TV-gennembrud
I 1994 tv-debuterede hun som medvært på talentshowet Ud af Skabet, og derefter blev hun vært på quizprogrammet Stjernejoker. Men det var da hun i tre sæsoner fra 1996-1997 indtog værtsrollen i talkshowet Linen Ud, at den brede danske befolkning for alvor fik øje på hende og hun markerede sig som en af danskernes absolutte yndlingsværter på TV. En status hun fastholdt, da hun hun i 1997 overtog værtskabet for det ugeaktuelle satireprogram Ugen Der Gak fra Michael Meyerheim. Mette Lisby var også hovedforfatter på Ugen Der Gak, og havde blandt andet Frank Hvam med på sit forfatterhold.
Linen Ud og Ugen Der Gak havde uge efter uge mere end en million seere, hvilket gjorde dem til nogle af de mest sete programmer i Danmark i perioden. Som resultat modtog hun flere tv-priser: Årets Underholdningsvært (Billed Bladet) i 1997 og 1998, Årets TV-favorit (Se og Hør) 1997 og 1998, samt Danmarks TV-Navn (Ekstra Bladet) 1998.
Mette Lisby optrådte også i en del enkeltstående shows, samt som gæst i forskellige tv-udsendelser. Herunder blandt andet ’Nytår på TV2’ 1999, 2000 og 2001, ’Godt Nytår, Danmark’ i 2002 samt rollen som holdkaptajn i ’Noahs Ark’ i 2004.
Ved siden af TV-karrieren fortsatte Mette Lisby sin stand-up-karriere og ud over optrædender i tv-udsendelser som ’Stand-Up DK’, kunne danskerne opleve hende på scener over hele landet fra 1993 til 1996
Fra vært til stjerne
I 1999 skabte hun sit eget sketch-tv-show, ’FC Lisby’, hvor hun arbejdede sammen med tegneren og filminstruktøren Anders Morgenthaler. Lisby var igen hovedforfatter på showet, og havde til lejligheden samlet et forfatterhold af nogle af de bedst kendte navne i dansk comedy, såsom Povl Erik Carstensen, Sebastian Dorset, Jacob Tingleff, Thomas Wivel og Mikael Wulff.
I 1999 debuterede Mette Lisby som filmskuespiller på det store lærred, da hun spillede hovedrollen i filmatiseringen af Jane Aamunds populære ’Klinkevals’. For denne præstation blev hun nomineret til en Robert i kategorien ’Bedste kvindelige hovedrolle’, og modtog en samlet anmelderskares ros. At Mette Lisby blev valgt til rollen var lettere kontroversielt i skuespillermiljøet, da Lisby ikke er uddannet skuespiller. I 2000 genoptog hun rollen som Juliane Jensen i opfølgeren, ’Juliane’.
I 2001 drog Mette Lisby på turné til alle de største byer i Danmark med sit soloshow ’One Woman Comedy Show’. Showet var udsolgt de fleste steder og blev vel modtaget i pressen.
DVD-indspilningen fra dette show solgte til platin.
I 2004 blev hun endnu engang vært på et talkshow, nemlig ’Knock Out’, en dansk udgave af det britiske ’Room 101’.
I 2001 blev hun gift med den populære radio- og tv-vært Jesper Bæhrenz.
London
I 2005 flyttede parret til London, hvorfra de har drevet virksomheden VIVE Productions, der har udviklet tv-koncepter, brætspil og har skrevet materiale til andre komikere, samt manuskripter til tv og film.
VIVE Productions har haft stor succes med sine brætspil, der ofte relaterer sig til popkulturelle eller aktuelle emner, såsom det satiriske ’PBX’-spil, inspireret af Peter Brixtofte-skandalen. Parrets spil har solgt mere end 500.000 eksemplarer verden over.
Samtidig har Mette Lisby drevet karrieren videre i det engelske, med optrædender på britiske klubber som the Comedy Store, Tattershall Castle, Storm, Comedy Tree, Brou-Ha-Ha, Leicester Square Theatre, Comedy Café, Club 99, Electric Mouse, Latchmere Theatre, King’s Head Theatre, Comedy Camp, Phil Nichols’ Old Rope venue, Royal Comedy Gala 2008.
Mette Lisby har derudover optrådt på den prestigiøse Edinburgh Fringe Festival i 2006 og 2008, og har derudover også optrådt på Amsterdam International Comedy Festival, Brighton Comedy Festival og The Big Joke Festival I London.
Dertil kommer optrædender i Shanghai, Singapore, Hong Kong og Luxembourg. I 2007 og 2008 var hun med I BBC/Comedy Central’s ‘The World Stands Up’ samt Last Comic Standing-konkurrencen på den amerikanske tv-station NBC.
Mette Lisby forfatter-debuterede i 2007 med bogen ’Det er ikke fordi jeg er umulig - jeg er bare overtræt’ på forlaget Aschehoug. Bogen er en samling af klummer fra Søndagsavisen, som Mette Lisby har skrevet for siden 2005. Søndagsavisen har et oplag på omkring to millioner eksemplarer.
En af de største aftagere af materiale fra VIVE Productions’ hånd er den britiske stand-up-komiker Stephen K Amos. VIVE har skrevet to af hans shows, ’Stephen K Amos Gets Next To You’ og ’Stephen K Amos – Find The Funny’, samt leveret materiale til Amos’ show på Edinburgh Fringe Festival, ’Stephen K Amos’ Weekend Chat Show’.
Stephen K Amos’ shows har været megasucceser i Storbritannien, ligesom han drog på en udsolgt Australiens-turné med VIVE Productions og Mette Lisbys materiale.
Los Angeles
I 2009 flyttede Mette Lisby med ægtemanden Jesper Bæhrenz til Los Angeles, hvor de p.t. bor. Senest har parret leveret manuskript til den skandinaviske version af den ultrapopulære Disney-sitcom ’As The Bell Rings’.
Udvalgt filmografi
Film
- Juliane (2000)
- Klinkevals (1999)
Tv
- FC Lisby (1999-2000), vært og executive producer
- Ugen der gak (1997-1998), vært og manuskriptforfatter
Andet
- Mette Lisby: One Woman Comedy Show (2001)
Eksterne links