Simon Staho (født 1972) er en dansk filminstruktør.
Simon Staho debuterede i 1998 med spillefilmen Vildspor med Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollerne. Filmen handler om de to venner Jimmy og Ossy, der mødes igen på Island. De har levet det hårde liv i København og Bangkok, indtil Jimmy en dag besluttede at stå af. Gensynet slår gnister, og de bliver begge kastet ud på et vildspor, der fører dem til kanten af afgrunden.
Mads Mikkelsen medvirkede også i Stahos novellefilm Nu (2002), der handler om en mand hvis ægteskab går i stykker, da han har en affære med en anden mand. De to homoseksuelle elskere spilles af Mads Mikkelsen og den svenske skuespiller Mikael Persbrandt. Filmen er optaget i sort/hvid og har to replikker.
I de senere år har Staho især arbejdet i Sverige ofte med kendte svenske skuespillere, hvor en genganger er Mikael Persbrandt, der første gang medvirkede i Nu. Fold ud
Persbrandt spillede hovedrollen i Dag och Natt (Dag og Nat, 2004), der udelukkende foregår i en bil. Filmen følger den fraskilte familiefar Thomas den dag, han har besluttet at begå selvmord. Han kører rundt i sin bil og tager afsked med vigtige personer i sit liv: hans søn, hans kæreste, hans eks-kone, hans mor og hans bedste ven. I de øvrige roller ses blandt andet Pernilla August, Maria Bonnevie og Lena Endre.
Bang Bang Orangutang (2005) handler om en forretningsmand, hvis liv ændres i et skæbnesvangert sekund, da han kører sin søn ihjel. Hans kone, datter og resten af familien vender ham ryggen, og han er tvunget til at starte livet helt forfra. I rollerne ses blandt ander Mikael Persbrandt, Lena Olin, Tuva Novotny og Michael Nyqvist, og på lydsiden høres musik af The Clash, Iggy Pop, Dolly Parton, Arvo Pärt og den polske avantgarde- komponist Krzysztof Penderecki.
Derefter fulgte Daisy Diamond (2007) med danske medvirkende blandt andet Trine Dyrholm, Jens Albinus og Sofie Gråbøl, men med hovedrollen som Anna spillet af den svenske Noomi Rapace, der søger lykken som skuespiller i København for enhver pris. Noomi Rapace modtog en Bodil og en Robert for Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin rolle i filmen.
Både Daisy Diamond, Bang Bang Orangutang og Dag og Nat blev udvalgt til hovedkonkurrencen på San Sebastian International Film Festival. "Dag og Nat" vandt en Silver Hugo Award på Nordamerikas ældste filmfestival, Chicago International Film Festival.
I utroskabdsdramaet Himlens Hjärta (Himlens Hjerte, 2008) medvirker igen Mikael Persbrandt og Lena Endre. Filmen følger ægteparret Lars og Susanne, der har været lykkeligt gift i tyve år, og deres bedste venner Ann og Ulf, der tilsyneladende er lige så tilfredse med livet. Under en parmiddag fortæller Susanne en historie om en kollega, der har været utro. Historien fører til et dramatisk opgør mellem de to ægtepar, der vender op og ned på deres liv og ægteskaber.
Filmen blev udtaget til filmfestivalen i Berlin 2009. Marie Lundquist vandt den svenske filmpris "Guldbaggen" for Bedste Kvindelige Hovedrolle.
Kärlekens Krigare (Kærlighedens Krigere) fra 2009 er en en Romeo & Julie-historie om kærlighed og hævn. Filmen er optaget i sort/hvid og handler om to unge lesbiske piger, der tvinges til at begå et mord for at redde deres kærlighed. Berlingske Tidende kaldte filmen for "et lille mesterværk" og tildelte den fem stjerner. Den blev udtaget til Locarno International Film Festival 2009.
Simon Stahos seneste film er den excentriske musical Magi i Luften med musik af bl.a. Gasolin, Anne Linnet og Lars H.U.G. Den er udtaget til filmfestivalen i Berlin 2012.
Filmografi
- Vildspor (1998)
- Nu (2002)
- Dag og Nat (Dag och Natt, 2004)
- Bang Bang Orangutang (2005)
- Daisy Diamond (2007)
- Himlens Hjerte (Himlens Hjärta, 2008)
- Kærlighedens Krigere (Kärlekens Krigare, 2009)
- Magi i Luften (2011)
Eksterne henvisninger
-
- Simon Staho - biografi fra Det Danske Filminstitut
-
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre
åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.
Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os:
web@information.dk
Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere.
Vær med til at gøre Wikipedia bedre.