Skip to Content
Lørdag 26. maj 2012

Egon Weidekamp

  • Forslaget om at få tung trafik gelejdet rundt om Søerne vil få forureningen til at vokse netop her, hvor børn bliver luftet, pensionister puster ud, kærester holder i hånd og kondital bliver holdt ved lige
  • HERREN HAR mange huse, men ungdommen i København har også fået tildelt nogle stykker af den rare kommune, bl.a. det i Magsstræde, der dannedes i forbindelse med ungdomsoprøret i tresserne, samt det på Jagtvej på Nørrebro, der blev bz- og punkerkulturens i firserne...
  • DA JERNNÆVEN Frank Jensen - ledsaget af fløjlshandsken Karen Jespersen - mandag aften i en propfuld sal i medborgerhuset på Blågårds Plads i København brugte udtrykket "dengang jeg var ung", kunne drengene fra Pladsen og mange af de andre tilhørere ikke lade være med at smile...
  • »Beton karakteriseres ofte ved sin styrke, som er det tryk, betonen kan modstå.« »Beton, der befinder sig indendørs i tørt miljø, vil have en meget lang levetid...« Den Store Danske Encyklopædi BETON ER blevet et element i den interne magtkamp i det københavnske socialdemokrati...
  • Den årelange kamp i retssalene mellem Ungdomshuset på Nørrebro og den kristne frikirke Faderhuset, slutter i dag. Information tegner et rids af den kontroversielle sag om, hvordan huset på Jagtvej 69 i 2001 på mystisk vis blev overtaget af en lille frimenighed
  • Danmark mister et af sine vigtigste subkulturelle scener og et forum, som gennem tiden har haft en enorm betydning for tusindvis af unges identitetsjagt, hvis Ungdomshuset lukker. Det mener to af 'ungerens' aktive brugere, Rose og Jacob
  • - siger en af de med-virkende i Helle Hansens dokumentarfilm om den danske BZ-bevægelses historie i 1980'erne. Men at det ind i mellem kunne se sådan ud, fremgår af filmens righoldige arkivmateriale Man skal ikke mange minutter ind i Helle Hansens nye film om den danske BZ-bevægelses historie, før man bliver mindet om, at 1980'erne ikke alene var et årti med andre fronter og grupperinger end i dag, men også et årti med en anderledes radikal ungdomskultur...

Wikipedia

Egon Holde Weidekamp (14. marts 1921 i København – 26. april 2000) var forsikringsdirektør og politiker.

I 1938 blev han ansat i Arbejdernes Livsforsikring (i dag Alka) og var administrerende direktør 1963-76. Weidekamps politiske karriere begyndte i 1946, da han blev landsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Den post besad han til 1950. I 1952 blev han medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet. Han blev formand for Borgerrepræsentationen i 1970, hvilket han var frem til 1976. Han var overborgmester fra 1976 til 1989. Næsten sideløbende var han formand for Socialdemokratiets partiorganisation i hovedstaden (1977-1987).

Egon Weidekamp var søn af en fabrikarbejder, Rudolf Weidekamp, og hustru Anna f. Henriksen. Han var vokset op i en trang lejlighed i Viborggade på Østerbro med lokum i gården, og præget af disse indtryk af brokvarterernes brandfarlige og usunde boliger lå hans politiske fokus særligt på at skaffe bedre boliger til københavnerne. Det skete primært ved saneringer, som gjorde det af med nogle af byens dårligste boliger. Det var en glædens dag for ham, da han oplevede sin barndoms karré blive revet ned. Mange af de dårlige boliger lå i den såkaldte sorte firkant på Nørrebro, hvorfor Weidekamp i februar 1977 fremlagde en såkaldt helhedsplan, som skulle byforny Indre Nørrebro. Bl.a. skulle området, hvor 'Byggeren' hidtil havde ligget, fremover bruges til boliger og rekreative områder. Saneringerne blev gennemført uden blik for tabet af lokalt særpræg og identitet, hvilket afstedkom massive protester fra de lokale. Erstatningsbyggeriet var elementbyggeri præget af monotoni. De blandede erfaringer fra denne saneringsproces betød, at saneringen af Vesterbro i 1990'erne blev meget mere skånsom og bevarende. Fold ud

I det meste af Weidekamps embedsperiode var hovedstaden præget af nye og voksende sociale problemer, bl.a. tårnhøj ungdomsarbejdsløshed, narkotikamisbrug og lavkonjunktur, dvs. forhold som han ikke kunne gøre meget for at ændre på. Samtidig var byggeriet stagneret. Eftersom kommunen var blevet fattig, blev der satset på genbrugsløsninger, der har vist sig populære og holdbare. De funktionstømte sporvognsremiser blev indrettet til medborgerhuse, bl.a. i Århusgade og på Trianglen, og den største remise blev omdannet til Nørrebrohallen.

Men den beslutning, der i eftertiden har vakt mest opsigt, var, da Egon Weidekamp efter mange års ballade på Nørrebro, valgte at give de unge BZ'ere brugsretten til Ungdomshuset på Jagtvej 69. I 1982 udtalte han til dagbladet B.T.: De får et hus, og vi får fred. Dette kan fortolkes som om, at Egon Weidekamp gav Ungdomshuset til BZ'erne, men det med at: "De får et hus", betyder udelukkende kun, at de fik administrationen/brugsretten, men ikke ejendomsretten.

Senere gav de Egon Weidekamp buksevand, og de besatte hans kontor på Københavns Rådhus den 25. marts 1985. 18. september året efter blev hans hjem udsat for hærværk.

Han havde tidligere haft en meget uforsonlig holdning til BZ-bevægelsen, hvilket i løbet af hans embedsperiode betød voldsomme sammenstød mellem politiet og de unge aktivister. Da Weidekamp syv år senere medvirkede i et interview i forbindelse med sin afgang som overborgmester sagde han, at der kun var to ting, han havde fortrudt - at han overdrog brugsretten af Ungdomshuset til BZ'erne, og at han var med til at afskaffe sporvognene i København.

Weidekamp var også medlem af bestyrelsen for Københavns Frihavn A/S og af Københavns Havnebestyrelse fra 1959, medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Vælgerforening i 15. kreds 1951-59, formand for Bispebjerg Kulturcenter fra 1957, medlem af repræsentantskabet for Det kooperative Fællesforbund fra 1962, medlem (næstformand) af Telefonabonnenternes repræsentantskab i KTAS fra 1963, medlem af og revisor i Øresundsrådet fra 1964, formand for Københavns Børnehaveseminarium fra 1967, for Landsforeningen af bestyrelser for børnehave- og fritidspædagogseminarier 1968-70, for Københavns Børneforsorgsseminarium fra 1969, medlem af bestyrelsen for De samvirkende Boligselskaber fra 1969, formand for ligningskommissionen i København fra 1969, for Hovedstadsrådets fællesudvalg fra 1973 og for bestyrelsen for Københavns almindelige Boligselskab.

Weidekampsgade på den tidligere Ny Tøjhusgrund på Islands Brygge er opkaldt efter ham.

Han blev gift 4. december 1948 med Ruth W., f. 2. januar 1922 i København, datter af forvalter Kr. Jørgensen (død 1948) og hustru Dora f. Mathiesen.

Eksterne henvisninger og kilder

  • Interview med Egon Weidekamp om Ungdomshuset fra TV Stop på YouTube
  • Kraks Blå Bog 1974

Referencer

Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.