Skip to Content
Mandag 22. marts 2010

Per Højholt

Wikipedia

Per Højholt (22. juli 1928 i Esbjerg - 15. oktober 2004) var en indflydelsesrig dansk digter. En stor del af sit liv var han bosat i Hørbylunde ved Silkeborg.

Højholt debuterede som 20-årig i 1948 med digtkredsen De nøgne i det litterære tidsskrift Heretica. Året efter i 1949 udkom i bogform digtsamlingen Hesten og Solen, som var stærkt inspireret af miljøet omkring Heretica. Han brød igennem til en modernistisk stil med Poetens Hoved i 1963, som blev efterfulgt af Provinser (1964), Show (1966), og Min hånd 66 (1966). Senere fik han et stort folkeligt gennembrud med Gittes monologer. Han er desuden kendt for sin Praksis-serie og romanerne 6512 (1969), Auricula (2003) og den posthume og ufuldendte Hans Henrik Mattesen - En monografi (2007).

Digtsamlingen Turbo er indspillet som noget af det tidligste danske elektroniske musik (1968) og står som en milepæl i denne genre, senere er den genudgivet sammen med en ny fortolkning af Turbo på dobbelt cd'en Tilbage til TURBO (2001).

Per Højholt har modtaget bl.a. Det Danske Akademis Store Pris (1982), Modersmål-Prisen (1991), Kritikerprisen (1995), Holberg-medaljen (1997) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Højholt var også en betydningsfuld boganmelder, se Ejnar Nørager Pedersen: Per Højholt anmelder og samtaler - en bibliografi, 2005.

Ovenstående faktaboks er fra internet-encyklopædien Wikipedia. Opslaget er ikke redigeret eller fact-tjekket af Information, men skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.