Af frygt for nazismen emigrerede han i 1937 til New Zealand, hvor han var ansat på Canterbury University College i Christchurch. I denne periode skrev han The Open Society and Its Enemies, som han senere beskrev som sin wartime effort (= krigsindsats). Værket er et forsvar for demokratiet og det åbne samfund, og et opgør med filosofferne Platon, Hegel og Marx, hvis filosofiske idébygninger efter Poppers mening foruddiskonterer totalitære systemer som nazismen og kommunismen. Værket cirkulerede senere i det kommunistiske Østeuropa som samizdat-litteratur. Han angreb marxismens idé om, at økonomien styrer politikken, som om politikerne stod magtesløse overfor økonomien. Popper udtalte, at Marx aldrig forstod den funktion, staten kan - og bør - have for at sikre frihed og humanitet. Han beundrede alligevel Marx som tænker, fordi denne var drevet af en "humanitær impuls", og gjorde et hæderligt forsøg på at anvende rationelle metoder på komplicerede samfundsproblemer. Popper advarede mod biologiske modeller af mennesker eller historien, fordi de nemt kan blive racistiske; og mod misbrug af økonomisk magt, ikke mindst den tøjlesløse kapitalisme: "Det er nemt at lære af små fejlgreb, men meget svært at lære af meget store fejlgreb."
Hans sidste efterskrift om marxismen, samme år som han døde, var: "Sovjetkommunismen er død, og med den atomtruslen. Så lad os være glade, og håbe at den trussel ikke vil komme tilbage i ny form, og lad os opgive skillet mellem højre og venstre, dele af den arv, marxismen efterlod sig, og som var en konsekvens af atomtruslen. Lad os nu leve i fred og glæde os ved vort ansvar." Han angreb kritikken af efterkrigstidens Vesten. Godt nok så Popper meget forkert ved Vestens samfundsform: "Men jeg er ikke i tvivl om, at det er den bedste, som nogensinde har eksisteret...Der synes at være en konkurrence om at komme med dommedagsprognoser: Jo mere radikalt, man nedvurderer de vestlige samfund, desto større er chancen for at blive hørt eller spille en ledende rolle i dem...I Europa og Nordamerika, New Zealand og Australien har vi de bedste og mest lighedsbaserede samfund i hele menneskehedens historie. Det vigtigste er, at vi er beredt til at lytte til informeret kritik, og vi er glade, hvis vi møder fornuftige forslag til forbedring af disse samfund. For vore samfund er ikke blot åbne for kritik - men de er ivrige efter at reformere sig selv."
Efter krigen tog han i 1947 til London, hvor han blev ansat på London School of Economics. Han boede i England til sin død. I sine erindringer, Unended Quest (= Uafsluttet søgen) fra 1975, skrev han: "Efter at min kone og jeg flyttede til Penn i Buckinghamshire i 1950, har jeg mistanke om, at jeg er den lykkeligste filosof, jeg har mødt...En af de mange kilder til lykke er at få et glimt her og der af et nyt aspekt ved den ufattelige verden, vi lever i, og den utroligt interessante rolle, vi spiller i den."
Filosofi
Videnskabsteoretisk grundlagde Popper falsifikationismen. Modsat de logiske positivister, der hævdede, at en videnskabelig teori skulle være verificerbar - dvs. at den skulle kunne bekræftes gennem observation - forsvarede Popper et falsifikationistisk standpunkt. Han hævdede, at en videnskabelig teori skal være formuleret således, at den kan modsiges af nogle mulige iagttagelser. Den skal med andre ord være en dristig hypotese, der løber den risiko at blive modbevist. Dette synspunkt blev til dels udarbejdet på basis af Poppers beundring for Einstein, hvis teorier havde ekstremt præcise forudsigelser, og hans foragt for psykoanalysen. Psykoanalysen var, ifølge Popper, således udarbejdet, at en hvilken som helst tænkelig menneskelig adfærd kunne forklares ud fra denne, og således kunne den ikke falsificeres.
