Ludwig van Beethoven

Ludwig van Beethoven (døbt 17. december 1770 - 26. marts 1827) regnes for en af de betydeligste tyske komponister og afgjort den komponist, der har haft størst indflydelse på udviklingen af tysk kompositionsmusik efter 1800.

Beethovens liv

Beethoven var opdraget i den romersk-katolske tro, men antog senere en mere uortodoks, deistisk holdning.
Ludwig van Beethoven blev født i Bonn, hvor faderen var sanger hos kurfyrsten. Faderen pressede Beethoven til som ganske lille at modtage meget intensiv musikundervisning for at lancere sønnen som "vidunderbarn" med Mozart som forbillede. Det lykkedes dog aldrig. Det var formentlig i barndommen, at Beethovens fremherskende karaktertræk: bryskhed og indadvendthed, blev grundlagt.

Omkring 1790 begyndte Beethoven en karriere som omrejsende pianist og klaverlærer, men blev snart lige så berømt i de aristokratiske musiksaloner for sine temperamentsudladninger (han nægtede f.eks. at spille, når publikum snakkede) som for sine åbenlyse musikalske talenter. Fold ud

Tiltagende døvhed tvang ham til at opgive løbebanen som udøvende musiker omkring 1797, men han var i mellemtiden blevet så anerkendt som komponist, at han kunne leve af bestillingsarbejder, indtægter fra udgivelsen af sine værker samt lejlighedsvis optræden som dirigent af større orkestre.

Samtiden betragtede ham som den største komponist efter Mozart, og han blev sammen med digteren Goethe betragtet som de største eksempeler på en egensindig, romantisk kunsternatur.

Selv om visse af Beethovens tidlige værker vækker mindelser om de senere værkers klippestyrke, er hans 1700-tals musik i det store hele lige så munter og ukompliceret som Haydns. Dette gælder for den første symfoni, de første 12 klaversonater, den muntre septet samt de seks strygekvarteter opus 18.

Senere brød hans indadvendthed igennem med fuld klassicistisk stråleglans, men mørkere og mere intens, som f.eks. den 5. og 7. symfoni og den 4. klaverkoncert.

I 1802 fik Beethoven at vide, at hans tiltagende døvhed ikke kunne kureres, men ville tiltage, indtil han til sidst ikke ville kunne høre noget som helst. Dette medførte en omvæltning i hans karakter, der omgående prægede hans værker; en blanding af inderlig sjælekval og et forsøg på at gribe skæbnen i struben og ændre den. Musikken mistede intet af sin intensitet eller melodiske genialitet, men derimod voldsomheden fra hans virtuose år. Hovedelementerne var nu eftertanke og inderlighed. Mange af Beethovens populæreste værker stammer fra denne periode: Kejserkoncerten, violinkoncerten og mange af hans fornemste klaversonater, f.eks. Appassionata og Waldstein

Fra 1819 var han så døv, at han var helt afhængig af, at folk skrev ned, hvad de ville sige til ham. Hans musik blev stedse mere eksperimenterende og selvfordybende. I denne sidste periode, frem til hans død, finder vi nogle af romantikkens allerstørste musikalske monumenter: Den niende symfoni med fjerdesatsen, der indeholder teksten fra Schillers Ode "An die Freude" i storladen opsætning for solister og kor, samt den fantastisk intense og udfordrende "Missa Solemnis".

Ved sin død i 1827 var Beethoven nærmest helt isoleret fra sine omgivelser, trukket helt ind i sig selv. Han døde som en økonomisk særdeles velstillet mand.
Hans fødehjem i Bonn rummer en interessant udstilling om komponistens liv.

Se også

• Liste over Beethovens kompositioner

Eksterne henvisninger

• Klaversonater (midi)
• Recording og the Quartets for Strings
• Piano Sonatas n. 22, 27 MP3 Creative Commons Recording