Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Liva Weel

Wikipedia

Liva Weel, født Olivia Olsen, (31. december 1897 i København - 22. maj 1952 i København) var en dansk komedienne, sangerinde og skuespillerinde.

Liva Weel voksede op på Vesterbro i København, hvor hun boede med sine forældre (Kriminalassistent Carlo Martin Ingomar Olsen (1867-1931) og hustru Marie Christine Dorthea Olivia Josephine Olsen, f. Petersen (1873-1920)) i Mysundegade og Istedgade.

17 år gammel begyndte Liva at uddanne sin sangstemme hos operasangerinden og musikpædagogen Hedevig Quiding (16.09.1867 - 22.10.1936) og fik også sanguddannelse hos Vilhelm Herold. I 1917 optrådte hun første gang som sanger ved et teselskab i Politikens Hus (arrangeret af Hedevig Quiding). Det førte til et engagement ved revyen i Odder og siden i Nykøbing F. Hendes debut i Nykøbing F. (1917) blev en stor succes, og hun blev siden engageret til Scalarevyen 1918 - det kom til at vare i 10 år. På Scala dannede hun bl.a. par med Carl Alstrup, og det blev også til seriøse roller. Fold ud

Hendes karriere begyndte, da hun som 19-årig sang sin første revyvise i Odder Sommerteater. Siden debuten medvirkede hun i en lang række revyer og film.

På Det kongelige Teater optrådte hun i 1930 som gæst i rollen som Pernille i Holbergs Den Stundesløse.

Den 10. december 1921 giftede Liva sig i Holmens Kirke med skuespiller, teaterdirektør; Arne Weel, med hvem hun i 1922 fik sønnen Jørgen Weel. Liva og Arne Weel blev skilt i 1924. Den 28. juli 1933 giftede Liva Weel sig igen på Frederiksberg med snedkermester Fritz Hueg (31.01.1905 - 15.11.1971). Året efter blev de skilt.

I slutningen af 1920'erne lærte Liva Weel forfatteren Poul Henningsen (1894-1967) at kende, hvilket kom til at sætte dybe spor i hendes videre karriere, da han skrev en lang række af de sange, som man i dag forbinder med Liva Weel. I den forbindelse kan bl.a. nævnes revyen Dyveke i Riddersalen 1940 - umiddelbart efter besættelsen af Danmark, hvor Poul Henningsen skrev teksten til Kai Normann Andersens melodi "Man binder os paa Mund og Haand".

Hendes liv blev filmatiseret i DR tv-serien Kald mig Liva (1992) på 4 afsnit, som året efter udkom i romanform på Aschehougs forlag.

Blandt de film hun medvirkede i, kan nævnes:

  • Odds 777 - 1932
  • De blaa drenge - 1933
  • Cocktail - 1937
  • Frøken Møllers jubilæum - 1937
  • Under byens tage - 1938
  • Ta' briller på - 1942
  • Smedestræde 4 - 1950

Litteratur

  • Brian Iskov & Kristoffer Hegnsvad, Store danskere, DR, 2007. ISBN 978-87-7680-357-5.
  • Poul Henningsen, Liva's regeringstid, Vendelkærs Forlag, 1952.

Ekstern henvisning

  • Biografi fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon
  • Liva Weel, billeder fra AistrupArkivet
  • Biografi fra Den Danske Film Database
  • Liva Weel på Gravsted.dk
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.