Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Børge Outze

  • I al ensidig kærlighed og frihed og totalt manglende uvildighed
  • Og mor!
  • På krigens store slagmarker noterer de allierede markante sejre - Nordafrika, Stalingrad, invasionen på Sicilien og Mussolinis fald. Mens russernes Røde Hær giver det tyske fremstod sit afgørende knæk under historiens største panserslag ved Kursk, rejser Outze til ruinerne af en anden tysk-russisk front
  • Den intensiverede jagt på illegale medfører, at Aksel Larsen og andre tilknyttet 'Frit Danmark' bliver afsløret og anholdt. Ole Kiilerich overlader sin redaktørpost på 'Frit Danmark' til Kate Fleron, der er kollega på Nationaltidende og i øvrigt bor sammen med sin afsatte chef Aage Schoch...
  • Journalisterne på Nationaltidende forsøger at gennemskue, hvor deres kolleger placerer sig i forhold til den nye besættelsesmagt. Imens ringes de store blades redaktører op af den nye tyske presseattaché, der indskærper pressens pligt til at holde befolkningen i ro og udelade enhver oplysning, der kan skade forholdet til Tyskland
  • I anden del af uddragene fra bogen 'Outze. Reporter - Redaktør - revser' optræder grev Valdemar først som uheldig cyklist, siden som kampberedt livgarde. Men inden modstanden når at blive organiseret, lyder det berømte opråb: 'For Landets Sikkerhed mot engelske Overgrep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaate'

Wikipedia

Børge Outze (18. marts 1912 i Odense – 27. juni 1980 i Sundby) var en dansk debattør, journalist, redaktør, modstandsmand og grundlægger af såvel det illegale Information som Dagbladet Information. Han er begravet på Sundby Kirkegård.

Børge Outze var journalist på Nationaltidende og benyttede sig under besættelsen af sin position til at stifte Det illegale Information, som hurtigt blev modstandsbevægelsens og den øvrige illegale presses centrale og til dels interne organ. I mange situationer også reelt Frihedsrådets organ til officiel information.

Skabt til Modstand - altid kritisk

Den 4. maj 1945 besatte Det illegale Informations redaktion det nazistiske dagblad Fædrelandets redaktionsbygninger i Store Kongensgade midt i København, hvor bladet fortsat har til huse. Det var fra første øjeblik Børge Outze, der tegnede den redaktionelle linje, som han skulle have indflydelse på i yderligere 35 år. Fold ud

Børge Outze skrev sin formålsparagraf for det nye blad: "Information skal forblive tro mod sin oprindelse som modstandsbevægelsens organ under besættelsen" og kom selv i den situation at skulle fortolke denne gennem vidt forskellige faser af Danmarks og Europas historie.

Fra begyndelsen handlede det om retsopgør, om opgør med samarbejdspolitikken, men ret hurtigt blev Information også i høj grad organ for den del af modstandsbevægelsen, som ikke følte sig i overenstemmelse med den kommunistiske del af modstanden, bl.a. repræsenteret ved det kommunistiske Land og Folk. Det i så høj grad at Børge Outze og Information af mange blev betragtet som yderligtgående antikommunistisk.

Børge Outze var med bag bladet fra 1945 og til sin død, og mens han til enhver tid formodentlig vil hævde at være tro mod sit og bladets udgangspunkt, så blev det fortolket vidt forskelligt årti for årti.
Oprindeligt var Outze NATO-tilhænger og hånede anti-atomdemonstranterne som flagellanter og irrationelle, der blev misbrugt af USSR.
Senere, med ungdomsoprøret og opbruddet i 1970'erne, var holdningen en anden, og Information og Outze var blandt de mest kritiske overfor NATO, USA og især krigen i Vietnam.

Med Børge Outze bag signaturen det lille o, markerede Information sig systematisk kritisk og uafhængigt af alle partier og økonomiske interesser. Og da venstrefløjens Politisk Revy blev konfiskeret af politiet, uden retskendelse, fordi Politisk Revy havde afsløret ulovlige registreringer og aflytninger (Kejsergadesagen), genoptrykte Børge Outze de forbudte artikler. I dagene inden havde politiet ransaget redaktioner og trykkerier i jagten på manuskripter og sats, men politiet opgav, da det skulle til at konfiskere modstandsavisen Information og arrestere Børge Outze og journalist Torben Krogh. Det endte dog med, at Outze og Krogh - der havde udgivet og distribueret materialet - blev idømt dagbøder og 10 dages hæfte, mens de oprindelige "skyldige" fik op til 40 dage.

Børge Outze fastholdt til det sidste avisens pligt til at være kritisk mod det etablerede - uanset om det var samarbejdspolitiken under besættelsen, USSRs undertrykkelse af befolkningerne i Østeuropa, eller USA's krigsførelse i Vietnam og andre lande. Og han åbnede dermed avisen mod det nybrud, som ungdomsoprøret medførte i hans sidste ti leveår. Enig var han nok ikke i alt det han så, men han havde en klar holdning til, hvor hans avis skulle placere sig mellem opbrud og det etablerede: Altid kritisk mod magthaverne.

I 2010 udkom der en biografi om Outze.

Litteratur

  • Ole Lange og Alex Frank Larsen, Outze: Reporter – redaktør – revser, København: Informations Forlag, 2010. ISBN 978-87-7514-203-3
  • Erik Lund & Jakob Nielsen, Outze i krig - med skrivemaskinen som våben, Informations Forlag, 2008. ISBN 978-87-7514-191-3.
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.