Niels Matthiasen

REGERINGENS korstog mod smagsdommere er ikke blevet hilst velkommen i smagsdommerkredse, men ét sted har den haft en grobund igennem i årtier, nemlig i kunstnerkredse, hvor kunstnerne har undret sig såre over, hvor svært det var at klare sig økonomisk som kunstner, mens mange i det sekundære led har levet godt af kunsten – som administratorer, eksperter eller smagsdommere...

Med kanonprojektet faldt Brian Mikkelsen så at sige i hak med tiden. Kulturkanonen var om ikke en løsning på tidens problemer, så dog en relevant måde at besinde sig på og redefinere nationalkulturen og derigennem få skabt nogle rammer for at diskutere dansk kultur i forhold til den omkringliggende verden. Selv om projektet i en vis forstand var tilbageskuende, så var det dog et bedre svar end som så mange andre svar på tidens udfordringer. Først og fremmest kan man sige, at han har fået danskerne til at diskutere kunst og kultur. Brian Mikkelsens forsøg på værdidebat og hans succes med kulturkanonen var dog lige ved helt at blive ædt op af hans egen dumhed. Da han på det konservative landsråd i en højstemt tale erklærede ny kulturkamp mod fundamentalistiske muslimer med "middelalderlige normer og udemokratiske tankegange" og knyttede det til kulturkanonen, var det identitetspolitik i sin mest afskyvækkende afskygning. Når kulturkanon får sådan en ideologisk overbygning, så overskrider han sit mandat og kommer igen ud af takt med tiden og kulturlivet.

Med Anders Fogh Rasmussens uddeling af frihedsprisen, har han endnu en gang demonstreret, sin opfattelse af, at anderledes tænkende skal bankes på plads

Det er slemt at tænke på, at den åndelige lavkonjunktur og mangel på almindelig dannelse, ikke er landet iblandt os som et missil fra det ydre rum, kursen har været lagt i årevis, og afskydningsrampen skal findes i Socialdemokratiet

Jeg er stået af over for Israel