Er de politiske effekter af terrorangrebet i Norge blot forbigående reaktioner, eller vil vi se et egentligt kursskifte i det norske samfund? Det netop overståede kommunalvalg giver nogle indikationer
Nordmændene valgte at forlænge venstrefløjsregeringens mandat i endnu fire år. Iagttagere begrunder Arbeiderpartiets succes med, at partiet har stået fast på at være i opposition til højrefløjen frem for at rykke mod midten
Stortingsvalget i Norge var i går aftes en yderst tæt affære. Der er tilbagegang for venstre-fløjen, men ved deadline stadig mulighed for, at Stoltenberg kan fortsætte og dermed holde de borgerlige i skak med et lille flertal
I aften vil resultatet af måneders norsk valgkamp foreligge. Men må statsminister Jens Stoltenberg gå af, er det en splittet opposition, som overtager. Fremskrittspartiet, der med Danmark som forbillede har varslet markante skattelettelser og benhård asylpolitik, er populært blandt befolkningen, men knapt så ønskværdigt hos de øvrige borgerlige politikere
Tidligere var midtens næringsgrundlag, at den ikke blev bastet og bundet til en blokleder, men netop kunne maksimere indflydelsen ved at pendle 'sagligt' fra side til side i et ret forudsigeligt politisk landskab. Men nu kræves klare meldinger om bloktilhørsforholdet, for partierne arrangerer sig i blokke bag hver sin statsministerkandidat
Oliepengene skal bruges her og nu, skatterne skal ned, og indvandringen skal begrænses. Det er mærkesagerne for Fremskrittspartiet, der ser ud til at blive det norske valgs helt store vinder den 14. september. Siv Jensen hedder statsministerkandidaten – hun beskrives som en liberal Gro Harlem Brundtland, en norsk Margaret Thatcher og en af landets dygtigste politikere.
Det højreorienterede og flygtningekritiske parti er nu Norges største, og statsministerposten er inden for rækkevidde. 'Fremskrittspartiet har en nem opskrift på, hvordan man skal bruge oliepengene,' lyder forklaringen fra en norsk ekspert
