Christian Bjørnshøj Poulsen (født 28. februar 1980 i Asnæs) er en dansk fodboldspiller, der spiller hos franske Evian. Han har (pr. 18. november 2010) spillet 81 A-landskampe for Danmarks landshold og scoret 6 mål. Han blev kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark i 2005 og 2006.
Christian Poulsen har i sin karriere spillet for en række fodboldklubber, og han er sammen med rumæneren Florin Raducioiu den eneste spiller, der har spillet i alle de fem store europæiske ligaer (den franske, engelske, italienske, spanske og den tyske).
4. september 2010 blev han udnævnt til anfører for det danske landshold, som følge af at tidligere anfører, Jon Dahl Tomasson, valgte at stoppe sin landsholdskarriere efter VM 2010.
Ved stillingen 3-3 i det 89. spilleminut af landskampen mod Sverige den 2. juni 2007 blev Christian Poulsen udvist for at have tildelt Marcus Rosenberg et knytnæveslag i maven. Det skete i en nærkamp i det danske straffesparksfelt i en situation, hvor bolden ikke var i nærheden, men hvor en svensk spiller havde mulighed for at slå et indlæg til feltet fra svenskernes venstre spilleside. Marcus Rosenberg indrømmede efter kampen, at han forudgående havde slået Poulsen flere gange (angiveligt dog ikke så hårdt, som Poulsen siden slog Rosenberg), fordi denne havde holdt ham i trøjen. Da Poulsens forseelse fandt sted i straffesparksfeltet, dømte dommeren samtidig straffespark til det svenske hold. Danmark havde forudgående indhentet en svensk 3-0-føring (3-1 ved pausen) og havde lagt et stort pres på svenskerne og haft gode muligheder for at afgøre kampen til egen fordel. Men med det svenske straffespark så det pludselig ud til, at Sverige alligevel kunne sikre sig sejren. En dansk (men svensk bosat) tilskuer blev så ophidset over den tyske dommers kendelse, at han løb ind på banen, hvor han fortsatte direkte mod dommeren og nåede at tildele ham et slag i ansigtet, inden Michael Gravgaard og siden et par andre danske spillere kom dommeren til undsætning. Som konsekvens heraf afblæste dommeren kampen, og DBU meddelte via lystavlen tilskuerne, at Sverige var blevet tilkendt sejren med 3-0. Det var DBU's vurdering, at dette siden ville blive UEFA's disciplinærkommites beslutning. Fold ud