Michael Ancher (9. juni 1849 i Rutsker, Bornholm - 19. september 1927) var en dansk maler. Han var gift med kollegaen Anna Ancher. De hørte begge til Skagensmalerne.
I 1871 søgte han kunsthistorikeren Julius Langes råd om kravene til at blive figurmaler og blev samme efterår optaget på akademiet. I sommeren 1874 besøgte han Skagen for første gang, og han forlod definitivt Akademiet i 1875. efter det opholdt han sig i længere og længere perioder på Skagen, da han var meget betaget af fiskernes arbejde og liv i det hele taget. Han modtog den Neuhausenske Præmie 1877 for En Lægprædikant, der holder Gudstjeneste på Skagens Strand. I 1880 fik han sit endelige gennembrud.
Omkring 1880'erne blev Skagen samlingspunkt for mange danske og skandinaviske kunstnere, inspireret af fransk kunst. Først var han imod, at Skagensmalerne gjorde Skagen til et moderne, nordisk friluftssted, selv om det var ham selv, der til at starte med havde gjort Skagen kendt. Der siges at være et fantastisk lys for malere, og udgangspunktet når han malede var 'ting' fra virkelighedens verden, f.eks. skagensfiskernes liv, fra familien eller vennernes kreds - en genre, han havde dyrket siden sin ungdom. Fold ud