Skip to Content
Lørdag 26. maj 2012

Jeppe Aakjær

Wikipedia

Jeppe Aakjær (født Jeppe Jensen, 10. september 1866 i Aakjær, Fly Sogn ved Skive - 22. april 1930 på gården Jenle, der ligger i Salling, var en dansk forfatter af romaner, noveller, digte, og skuespil. Herudover har Jeppe Aakjær skrevet en del lokalhistoriske bøger, alle baseret på studier af arkivalier på Landsarkivet i Viborg. Sønnen Svend Aakjær (1894-1963) var landsarkivar på arkivet i Viborg fra 1929 og endte sin karriere som rigsarkivar.

Jeppe Aakjær var flere gange i konflikt med samfundet, som han gjorde oprør imod. Han har siddet i fængsel 17 dage for sine foredrag om den franske revolution 1789 og sine angreb på Indre Mission. Fængslingen fandt sted den 17. januar 1887.

Han var først gift med forfatterinden Marie Bregendahl, der ligesom han selv stammede fra Fjends. I slutningen af 1899 skiltes Marie og Jeppes veje. Aakjær blev boende i København, men om sommeren flyttede han til gode venner i Jylland, blandt andet mejeristen Esper Andersen i Jebjerg og distrikstlægen i Sjørup Johanne og Sigurd Rambusch. I Jebjerg udfoldede forfatterskabet sig rigtig meget. Her skrev han bl.a. "Missionen og den Høvdinge", 1899, "Vredens Børn", 1904 - der satte sindene i kog over hele Danmark. Ikke mindre end 1000 artikler blev der efterfølgende skrevet. De fleste kritiserede Aakjær, men en del fik øje på de elendige forhold de tyende levede under og i 1907 nedsattes en tyendekommission med bl.a. Peter Sabroe, der skulle se på forholdene. Loven blev fjernet i 1921. Fold ud

Hos Rambusch skrev Aakjær i vinteren 1906 den berømte digtsamling "Rugens Sange", der i dag er kommet i mere end 100.000 eksemplarer. Det samme år fik han Det Ancherske Legat på 1800 kr. For pengene tog han på en tur rundt i Europa. Det mest givende på turen var besøget i Skotland, hvor han besøgte alle mindesmærkerne for Robert Burns. Under opholdet skrev han ikke mindre end fem digte om Burns - et af Aakjærs store forbilleder.

I 1902 møder Jeppe Aakjær en ung jydsk pige ved navn Nanna Krogh. Han forelsker sig straks i pigen og hun i ham. Da Aakjær ikke havde orden i sine skilsmissepapirer kunne han først blive gift den 25. april 1907 med Nanna Aakjær. Straks efter ægteskabet flyttede parret ind på den nybyggede gård Jenle i Salling 12 km. nord for Skive. Nanna Aakjær, var først uddannet snedker og derefter billedskærer.

Komponisterne

Når Aakjær havde offentliggjort nogle af sine digte, flokkedes komponisterne om at sætte melodi til digtene.

  • Komponisten Carl Nielsen skrev musik til flere af Jeppe Aakjærs digte, bl.a. Jens Vejmand som blev meget populær i starten af det 20. århundrede.
  • Jeg er Havren, Komponisten er Aksel Agerby (1916)

Om Jeppe Aakjær

  • Jeppe Aakjær: Livserindringer i 4 bind, Gyldendal 1928-34 (Nyudgivet på Forlaget Jenle i 2 bind ISBN 978-87-9906-395-6)
  • Henrik Fibæk: Jeppe Aakjær - Spillemand og stridsmand, Skiveårbogen 1999
  • Knud Peder Jensen: Jeppe Aakjær - Et moderne livs fortælling, Forlaget Hovedland, 2002

Berømte digte

  • Jens Vejmand, Jebjerg, den 19. juni 1905. Melodi Carl Nielsen.
  • Ole sad på en knold og sang, Jebjerg, sommeren 1899. Melodi Alfred Tofft.
  • Jeg er havren, Jenle, 1916. Melodi Aksel Agerby.

Digtsamlinger

  • Derude fra Kjærene, 1899
  • Fri Felt, 1905
  • Rugens Sange, 1906
  • Samlede digte I - III, 1931

Novellesamlinger

  • Vadmelsfolk, 1900 (genoptrykt 1996 1. udg., ISBN 978-87-7739-225-2)

Romaner

  • Vredens Børn, 1904 (genoptrykt 2008 10. udg., ISBN 978-87-7070-093-1)
  • Jens Langkniv, 1914 (genoptrykt 2007, ISBN 978-87-7739-973-2)
  • Pigen fra Limfjorden, 1921 (genoptrykt 2010 2. udg., ISBN 978-87-990639-4-9)

Skuespil

  • Livet paa Hegnsgaard, 1907
  • Naar Bønder elsker, 1911

Lokalhistoriske bøger

  • Hedevandringer, 1915 (genoptrykt 1995, ISBN 87-7466-247-3)
  • En Skarns Præst og andre Syndere, 1917
  • Af min Hjemstavns Saga, 1919
  • Langs Karupaaens Bred, 1929
  • Fra Agermuld og Hedesand, 1930
  • Konge, Adel og andre Sallingboer, 1930
  • Gammel brug og gammel Brøde, 1931
  • Muld og Mænd, 1932
  • Fra Sallingland til Øresund,1932

Udmærkelser

Der er oprettet et litteraturselskab for Jeppe Aakjær: På Nanna og Jeppe Aakjærs Kunstnerhjem Jenle har Aakjærselskabet til huse.
Aakjærselskabet er Danmarks største litteraturselskab med ca. 1250 medlemmer (2010).

Jeppe Aakjær blev optaget i Kulturministeriets kulturkanon i 2006. Det var med digtet Aften.

Der er opkaldt flere veje efter ham i Danmark:
Jeppe Aakjærs Alle i Odense og Esbjerg. Jeppe Aakjærs vej i Hasle, Birkerød, Fredericia, Holstebro, Ikast, Aalborg og Sønderborg. Aakjærs Alle i Søborg.

Eksterne henvisninger

  • Sange i Wikisource
  • Samlede værker online på Arkiv for Dansk Litteratur
  • Digte, portrætter og bibliografi i Kalliope
  • Med Jylland i hjertet
  • Jenle med Aakjærselskabet
  • DR's multimedieklip
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.