Skip to Content
Søndag 21. marts 2010

Klaus Høeck

Wikipedia

Klaus Høeck (født 27. november 1938 i København) er en dansk digter.

Høeck blev student fra Sorø Akademis Skole i 1957 og studerede siden medicin, jura og filosofi ved Københavns Universitet, hvor han i 1970 blev exam.art. i filosofi.

Hans digteriske debut kom i 1966 med digtsamlingen Yggdrasil. I 1973 modtog han Statens Kunstfonds treårige legat og i 1980 modtog han et boglegat fra forlaget Gyldendal. I 1985 blev han tilkendt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Siden 1989 har han været medlem af Det Danske Akademi.

Digtsamlingerne Hjem (1985), Heptameron (1989) og Eventyr (1992) er tilgængelige i en engelsk oversættelse i Det Kongelige Biblioteks elektroniske håndskriftsamling.

Høeck er en udpræget systemdigter, der spænder fra fortolkninger af den traditionelle sonet (i f.eks. Topia eller Che Guevara og Sorte sonetter til elementer af nærmest ren bogstavleg i Rejse og Hjem. I 2008 udgav han Palimpsest, der er skrevet henover det 20. århundredes musik, billedkunst og digtning. Statens Kunstfonds Litteraturudvalg har i 2009 præmieret Klaus Høeck for digtsamlingen Palimpsest med 75.000 kr. 'Palimpsest' har endvidere indbragt ham Kritikerprisen 2008.

I 1985 blev han gift med Anne-Marie Mai.

Ovenstående faktaboks er fra internet-encyklopædien Wikipedia. Opslaget er ikke redigeret eller fact-tjekket af Information, men skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.