Frank Aaen, født 25. juli 1951, økonom og medlem af Folketinget for Enhedslisten. Formand og initiativtager for Foreningen af Kritiske Aktionærer siden 1998.
Frank Aaen blev født i Nørresundby som søn af kommis Carlo Aaen og kontorassistent Betty Aa. Han gik på Rantzausgade Skole 1958-67 og derefter på Aalborghus Statsgymnasium 1967-71. Efter studier ved Aalborg Universitet 1974-1985 (orlov 1977-82) erhvervede han sig titlen cand.oecon.
I perioden 1977-82 virkede han som formand for Kommunistiske Studenter og 1986-89 som politisk redaktør for det kommunistiske dagblad Land og Folk. Herefter arbejdede han i perioden 1990-92 som freelanceøkonom, indtil han i 1992 blev ansat som økonom og sektionsleder i Det Kommunale Kartel. Herfra har han haft orlov siden 21. september 1994 for at pleje en politisk karriere. Fold ud
Frank Aaen blev d. 21. september 1994 folketingsmedlem for Enhedslisten i Nordjyllands Amtskreds, en post han bestred indtil d. 20. november 2001 og igen i Århus Amtskreds fra 8. februar 2005. Frank Aaen blev genvalgt i Københavns Omegns Storkreds ved folketingsvalgene 13. nov. 2007 og 15. september 2011. Hans ordfører erhverv er finans, skat, erhverv, bolig, forsvar og udenrigspolitik.
Kontrovers omkring Afghanistanbesøg i firserne
Det socialistiske magasin Røde Blade udsendte i 1980 og 1984 Frank Aaen som journalist til Afghanistan. Der har de seneste år været rejst mistanke mod Aaen for under besøgene i Afghanistan i samarbejde med det afghanske sikkerhedspoliti, KHAD og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB at have deltaget i afhøringer og tortur af tilfangetagne mujahedinere. Mette Herborg, hvis kronik i Berlingske Tidende i juni 2001 er kritikernes kilde til beskyldningerne, kan ikke fremlægge andre kilder end Frank Aaens egne artikler, der kun taler om interviews.
"Nyhedsavisen" har i marts 2007 forsøgt at nedtone tortur-mistanken mod Aaen. Avisen vedgår, at Aaen befandt sig i en fangelejr for tilfangetagne mujahedinere, som han også interviewede, men at det ikke kan bevises, at Aaen ved den lejlighed skulle have overværet tortur eller medvirket ved en afhøring.
- "Frank Aaen maler i artiklerne et skønmaleri af situationen i Afghanistan, og det kan man kalde naivt, ukritisk. Men man kan på ingen måde tale om, at Frank Aaen har medvirket til tortur", historiker Tue Magnussen 2007, rehabiliteringscentret for torturofre.
Eksterne henvisninger
- Frank Aaens side på Folketinget.dk (besøgt d. 7. november 2009).
- DRs politiske profil for Frank Aaen
Noter
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre
åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.
Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os:
web@information.dk
Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere.
Vær med til at gøre Wikipedia bedre.