Else Marie Pade (født 2. december 1924 i Aarhus) er komponist og var aktiv i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig.
Barndom og ungdom
I sin barndom var Else Marie Pade ofte syg af nyrebækkenbetændelse og halsbetændelse og var derfor tit sengeliggende. Hendes mor var af den grund, og fordi hun havde mistet sit første barn, meget pylret omkring Else Marie, der ofte lå i sengen og lyttede til omverdenen og skabte "hørebilleder" ud af lydene. Disse lyde, virkelighedens lyde, blev grundlaget for hendes konkretmusikalske værker. Som det beskyttede barn Else Marie var, kom hun med sin mor ud så hun ikke skulle være alene, og kom på den måde tidligt i teatret. Den første musikundervisning foregik i hjemmet hvor moderen forsøgte at lære hende klaverspil, men da hun ikke gad øve skalaer fik hun sin mors klaverlærerinde, frk. Møller. Senere fik hun musikundervisning på Folkemusikskolen i Aarhus, hvor direktøren, Edoard Müller, havde været lærervikar i musik på N. Kochs skole og set Else Maries talent og foreslået hende musikundervisning på Folkemusikskolen, men Else Marie havde sagt at det havde de ikke råd til, hvorefter Müller ringede til forældrene og fik en ordning på det. Fold ud
Folkemusikskolen gav Else Marie indsigt i jazzmusikken som 11-12årig. Hun lånte en rejsegrammofon af en kammerat og hørte New Orleans jazz. Som 15-16-årig begyndte hun i et jazzorkester, "The Blue Star Band" som spillede til skoleballer og i foreninger. Trommeslageren i "The Blue Star Band" havde en bror der læste musik på universitet og gik til klaverundervisning hos en af byens førende pianister og lærer på konservatoriet, Karin Brieg. Han sagde en dag til Else Marie at hun ikke kunne blive ved med at spille jazz, men i stedet skulle tage klaverundervisning hos Karin Brieg. Det gjorde hun; det var også via Karin Brieg at hun kom ind i modstandsbevægelsen: en dag havde Else Marie spyttet efter en kolonne tyske soldater der gik i midtbyen af Aarhus, en soldat trådte ud af geleddet og løb efter, men Else Marie kendte byen og via en smutvej forsvandt hun og tog en sporvogn til Karin Brieg, der boede i Klintegården. Karin sagde at hvis hun skulle gøre modstand, skulle hun med i modstandsbevægelsen, og Pade kom derefter med i en kvindegruppe under Karin.
Krigens tid
Else Marie Pade begyndte med at uddele illegale blade efter 20. august 1943, fra 1944 fik hun undervisning i våbenbrug og sprængstof, som Hedda Lundh stod for. Else Marie kom i en gruppe der skulle kortlægge telefonkabler i Aarhus sammen med Hedda Lundh. Idéen med denne kortlægning var at når englændernes invasion kom, skulle de sprænges i luften, således at tyskerne ikke kunne bruge telefonnettet.
13. september 1944 blev Else Marie Pade anholdt af Gestapo. Efter et hårdt forhør vågnede hun i et mareridt med et skrig. Ud af fængslets vindue så hun en stjerne blinke og hørte musik som kom inde fra hende selv. Næste morgen ridsede hun melodien ind i cellens mur med et spænde fra sin hofteholder. Det blev sangen Du og jeg og stjernerne.
Hun blev sat i Frøslevlejren hvor hun begyndte at komponere musik og besluttede at uddanne sig inden for musik. I Frøslevlejren holdt de sangaftener for at holde humøret oppe. De sang bl.a. Pades sange og andre sange i arrangement af Karin Brieg; de er udkommet på cd i anledning af 60-årsdagen for befrielsen: Sange midt i mørket: musik i Frøslevlejren 1944-45.
Komponisten
Efter krigen læste Else Marie Pade musik på Musikkonservatoriet, først til pianist, men pga. eftervirkninger fra opholdet i Frøslevlejren kunne hun ikke gennemføre og uddannede sig i stedet til komponist.
I 1952 hørte Pade en radioudsendelse, Horisont på DR, om konkret musik og dens skaber Pierre Schaeffer. Det gav mindelser om barndommens lydbilleder og klange. Via familie i Frankrig fik hun skabt kontakt til den franske radio RTF og Pierre Schaeffer. Hun fik mulighed for at se studierne på RTF hvor Pierre Schaeffer havde sit værksted og fik en aftale om at få sendt materiale hjem. Hun læste i 1952 Pierre Schaeffers bog À la Recherche d'une Musique Concrète (På sporet af den konkrete musik).
