Lykke Friis (født 27. oktober 1969) er tidligere dansk klima- og energiminister og medlem af Folketinget for partiet Venstre. Hun blev udnævnt til posten den 24. november 2009, og havde tidligere samme dag meldt sig ind i Venstre. Forinden var hun prorektor på Københavns Universitet udnævnt for en femårig periode fra 1. marts 2006. Ved ministerrokaden 23. februar 2010 blev hun samtidig udnævnt til minister for ligestilling.
Den 29. april 2010 blev Lykke Friis opstillet til Folketinget af Venstre i Århus Syd.
Ved Folketingsvalget d. 15. september 2011 blev Lykke Friis valgt ind i Folketinget.
Biografi
Lykke Friis er datter af en dansk far og en tysk mor. Hun tog en studentereksamen på Øregaard Gymnasium, og har studeret statskundskab på Københavns Universitet. Lykke Friis har opnået en M.Sc. i "Economics and Political Science" fra London School of Economics i 1992, fulgt op af en cand.scient.pol. fra Københavns Universitet året efter. Hun fortsatte med at erhverve en ph.d. i international politik fra Københavns Universitet i 1997. Fold ud
Arbejdsmæssigt har hun blandt andet fungeret som fuldmægtig i Erhvervsministeriet i 1994, som forsker ved DUPI mellem 1996-1999, seniorforsker samme sted mellem 1999-2002 og forskningschef ved Dansk Udenrigspolitisk Institut i 2002. I perioden 2003-2006 var hun europapolitisk chef hos Dansk Industri. Desuden har hun undervist på både det Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og på Copenhagen Business School i internationale forhold.
Hun har formidlet sine interesser og viden om især EU-forhold i såvel aviser som radio og tv og i form af foredrag. Hun har også skrevet en del artikler og bøger om disse emner. Hendes evne til at formidle EU-stoffet bragte hende DR's Rosenkjærpris for 2008 og hendes viden inden for emnet har desuden ført til udnævnelsen af hende som en af de 12 EU-vismænd, hvilket blev godkendt af Det Europæiske Råd den 16. oktober 2008.
Privat er Lykke Friis kendt som en stor kender af tysk fodbold, og har derfor fungeret som deltager i Go' aften Danmarks fodboldpanel. Favoritholdet er Bayern München.
Ekstern Henvisning
- Lykke Friis' egen hjemmeside
Kilder
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre
åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.
Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os:
web@information.dk
Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere.
Vær med til at gøre Wikipedia bedre.