Frants Buhl

Frants Buhl, Frants Peter William Buhl (der ses også Frantz), født 6. september 1850, død 24. september 1932, var en dansk gammeltestamentlig teolog og semitist. Han var den der i Danmark introducerede historisk-kritisk metode i studiet af Det Gamle Testamente.

Uddannelse og studierejser

Buhl blev student 1868 og cand.theol. 1874 og beskæftigede sig særlig med studiet af de semitiske sprog og gammeltestamentlig teologi og foretog for disse studiers skyld 1876-78 en udlandsrejse, særlig til Leipzig og Wien.

Efter sin hjemkomst tog han den filosofiske doktorgrad med Bidrag til den arabiske Grammatik med udvalgte Tekststykker af ash-Shafija (1878), og 1880 udnævntes han til midlertidig docent ved det teologiske fakultet, 1882 til professor.

1890-98 var han professor i Det Gamle Testamentes teologi i Leipzig som efterfølger af Franz Delitzsch; ved afskeden fra Danmark udnævntes han til dr.theol.

1. september 1898 blev han professor i semitisk-østerlandsk filologi ved Københavns Universitet, og fra 1900 medlem af Videnskabernes Selskab. Hans studier har bevæget sig på alle felter af det Det Gamle Testamente og den almindelige semitiske filologis område; endvidere har han drevet særlige studier af arabisk, væsentlig af den ældre litteratur og den ældste Islams historie.

P.G. Lindhardt skriver om Frants Buhls betydning:

"... Den historisk-kritiske forskning over Det Gamle Testamente kom i Danmark først i gang omkring 1880, da Frants Buhl begyndte sin epokegørende virksomhed, og hans Israels Historie (1893) chokerede mange, fordi den lod folkets historie begynde med udvandringen fra Egypten og regnede Genesis til sagnhistorien. ..."