Skip to Content
Søndag 21. marts 2010

Martin Hall

Wikipedia

Martin Hall (født 26. april 1963) er en dansk musiker, komponist og forfatter. Begyndte tidligt at spille klaver og fik undervisning fra 10-årsalderen på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium. Dannede som 16-årig bandet Identity, der hurtigt skiftede navn til Ballet Mécanique. Har siden udgivet utallige plader, bånd og cd'er samt bøger og publikationer under eget navn og sammen med andre.

Slog igennem med Ballet Mécaniques debut-album The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation fra 1981, der gang på gang fremhæves som et af nyere dansk musikhistories væsentligste værker, bl.a. i Politikens Rockleksikon hvor albummet figurerer på listen over de 50 mest indflydelsesrige danske pladeudgivelser nogensinde. Hans litterære debut, Genopbyggelsen Er Større End Selve Skabelsen, fra 1983 vakte ved sin udgivelse lige dele begejstring og furore.

Blev samme år (1983) optaget ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne, i København og designede gennem 80'erne størstedelen af sine egne bog- og pladeomslag. Samarbejdede i samme årti med teater- og dansegrupper som Billedstofteateret og Nyt Dansk Danseteater, såvel som han skrev og instruerede flere multimedie-opførelser med sit eget teaterensemble The Art Ensemble Of Copenhagen. Arbejdede op gennem 1990'erne med videokunst, design og installationskunst sideløbende med sit musikalske og litterære virke. Modtog i marts 1995 DJBFA's hæderspris og i april samme år Statens Kunstfonds 3-årige stipendium. Udgav i 1996 sit meget roste soloalbum Random Hold, der betragtes som hans væsentligste pladeudgivelse i 1990'erne (ligeledes at finde på Politikens Rockleksikons liste over de 50 mest indflydelsesrige plader i dansk rock).

Ovenstående faktaboks er fra internet-encyklopædien Wikipedia. Opslaget er ikke redigeret eller fact-tjekket af Information, men skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.