Niels Arden Oplev (født 26. marts 1961) er en dansk film- og tv-instruktør. Han har opnået stor folkelig succes med instruktion af flere af DRs store serier, og med filmen Drømmen slog han for alvor igennem som spillefilmsinstruktør.
Niels Arden Oplev stammer fra Himmerland, hvor han startede i en lille landsbyskole. Her havde han som en af de første lærere den nyansatte Ole Lund Kirkegaard, der forstod at inspirere Niels ved at lave utraditionelle tiltag i undervisningen. Efter fem år her måtte han skifte til en større centralskole, der blev ledet på en langt mere disciplineret måde. Det er hans egne oplevelser fra sin skoletid, der ligger til grund for Drømmen.
Oplev startede i sin tid på landbrugsskolen, men efter et markant karrierskift, blev han uddannet på instruktørlinien fra Den Danske Filmskole i 1987, hvor hans afgangsfilm var Kyndelmisse samt dokumentarfilmen Hugo fra Himmerland. De følgende år lavede han forskellige mindre film til DR, inden han debuterede som spillefilminstruktør med Portland i 1996. Det blev dog ikke umiddelbart starten på en spillefilmskarriere, idet han de følgende år kom til at være meget aktiv på DRs satsninger på tv-serier. Disse tv-serier benytter sig som regel af vekslende instruktører, men seriernes ensartethed og kontinuitet skabes af den instruktør, der starter (såkaldt konceptuerende instruktør), og Oplev fungerede som sådan på Rejseholdet og Ørnen samt TV 2's Forsvar. Fold ud