Karen Ellemann Kharabian (født 26. august 1969) er miljøminister, minister for nordisk samarbejde samt medlem af Folketinget siden 2007 for Venstre.
Hun er datter af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og sekretær Hanne Ellemann-Jensen. Hun er barnebarn af Venstre-politikeren Jens Peter Jensen.
Karen Ellemann har to børn med sin tidligere ægtefælle, den armenskfødte Aren Boje Kharabian. Siden 2008 bruger hun ikke mere efternavnet Kharabian som minister og politiker.
Karen Ellemann blev student fra Holte Gymnasium i 1989 og uddannede sig til folkeskolelærer fra N. Zahles Seminarium 2002-04.
Hun arbejdede som konsulent for radiokanalen The Voice 1990-93, administrationschef i Brinkmann Kommunikation 1995-96, daglig leder af biografen Dagmar Teatret 1996-99 og som folkeskolelærer på Rungsted Skole 2003-2007.
Ellemann blev valgt til kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune ved kommunalvalget 2005. Hun var næstformand i børne- og skoleudvalget, indtil hun forlod kommunalbestyrelsen ved ministerudnævnelsen 7. april 2009.
Hun blev medlem af Folketinget ved folketingsvalget 13. nov 2007, opstillet i Brøndbykredsen, som for første gang gav valg til Venstre. I perioden 2007-2009 var hun ordfører for familiepolitik og udlændinge og integration, medlem af socialudvalget, udenrigsudvalget og udvalget for udlændinge- og integrationspolitik samt stedfortræder i uddannelsesudvalget, sundhedsudvalget og boligudvalget.