Henning Jensen (født 17. august 1949) spillede professionel fodbold for Borussia Mönchengladbach, Real Madrid, AFC Ajax og AGF, og scorede 9 mål i 21 landskampe. Han opnåede noget for en dansk fodboldspiller helt unikt, nemlig at blive tysk, spansk og hollandsk mester, inden han havde spillet en eneste divisionskamp i Danmark.
Henning Jensen spillede som amatør på danmarksserieholdet (fjerdebedste række i Danmark på det tidspunkt) i Nørresundby Boldklub og debuterede for landsholdet i en venskabskamp mod England 3. maj 1972. Han fik kontrakt med Borussia Mönchengladbach efter en opsigtsvækkende indsats på OL-landsholdet, som han var med til at kvalificere til sommerlegene i 1972. Her deltog han ikke selv, da han i mellemtiden var blevet professionel i Borussia Mönchengladbach, hvor han i en periode dannede en målfarlig angrebsduo med Allan Simonsen. Fold ud
Begge danske angribere fortsatte med stor succes karrieren i spansk fodbold. Allan Simonsen blev publikumsyndling FC Barcelona, og Henning Jensen fik stor succes i Real Madrid, hvor han i anden halvdel af 1970'erne var en af de mest eftertragtede offensivspillere i europæisk fodbold. Efter afslutningen på en markant karriere i international topfodbold vendte Hennning Jensen tilbage til Jylland, hvor han i en kortere periode spillede for AGF.
Henning Jensen huskes blandt meget andet for et spektakulært hovedstødsmål på den engelske nationalarena, Wembley i en kamp for et udvalgt EF-hold (EF er datidens betegnelse for det, der nu hedder EU). Oplægget til målet kom fra den engelske fodboldlegende Bobby Charlton.
Henning Jensen menes i kombination med Frank Arnesen at være virkelighedens forlæg for den fodboldstjerne, Franke, som skildres i Hans-Jørgen Nielsens bestsellerroman Fodboldenglen fra 1979.
Henning Jensen var i 2006 blandt de nominerede, da DBU kårede Michael Laudrup til Danmarks bedste spiller gennem tiderne. De øvrige nominerede var Preben Elkjær, Brian Laudrup, Morten Olsen, Peter Schmeichel, Allan Simonsen og Jon Dahl Tomasson.
Titler
Tysk mester 1974-75 og 1975-76
Tysk pokalvinder 1972-73
Vinder af UEFA Cup 1974-75, finalist 1972-73
Spansk mester 1977-78, 1978-79
Hollandsk mester 1979-80
Eksterne henvisninger
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre
åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.
Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os:
web@information.dk
Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere.
Vær med til at gøre Wikipedia bedre.