Johan uden Land , John Lackland eller sommetider John Soft-sword (født 24. december 1166, død 18./19. oktober 1216) var konge af England fra 1199 til 1216. Han arvede tronen efter sin ældre bror kong Richard 1. Løvehjerte. Kong Johans regeringstid regnes traditionelt som en af de mest katastrofale i engelsk historie. Han startede sin regeringstid med at miste Normandiet til den franske konge Filip August, og til sidst havde han skabt så meget misfornøjelse, at England var på vej ind i en borgerkrig, og den traditionelt stærke engelske kongemagt blev svækket for altid, da adelen og kirken tvang kongen til at acceptere Magna Carta i 1215.
Johans dårlige eftermæle skyldes, at han begik tre alvorlige fejl. Den første var måden han overtog magten på, der førte til en generel mangel på respekt. Da Richard Løvehjerte døde i 1199, var der to kandidater til tronen: Johan og hans nevø Arthur af Bretagne, som befandt sig i Normandiet. Johan tog Arthur til fange, og han blev ikke set siden. Det blev aldrig bevist, at han blev myrdet, men den generelle opfattelse var, at Johan havde taget ham af dage, og mange så det som en sort plet på hans rygte, at han var villig til at myrde en slægtning for at komme til magten. Fold ud