Buster Keaton (4. oktober 1895 - 1. februar 1966) var en populær amerikansk stumfilm-skuespiller, -komiker og -instruktør. Han var født i Piqua, Kansas som barn af vaudevillestjernerne Joe og Myra Keaton og hed egentlig Joseph Frank Keaton, men han fik navnet Buster på grund af hans allerede tidlige medvirken i hans forældres nummer, hvor han blev kastet rundt. Han havde sit pokerfjæs allerede tidligt.
Da han var sytten måtte hans far opgive vaudevillen på grund af alkoholmisbrug, og den unge Buster måtte finde en anden levevej. Efter at have gjort tjeneste i 1. verdenskrig fandt han i 1917 frem til et filmstudie og lavede her den 23. april sin første korte film The Butcher Boy instrueret af Roscoe Arbuckle. Han lavede 15 kortfilm for ham, men i 1920 lavede han sin første spillefilm og i 1921 startede han sit eget selskab - Buster Keaton Productions- og fra da af skrev, instruerede og spillede han selv sine egne film. Det skabte klassikere som Generalen og Ship Ohøj. Han fik øgenavnet Stoneface på grund af hans urokkelige pokeransigt, som på trods af sin urokkelighed alligevel er meget udtryksfuldt og talende. Hans film er præget af slapstickkomik iblandet let tragiske elementer af den unge mand, der ofte må gå meget igennem for at få pigen, som han elsker. Keatons egen lidenskab for mekanik fornægter sig ikke i filmene, hvor lokomotiv, skibe, store ure o. l. ofte spiller en stor rolle. Fold ud