Annetta, som ikke havde mulighed for at opfostre Edith, betroede hende til sin mor, Aïcha Saïd Ben Mohammed (1876-1930), som var algierer. Bedstemoren, som var fordrukken, tog sig ikke af hende, men lod den lille pige gå for lud og koldt vand. Hun fik rødvin i sutteflasken.
Efter at hun havde henslæbt 18 måneder i en skrækkelig tilstand, kom hendes far hjem på orlov fra fronten og betroede hende til sin mor, som var bordelmutter i Bernay i Normandiet. Edith blev passet af de prostituerede på bordellet, kunne for første gang spise sig mæt, gik med flotte kjoler og drak den sunde komælk fra Normandiet.
I 7-8 års alderen var hun ved at miste synet som følge af meningitis udløst af en herpes-infektion. Bedstemoren, som selv var blevet helbredt for lidelsen gennem bøn, besluttede at rejse til den hellige Therese Martins grav ved Lisieux med sine piger for at søge helbredelse for den lille. Edith fik hver aften en bandage med hellig jord fra graven for øjnene, og efter otte dage med bøn blev hun helbredt. Hun bevarede resten af sit liv stor hengivenhed for den hellige Therese.
Da hendes far blev hjemsendt efter krigen, flyttede hun tilbage til ham, og de levede et fattigt liv som cirkusartister. Det var mindet om hendes mor, der havde sunget på gaden sammen med hendes far, der hjalp hende til at opdage sit talent og sin usædvanlige stemme.
I februar 1933, i en alder af blot 17 år, fik hun sit eneste barn, en datter ved navn Marcelle, med sin daværende store kærlighed, Louis Dupont. Barnet døde af meningitis bare to år gammel.
Cabaretsangerinde
I 1935 blev hun opdaget af Louis Leplée, som var direktør for cabaret'en Le Gerny's på Champs-Élysées. Leplée vælger kunstnernavnet "la Môme Piaf", som er slang for spurv, til hende. Hun har succes. Hendes talent og hendes usædvanlige stemme bliver bemærket af bl.a. komponisten Raymond Asso. Komponisten og pianisten Marguerite Monnot, som bliver hendes trofaste og nære veninde, akkopagnerer hende gennem hendes karriere og komponerer musikken til Mon légionnaire, Hymne à l'amour, Milord og Amants d'un jour.
I 1936 indspiller hun sin første plade, Les Mômes de la cloche, hos Polydor og oplever straks mediesuccès. I april finder man Leplée dræbt i sin pariserlejlighed. Det viser sig, at han har forbindelser til det kriminelle miljø i kvarteret Pigalle. Edith bliver trukket med i skandalen og mediernes fordømmelse, og det sender hende tilbage, hvor hun kom fra: gaden og de små ydmyge cabaret'er.
Hun genoptager kontakten med Raymond Asso, som bliver hendes elsker og giver hende modet tilbage. Han opmuntrer hende og hjælper hende til at blive professionel koncertsangerinde.
Gennembruddet som stjerne
I marts 1937 begynder Édith sin karriere i koncertsalen på ABC-teatret i Paris, hvor hun straks bliver en feteret sangdiva, elsket af publikum og kendt i radioen. Som stjerne i slutningen 1930'erne triumferede Piaf på teatrene i Paris. I 1940 optrådte hun sammen med skuespilleren Paul Meurisse i stykket Le Bel Indifférent, som er skrevet af Jean Cocteau specielt til hende. Stadig med Paul som medspiller indspiller hun i 1941 filmen Montmartre-sur-Seine af Georges Lacombe.
Under den tyske besættelse fortsætter Edith, som endeligt erstatter "La Môme Piaf" med "Edith Piaf", med at give koncerter. Hun yder sit bidrag til modstanden mod den nazistiske besættelse ved at synge tvetydige sange. Hun sang underforstået om modstandsbevægelsen i sangen om en elsker (Tu es partout) og forsvarede jødiske kunstnere mod tyskernes forfølgelse.
I foråret 1944 optrådte hun på Moulin Rouge, hvor også den helt unge sanger Yves Montand optrådte. Edith Piaf er som ramt af lynet og hun, som selv er en berømt og moden kvinde, begynder at indføre ham i branchens fiduser og i livet som kunstner. Hun hjælper ham i hans karriere og introducerer ham for tidens mest fremtrædende personligheder i miljøet.
Det er også det år, hvor Ediths far dør. Hun mister sin mor det følgende år.
I 1945 skriver Piaf, uden den hjælp som hendes far kunne have givet, en af sine første sange: La Vie en Rose, som hun dog ikke indspiller før 1946. Dette er hendes mest berømte sang, som desuden blev en klassiker.
I 1946 møder sangerinden Les Compagnons de la Chanson, som hun indspiller Les trois cloches med. Den bliver en stor succes. Endelig tager hun i 1947 med sine protegéer til USA for at give koncerter.
Den internationale karriere
Hendes karriere i USA var tæt på at slutte, inden den overhovedet startede. Publikum til de første forstillinger mødte op med helt andre forventninger, og var utilfredse med ikke at kunne forstå sangene på fransk. Og da de efter forestillingerne stampede i gulvet og piftede, hvilket var uhørt i Frankrig, opfattede Edith det som en fornærmelse. Hun var tæt på at rejse hjem med det samme.