- En dag på Dyrehavsbakken
Denne inspiration fra Pierre Schaeffer satte dét gang i, der skulle blive skabelsen af Danmarks første konkrete og elektroniske musikværk: En dag på Dyrehavsbakken. Efter at have sendt en synopsis til DR, som Jens Frederik Lawaetz læste, fik hun ja til at lave underlægningsmusik til en tv-udsendelse om Bakken til det nye danske fjernsyn. Denne underlægningsmusik var Danmarks første konkrete musikværk, skabt af mange optagelser fra Dyrehavsbakken, hvortil hun fik hjælp af teknikere fra DR.
- Symphonie magnétophnique
Værket er konkret musik der beskriver hverdagslivet i et døgn i København: morgenen der gryr med dens rutiner, vejen til arbejde, tiden på kontoret og på fabrikken. Hjemturen fra skole og arbejde til de hjemlige rutiner om aftenen, og endelig dagen der rinder ud og en ny kan begynde.
- Syv cirkler
Værket er blevet til efter besøg i et planetarium på verdensudstillingen i Bruxelles i 1958. En komposition viste stjernehimmelen med stjernernes gang og deres bevægelse i forhold til hinanden. Værket bygger på Ligetis principper om klangfarver, Boulez’ serialisme og Stockhausens matematisk tilrettelagte partitur. Det er Pades første rene stykke elektronisk musik.
- Darmstadt-skolen
Hendes interesse for den nye musik medførte at hun og mange andre komponister rejste til Darmstadt og fulgte Stockhausens, Ligetis og Boulez’ kurser. Else Marie Pade deltog i 1962, 1964, 1968 og 1972. Stockhausen har brugt hendes Glasperlespil som eksempel når han holdt foredrag om elektronisk musik.
- Græsstrået
Nini Theilade og Pade blev venner; de mødte hinanden hos El Forman i hvis lejlighed mange kunstinteresserede mennesker samledes. Sammen lavede Nini og Else Marie en tv-ballet, Græsstrået, over et digt af El Forman, koreografien var af Nini Theilade. De fik med besvær solgt idéen til Danmarks Radio, og det var også svært at få Den Kongelige Ballet til at danse til lyde, men det lykkedes dog.
En glemt pioner der fik en sen anerkendelse
Else Marie Pade var en af de første danskere til at komponere musik med elektroniske musiksekvenser med hverdagslyde, konkret musik: En dag på dyrehavsbakken, 1953-1955. Senere fulgte Jørgen Plaetner 1960 med en Kantate over et gruk af Kumbel, Per Nørgård i 1962 med værket Titanic, Bent Lorentzen afholdt i 1966 det første elektrofonikursus i Danmark på Det Jyske Musikkonservatorium, Gunner Møller Pedersen og Fuzzy gennemførte sammen i 1972 fire MUSIKZAG-projekter.
Anerkendelsen
Else Marie Pade opnåede først rigtig anerkendelse efter år 2000, selvom hun i 1970 fik et treårigt stipendium af Statens Kunstfond. Hun blev genopdaget af Ingeborg Okkels og Henrik Marstal, der lavede et interview med Pade til Dansk Musik Tidsskrift, 2000-2001, nr. 7. I 2001 udkom for første gang nogle af Pades værker, CD'en Et Glasperlespil, indtil da havde det kun eksisteret som spolebånd. Gennembruddet kom da fem unge kunstnere i 2002 udgav et remix af hendes Syv cirkler med titlen 7 cirkler – 5 remix. To år senere, 2003, modtog hun Årets Steppeulv, og året efter fik hun livsvarig støtte af Statens Kunstfond.
Thomas Knak, en af remixerne, sagde i et interview 19. oktober 2002:
Værker
Kilder til værkfortegnelsen er dels EMP: Else Marie Pade: livet i et glasperlespil, DVM - Det Virtuelle Musikbibliotek og cd,en Sange midt i mørket: musik i Frøslevlejren 1944-45.
- Du og jeg og stjernerne, 1944
- Hjertets underfylde rytme, 1944
- Hvis du vidste, 1944-1945
- Swingsko, 1944-1945
- En lille melodi med forår i, 1944-1945
- Tullerulle tappenstreg, 1951, børnesange tekst af Halfdan Rasmussen
- Tullerulle tappenstreg: sept pieces en couleurs, 1953
- Pjerrots forunderlige dans, 1953, Musik til TV-dukkespil.