Popper kaldte sit synspunkt kritisk rationalisme. Den menneskelige erkendelse og videnskab gør fremskridt derved, at teorier forsøges kritiseret gennem observation og ved fornuftens hjælp. Enhver videnskab bør for Popper kunne forbedres, og enhver teori potentielt kunne modbevises. Dette kaldes også fallibilisme. En god teori må være sådan konstrueret, at den udsætter sig for faren for at blive gendrevet. God videnskab er at fremlægge hypoteser, for så at stille sig åben for kritisk prøvning. Hvis det ikke sker, er der kun tale om myter eller metafysik. Marxismen hører under de kategorier, idet den - ligesom psykolanalysen og senere creationismen - er et selvimmuniserende tankesystem, dvs ikke åbner sig for kritik udefra. Tværtimod neutraliserer marxismen al kritik, ved at tilpasse den til sine færdigt opsatte tankebaner, eller affejer dem, der fremsætter kritikken, med at de må tilhøre klassefjenden. Marxismens forudsigelser slog jo heller ikke til: I stedet for en øgende afstand mellem rige og fattige, skete der i Poppers levetid en almen velstandsøgning i Vesten. Han advarede allerede i 1945 i The Open Society om, at den sovjetiske centralplanlægning var en opskrift for egen undergang. Og ganske rigtigt var de eneste områder, hvor Sovjetunionen overgik Vesten, teoretiske discipliner som matematik og fysik, fordi informationsfriheden dér var uden grænser. Ligesom Bertrand Russell, som Popper så op til, mente Popper at kunne forudsige kommunismens fald af videnskabsteoretiske årsager; en centralstyret økonomi har ikke tilstrækkelig adgang til nødvendig information om alle dele af sin økonomi til at kunne fungere. Popper mente, at demokratiet havde sejret i den kolde krig, fordi demokrati er den eneste styreform med en indebygget evne til forandring og kritik af den styrende magt.
Kritikpunkterne mod Popper er blandt andet, at man aldrig kan bevise, at noget er helt falskt, og man derfor lige så lidt kan falsificere som verificere det. I "The Logic of Scientific Discovery" taler Popper om, at enkelte observationer, der falsificerer teorier, til dels er "vedtaget" af det videnskabelige samfund, men det er uklart, hvad Popper præcist mener med dét.
Kigger man på de relative forskelle i videnskabelige og pseudovidenskabelige teorier, er det kun nødvendigt for Popper at bevise, at den ene teori er mere falsificerbar end den anden, for at kunne påvise hvilken, der er den, man bør hæfte sig ved.
Mange af Poppers synspunkter var anticiperet af Whewell (1840), på trods af sidstnævntes brug af begrebet "induktion".
Popper udarbejdede i sin sene karriere også en metafysisk teori, som er et løsningsforslag til sjæl-legeme problemer. Under dette arbejdede han tæt sammen med John Eccles, nobelpristager og hjerneforsker. Ifølge Popper er verden delt i tre sfærer: Verden 1 (fysiske ting), verden 2 (bevidstheder) og verden 3 (logiske relationer). Teorien har således både elementer fra Descartes' dualisme og Platons idélære, men fik ikke megen gennemslagskraft.
Forfatterskab
- Popper, K. R. (1945). The Open Society and its Enemies. London: Routledge.
- Popper, K. R. (1957). The Poverty of Historicism. London: Routledge.
- Popper, K. R. (1959). The Logic of Scientific Discovery. London: Routledge. (Oversat fra Logik der Forschung, Wien 1935).
- Popper, K. R. (1963). Conjectures and Refutations. London: Routledge.
- Popper, K. R. (1972). Objective Knowledge. An Evolutionary Approach. Oxford: Clarendon Press.
- Popper, K. R. (1973). Kritisk rationalisme. Udvalgte essays om videnskab og samfund. Oversat fra engelsk. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Litteratur
- Jarvie, I. C. (1998). Popper, Karl Raimund (1902-94). I: Routledge Encyclopedia of Philosophy, Version 1.0, London: Routledge.
- Whewell, W. (1840) The Philosophy of the Inductive Sciences, Founded upon their History, Vol. 1-2. London: J.W. Parker.
Henvisninger
Eksterne henvisninger
