Gunnar Larsen

Axel Gunnar Larsen (10. januar 1902 på Frederiksberg - 1. februar 1973 i Irland) var en dansk minister. Han var uddannet civilingeniør og var administrerende direktør og bestyrelsesformand for og storaktionær i cementkoncernen FLSmidth, som hans far, ingeniør Poul Larsen havde etableret sammen med F.L. Smidth og Alexander Foss.
Gunnar Larsen var således en fremtrædende erhvervsmand, som efter ophold i USA hele sit liv forblev angelsaksisk orienteret, hvilket set i lyset af hans ministerkarriere kan forekomme paradoksalt.
Gunnar Larsen blev som 38-årig udnævnt til minister for offentlige arbejder i Ministeriet Thorvald Stauning III, fortsatte i Regeringen Vilhelm Buhl I og Regeringen Scavenius i perioden fra 8. juli 1940 - 29. august 1943.

Han var en af de tre såkaldte "upolitiske", dvs partiløse ministre, som konservative kredse i erhvervslivet og kong Christian 10. ønskede udnævnt. Regeringspartiernes hensigt med at acceptere disse udnævnelser var at hindre eventuelle krav fra den tyske besættelsesmagt om optagelse af nazistiske ministre. (De to andre var justitsminister Eigil Thune Jakobsen og udenrigsminister Erik Scavenius.) Fold ud

Gunnar Larsen var en meget aktiv fortaler for samarbejdet med besættelsesmagten. Han gennemførte bl.a. aftalen om den såkaldte Fugleflugtlinje, en trafikkorridor mellem København og Tyskland (Hamborg), som set fra dansk side primært havde betydning for beskæftigelsen. Det kendteste foto af Gunnar Larsen er taget ved det første spadestik til Fugleflugtslinjen, hvor DSBs generaldirektør P. Knutzen gnæggende ser på, at Gunnar Larsens spade knækker.

Generelt var Gunnar Larsens ministerperiode præget af store beskæftigelsesmæssige projekter, som i befolkningen og især i den illegale presse hyppigt blev udlagt som ministerens forsøg på at fremme privatøkonomiske interesser. Gunnar Larsen var også blandt initiativtagerne til det såkaldte Østrumsudvalg, som fra efteråret 1941 støttede og søgte at udbygge danske erhvervsinteresser i de baltiske lande. I den anledning foretog Gunnar Larsen en rejse til Baltikum i maj 1942 – en rejse, der kun fik få resultater, men dog det, at F. L. Schmidt & Co. generhvervede sin cementfabrik Port Kunda i Estland.

Efter krigen blev han, som den eneste danske minister fra besættelsestiden, dømt ved byretten for samarbejdet med besættelsesmagten, men frikendt ved landsretten og Højesteret, hvorefter han udvandrede til Irland.

Gunnar Larsens dagbøger fra ministerperioden er i privateje, men en kopi findes på Det Kongelige Bibliotek.

Litteratur

• Hvem var hvem 1940 - 1945, Gads Forlag, 2005
• Joachim Lund: Hitlers spisekammer. Danmark og den europæiske nyordning 1940 – 1943, 2005
• Niels Erik Hansen: Ro og orden - Danmark i 1940erne, Forlaget Columbus 2004
• HVEM-HVAD-HVOR 1974, Politikens Forlag, København 1973.