- Koncert for trompet og orkester, 1954
- En dag på Dyrehavsbakken, 1955
- Fire anonyme sange, 1955
- Røde bolde, 1955
- Volo spa hoc est, 1956, fra Den ældre Edda, for kvindekor
- Seks lydillustrationer til Danmarks Skoleradio, 1956-1959
- Den lille Havfrue, tekst af H.C. Andersen
- Klumpedumpeland, tekst af Bent Friis Alsinger
- Den lille Idas blomster, tekst af H.C. Andersen
- Trylleringen, folkeeventyr fra Illustreret Tidende
- Julegavetoget, folkeeventyr fra Illustreret Tidende
- Gedehyrden Martin, folkeeventyr fra Illustreret Tidende
- Symphonie Magnétophonique, 1958-1959
- Syv cirkler, 1958-1959
- Glasperlespil II, 1960
- Lyd og lys, 1960, Elektronisk musik til lysorgel - teksten et digt af Piet Hein
- Vikingerne, 1961, Filmmusik
- Afsnit I, II, III, 1961, For violin og 11 slagtøjsinstrumenter, elektro-akustisk bearbejdet; 3 højttalergrupper.
- Etude I, 1962
- Faust, 1962
- Symphonia Heroica, 1962
- Et spil for cello, 1962
- Parametre, 1962
- Græsstrået, 1964, Tv-ballet bygget over et digt af El Forman, koreograferet af Nini Theilade
- Aquarellen über das Meer I-XXI, 1968-1971
- Historien om skabelsen, 1969, For legetøjsinstrumenter
- Maria, 1969-1970, Elektronisk essay. For sopran, talestemme, talekor (elektroakustisk bearbejdet) og lydbånd.
- Immortella, 1969-1970 rev. 1984, Balletpantomime for 20 slagtøjsspillere, elektro-akustisk bearbejdet.
- Fire radiodigte, 1970, digte af Orla Bundgård Povlsen
- Sang om amerikanerne i Vietnam
- På Nørrevold
- Klimpresang
- Se det i øjnene - Hør det på youtube
- Far, mor og børn, 1975, En leg med opera for 6-12 årige. Film og konkrete lydindslag.
- Fugledrømmen, 1976
- Syv billedsange om Teresa af Avila, 1980
- Illustrationer, 1995
En del af værkerne kan høres på DVM - Det Virtuelle Musikbibliotek
Diskografi
- 2001, Et Glasperlespil, indeholder: Lyd og lys, Syv cirkler, Faust, Glasperlespil II, Græsstrået
- 2002, 7 cirkler – 5 remix, 2002, remixet af Jens Hørsving, Bjørn Svin, Thomas Knak, Ejnar Kanding og Hans Sydow
- 2002, Face it, indeholder: Symphonie Magnétophonique, Den lille Havfrue, Se det i øjnene
- 2005, Sange midt i mørket: musik i Frøslevlejren 1944-45, indeholder: Du og jeg og stjernerne, Hvis du vidste, Swingsko, Hjertets underfylde rytme, En lille melodi med forår i
- 2008, Aquarellen über das Meer, Illustrationer (Himmelrummet ; Havkongens slot ; Eventyrland ; Kong Vinter) sidstnævnte optaget 1995
Hæder
- 1970 Statens Kunstfond, treårigt stipendium
- 1974, 2. præmie i en nordisk børneoperakonkurrence med operaen Far, mor og børn.
- 2003, Årets Steppeulv
- 2004, Statens Kunstfond, livsvarig støtte
- 2005, Poul og Sylvia Schierbecks Legat
Kilder
- Filtreringer - elektronisk musik fra tonegenerator til samplere 1898-2001, Henrik Marstal + Heriette Moos, 2001, ISBN 87-14-29708-6
- Hedda Lundh, Ikke noget theselskab: var vi terrorister? : om en gruppe kvinder i modstandskampen, 2002, ISBN 87-7289-736-8
- Virkelighed, virkelighed! Avantgardens realisme, en antologi, redigeret af Karin Petersen og Mette Sandbye, 2003, afsnittet, Lyden af virkelighed, side 329, ISBN 87-7973-026-4
- Kvinder i Musik, årsskrift 2003, Else Marie Pade, ISSN 0907-7625
- EMP: Else Marie Pade: livet i et glasperlespil, redaktør Hans Sydow, 2005, ISBN 87-91090-09-1
- Else Marie Pade og Symphonie magnétophnique, Inge Bruland og bidragyderne, 2006, ISBN 87-635-0468-5
- Dansen var det hele værd / Nini Theilade; fortalt til Lone Kühlmann, 2006, ISBN 978-87-91812-53-8
- Ud & Se, marts 2008, Else Marie i eventyrland - Ud & Se, marts 2008
- Troels Donnerborg, Klangen af en stjerne, Byens Forlag, 2009. ISBN 9788799295180.
- Andrea Bak, Else Marie Pade - En biografi, Gyldendal, 2009. ISBN 9788702079272.
Ekstern henvisning
- Dansk Kvindebiografisk Leksikon - Else Marie Pade
- Else Marie Pade - Ombord på Stubnitz (Fra DR1 Nyhederne)
- Det Virtuelle Musikbibliotek » Else Marie Pade
Fodnoter
Uddybende note