Blovstrødsagen.

Kunsten stod Bodil Kochs hjerte nær. I sit sidste embede i det offentlige som kulturminister brugte hun kunsten politisk og tolkede den som udtryk for menneskets vilkår i “en atomsprængt tid”, som hun udtrykte det i et tv-foredrag, hun som kræftramt holdt ca. tre uger inden sin død.

Eksterne henvisninger

Bodil Koch Dansk kvindebiografisk leksikon

Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.