Herbert von Karajan

Herbert von Karajan, født som Heribert Ritter von Karajan ( 5. april 1908 i Salzburg - 16. juli 1989 i Anif tæt på Salzburg) var en af det 20. århundredes mest ansete dirigenter. Hans familie havde i 1700- og 1800-tallet succes i Sydtyskland og Østrig, og nogle af hans forfædre blev optaget både i den tyske og den østrigske adelsstand. Hans oldefar var Theodor Georg von Karajan, som var østrigsk politiker og historiker.

Levned

Herbert von Karajan begyndte sin musikalske uddannelse allerede som 4-årig med klaverundervisning. Fra 1916-1926 var han elev på Mozarteumkonservatoriet i Salzburg, hvor han blev undervist i klaver, musikteori og komposition. I sin gymnasietid skrev han en afhandlling om termodynamik og eksplosionsmotorer, og senere i livet var han optaget af hurtige biler og fik flyvercertifikat til små maskiner, så det var ikke sært, at han fra 1926-1928 var elev på Wiens tekniske højskole og samtidig på Wiens Universitets musikvidenskabelige institut og Wiens "Akademie für Musik und darstellende Kunst". I 1929 havde Karajan sin debut som dirigent for Salzburgs Mozarteum-Orkester, og snart derpå blev han førstekapelmester for Ulms Stadttheater og for byens philharmoniske orkester. I 1935 blev han såkaldt Generalmusikdirektor i Aachen, og ved den anledning blev han medlem af nazistpartiet. Han havde dog allerede ansøgt om medlemskab i 1933 og indledte mange senere koncerter med den blandt nazister populære "Horst Wessel Lied". Fold ud

De næste 10 år var Karajan en af stjernerne på den tyske musikscene, med store operaopførelser bl.a. i Berlin og i Milano, pladeindspilninger og en post som chefdirigent for Staatskapelle Berlin. Den 18. februar 1945 gav Karajan sin sidste koncert i Berlin og flygtede derefter til Milano og derefter til Lago di Como i Italien.

I oktober 1942 var han blevet gift med Anita Gütermann, datter af en sygarnfabrikant. Hun havde en jødisk bedstefar og var derfor såkaldt kvartjøde, men på grund af Karajans position fik det ingen fatale konsekvenser for nogen af dem. Oven i købet blev Anita udnævnt til “æresarier”.

I 1946 fik han af den sovjetrussiske militæradministration i Østrig forbud mod at arbejde på grund af sit medlemskab af nazistpartiet, men allerede i 1947 blev forbuddet ophævet, hvorefter han kunne genoptage sin karriere. Efter et engagement på La Scala i Milano blev han i 1955 Wilhelm Furtwänglers efterfølger som chefdirigent for Berliner Philharmonikerne, en post han holdt indtil kort før sin død i 1989. Samtidig var han fra 1957 til 1964 kunstnerisk leder af Wiener Staatsoper og fra 1967 til sin død leder af påskefestspillene i Salzburg, og var med i ledelsen af Salzburg-festspillene.

Karajan fik gennem sit liv mange priser og andre udmærkelser. I 1978 blev han æresborger i Wien, siden 1997 afholdes i Baden-Baden "Herbert von Karajan pinsefestspil" og fra 2003 uddeles en "Herbert von Karajan Musikpris".

Dirigenten Karajan

Karajans musikideal beskrives som konservativt, med stor vægt på orkesterklangen og en meget præcis og disciplineret orkesterkultur. Det var en tilgang, der passede godt til senromantisk og impressionistisk musik, men knap så godt til wienerklassik og barok og slet ikke til nyere musik, skrevet efter 1920.

En anden grund til Karajans ry var hans interesse for teknik. Han var hver gang en af de første til bruge de nye teknikker som f.eks. stereolyd, og LP- og CD-formatet, og gik meget op i at styre pladeproduktionen lige fra valg af studie og indspilningsselskab til præsentationen af resultatet.

Karakteritisk for Karajan endvidere de lange indstuderingsforløb som hemmeligheden bag den høje standard

Kilder

Denne artikel er en oversættelse og bearbejdelse fra den tyske WikiPedia - en væsentlig længere og mere kritisk gennemgang findes i den engelske Wikipedia.

Bog om Karajan på dansk

• Claus Holdt: Herbert von Karajan (2007)

Internetadresser

• Hjemmeside tilegnet Karajan
• Pladeselskabet SONY
• SalzburgWiki
• Artikel i Die Welt fra 2005 om Karajan
• Privat side om Karajan
• Om Salzburg Festspillene