Joseph Pulitzer (10. april 1847 i Makó, Ungarn – 29. oktober 1911 i Charleston, South Carolina, USA) var en ungarsk-amerikansk journalist og udgiver, der er bedst kendt for at have lagt navn til Pulitzerprisen og for sammen med William Randolph Hearst at have grundlagt såkaldt gul journalistik.
Pulitzer emigrerede til USA i 1864 for at deltage i den amerikanske borgerkrig som kavalerist. Han slog sig ned i New York og havde forskellige jobs, mens han uddannede sig til jurist. Senere, i 1868, blev han journalist ved den tyske avis Westliche Post i St. Louis, fordi han, i forbindelse med sin uddannelse, havde skrevet en artikel om immigranters hårde forhold. Han blev valgt til parlamentet i Missouri året efter. I 1878 købte han et par lokale aviser samme sted og i 1883 også New York World, som under hans ledelse blev en vigtig avis med tilknytning til Demokraterne. Han trak sig tilbage i 1887. I 1903 donerede han 2 mio. dollar til etableringen af School of Journalism ved Columbia University. Fold ud