Erik Knudsen (27. marts 1922 i Slagelse - 12. november 2007) var en dansk forfatter.
Erik Knudsen var født i Slagelse, og hans forældre var lærere, hvilket også Erik Knudsen uddannede sig til. Efter nogle år inden for folkeskolen blev han lærer på Krogerup Højskole 1954-82.
I Erik Knudsens forfatterskab fyldte lyrikken meget. Fra en oprindelig verseform bevægede digtene sig mod talesprogsdigte. Temaer i digtningen var ofte samfundsbestemte vilkår sat overfor det enkelte menneskelivs vilkår, herunder ofte kritik af massekultur og kommercialisering. Han var også kendt for politiske skuespil i 1960'erne og 1970'erne. Erik Knudsen modtog i 1965 Det Danske Akademis Store Pris og fra 1967 fik han livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.