I 1948 mødte hun, mens hun var på turné i New York, den franske bokser Marcel Cerdan. Han var gift og havde tre børn. Marcel Cerdan var nok den eneste blandt de mange bekendtskaber og forhold, som hun elskede for alvor. Han omkom ved et flystyrt på Azorerne d. 28. oktober 1949 på vej fra Paris for at møde hende i New York.
I 1951 bliver den unge forfatter, komponist og entertainer Charles Aznavour hendes altmuligmand: sekretær, chauffør og fortrolige. D. 29. juli 1952 gifter hun sig med den franske sanger Jacques Pills, som hun igen bliver skilt fra i 1956.
I 1953 kommer hun på afvænning for sit morfinmisbrug. I 1956 optræder hun i Carnegie Hall i New York.
Hun har en affære med Georges Moustaki. De har et alvorligt trafikuheld i 1958. Hendes psykiske problemer og hendes afhængighed af morfin forværres. Hun indspiller sangen Milord.
I 1959 har hun et sammenbrud på scenen under en turné til New York. Hun gennemgår flere kirurgiske indgreb og er meget syg, da hun kommer tilbage til Paris - uden Moustaki, som har forladt hende.
I 1961 overtaler Bruno Coquatrix hende til at give en serie koncerter på Olympia i Paris for at redde teatret fra økonomisk ruin. Blandt disse koncerter er nogle af de bedst huskede og mest bevægende i hendes karriere. Hun optræder med Non, je ne regrette rien - en sang, som på en ganske særlig måde fortolker hendes eget liv. Hun redder teatret, men holder sig kun oppe takket være store doser morfin.
I oktober 1962 gifter hun sig, i en alder af 46 år - nedslidt, syg og morfinist - med Théo Sarapo; en ung og smuk sanger på 26 år. Hun siger, at hun ind i mellem opfatter ham som "en søn, der våger over sin syge, gamle mor". De synger duet med sangen À quoi ça sert l'amour?.
I begyndelsen af 1963 indspiller hun sin sidste sang: L'Homme de Berlin.
En død i ubemærkethed
Edith Piaf døde d. 10. oktober 1963 i Plascassier (i nærheden af Grasse i Alpes-Maritimes) i en alder af 47 år, nedslidt af et hårdt liv, af morfinen og af et helt livs lidelser. Hendes kiste blev ført til Paris uden de lovbefalede formaliteter og i ubemærkethed, og hendes bortgang offentliggøres først officielt d. 11. oktober i Paris, den samme dag som hendes ven, Jean Cocteau, dør. Rygtet vil vide, at Cocteau (som Edith til det sidste havde en regelmæssig korrespondance med) tog sit eget liv, da han fik besked om hendes død.
Hun blev begravet på cimetière du Père-Lachaise, hvor et kæmpe følge af beundrere var kommet for at vise hende den sidste ære. Hendes sidste ægtefælle, Théo Sarapo, som døde ved bilulykke i 1970, er begravet ved hendes side.
De mest kendte af hendes sange
- 1937 : Mon légionnaire, tekst af Raymond Asso og musik af Marguerite Monnot
- 1940 : L'Accordéoniste, tekst og musik af Michel Emer
- 1946 : Les Trois Cloches med Les Compagnons de la chanson, tekst og musik af Jean Villard Gilles
- 1946 : La Vie en rose, tekst af Edith Piaf, musik af Louiguy og Marguerite Monnot (ikke krediteret)
- 1947 : Une chanson à trois temps, tekst og musik af Anna Marly
- 1950 : Hymne à l'amour, tekst af Edith Piaf og musik af Marguerite Monnot
- 1951 : Padam... Padam..., tekst af Henri Contet og musik af Norbert Glanzberg
- 1954 : Sous le ciel de Paris, tekst af Jean Dréjac og musik af Hubert Giraud, fra filmen Sous le ciel de Paris af Julien Duvivier
- 1956 : L'Homme à la moto, oversat af Jean Dréjac (original: Black Denim Trousers And Motorcycle Boots af Jerry Leiber & Mike Stoller)
- 1956 : Les Amants d'un jour, tekst af Claude Delécluse og Michelle Senlis, musik af Marguerite Monnot
- 1957 : La Foule, tekst af Michel Rivgauche, sang frit efter Que nadie sepa mi sufrir (også under titlen: Amor de mis Amores), original musik af Ángel Cabral og original tekst af Enrique Dizeo.
- 1958 : Mon manège à moi, tekst af Jean Constantin og musik af Norbert Glanzberg
- 1959 : Milord, tekst af Georges Moustaki og musik af Marguerite Monnot
- 1960 : Non, je ne regrette rien, tekst af Michel Vaucaire og musik af Charles Dumont
- 1960 : Mon Dieu, tekst af Michel Vaucaire og musik af Charles Dumont
- 1962 : À quoi ça sert l'amour, tekst og musik af Michel Emer
Eksterne henvisninger
