Skip to Content
Lørdag 26. maj 2012

Lars R. Møller

Wikipedia

Lars Reinhardt Møller (født 13. januar 1954 i Fredericia) er en dansk officer, der blev kendt for sin rolle i Operation Bøllebank under FN's fredsbevarende styrker i det daværende Jugoslavien (UNPROFOR).

Han er søn af oberstløjtnant Regner Reinhardt Møller og kom ind i Forsvaret i 1973 som værnepligtig i Den Kongelige Livgarde, hvor han senere valgte at uddanne sig til officer. Således blev han i 1975 indskrevet på Hærens Officersskole og blev i 1979 udnævnet til premierløjtnant ved Jydske Dragonregiment. I perioden 1983-92 arbejdede han i Forsvarsministeriet og i en enkelt årgang i Forsvarsakademiet, indtil han i perioden 1992-95, blev udnævnt til oberstløjtnant og chef for en bataljon i Jydske Dragonregiment.

Operation Bøllebank

Under sin udstationering i eks-Jugoslavien for FN's fredsbevarende styrker, ledte han en dansk kampvognsenhed i en fælles nordisk bataljon, som opererede under FN-kommando. Fold ud

Den 29. april 1994 blev enheden indsat for at undsætte en svensk observationspost, der var under beskydning af serbiske styrker. Under fremrykningen blev de beskudt med panserværnsraketter, hvilket fik Lars Møller til at give ordre om at besvare ilden og nedkæmpe den angribende styrke.

Der blev affyret 72 granater mod serberne og træfningen varede i ca. 2 timer, hvorefter de angribende stillinger var blevet nedkæmpede. En af granaterne ramte et ammunitionsdepot, og det anslås, at omkring 150 serbiske soldater blev dræbt, mens Møller og de øvrige danske styrker ikke selv led nogen tab.

Operationen var på mange måder spceciel, bl.a. som følge af, at det var dansk militærs største træfning siden 2. verdenskrig. Desuden gav den international genlyd i et sådan omfang, at Danmarks prestige steg betydeligt og har dannet grundlag for en mere håndfast metode i fredsstøttende aktioner - både i NATO og FN.

I 1997 blev han indstillet til Forsvarets medalje for Tapperhed, men det blev vurderet, at "indsatsen ikke vurderes at indeholde en sådan grad af særlig tapper indsats, der bør berettige til nævnte udmærkelse". Året efter modtog han dog Ebbe Muncks Hæderspris og ros fra Dronning Margrethe for at have "det ansvar, den dømmekraft og den vilje til handling, som de danske soldater udviste i en meget kritisk situation".

7 år efter kampene, udgav han i 2001 bogen Operation Bøllebank: soldater i kamp, der med udgangspunkt i sin udstationering skriver om de mekanismer, der knytter sig til soldater i forbindelse med kamphandlinger.

Efter Jugoslavien

Efter hjemvendelsen fortsatte han med at fungere som bataljonschef i Jydske Dragonregiment, indtil han i 1995-96 videreuddannede sig i udlandet, hvorefter han vendte tilbage til Forsvarsakademiet for tre år. I 1999 blev udnævnt til oberst og udstationeret som stabschef i Polen. Han fik efterfølgende arbejde som stabschef i Danske division, hvor han bl.a. har været med til at uddanne soldater, der skulle udsendes til international tjeneste. 1. juli 2007 blev han udnævnt til chef for Hærens Kampskole.

Han har gentagne gange udtalt sig kritisk om bl.a. Hærens opgaver i Afghanistan sammenholdt med deres økonomi, der ifølge Møller selv, ikke er tilstrækkelig til disse operationer. Han foreslog derfor at anvende midler til denne mission fra Søværnet og Flyvevåbnet. Efter længere tids kontroverser med Forsvarets ledelse, blev han med virkning fra 1. september 2008 forflyttet til en stilling som chef for produktionsdivisionen i Hærens Operative Kommando.

To måneder senere udkom bogen Det danske Pearl Harbor, hvor Møller beskrevt et stadigt voksende bureaukrati i Forsvaret siden omstruktureringen i 2005. Sideløbende beskrev han en tiltagende rivalisering de tre værn imellem. Kritikken blev genkendt af en række officerskolleger, men blev i øvrigt afvist af den øverste ledelse, Forsvarskommandoen.

Sideløbende med sin militærkarriere, har han derudover skrevet tre bøger: "Pavemordet" (2003), der beskriver Mehmet Ali Agcas forsøg på at myrde Pave Johannes Paul 2. i 1981 og bevæggrundene til handlingen. Operation Hurricane (2003) om efterretningsvirksomhedernes virke i tidligere tider, samt deres nuværende funktioner. Kvinder i kamp (2006) er en gennemgang af kvindelige soldater - lige fra oldtidens krigere til nutidens moderne kamptropper.

Han er tildelt følgende dekorationer og udmærkelser: Ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen, Hæderstegnet for god tjeneste i Hæren (tildelt for 25 års tjeneste), den polske hærs medalje og FN-medaljen for tjeneste i det tidligere Jugoslavien.

Bibliografi

  • Operation Bøllebank: soldater i kamp (2001)
  • "Pavemordet" (2003)
  • Operation Hurricane (2003)
  • Kvinder i kamp (2006)
  • Det danske Pearl Habor (2008)
  • Vi slår ihjel - og lever med det (2010)

Kilder

Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.