Skip to Content
Lørdag 26. maj 2012

Svend Estridsen

Wikipedia

Svend Estridsen (Svend 2.) (ca. 1019 – 28. april 1076 i Søderup, Sønderjylland) - i samtiden også kaldet Svend den Yngre - var konge af Danmark fra 1047 til sin død.

Ungdom

Han var søn af Ulf Jarl og Estrid, der var datter af Svend Tveskæg. Svend voksede op i England. Med sin brug af metronym understregede han sit tilhørsforhold til den danske kongeslægt. Så da den sidste af Knud den Stores sønner, kong Hardeknud, døde i 1042, gjorde Svend krav på den danske trone. Imidlertid vandt Magnus magtkampen, mens Svend blev indsat som jarl i Danmark. På sit dødsleje i 1047 erklærede Magnus, at Svend og Harald Hårderåde skulle arve henholdsvis Danmark og Norge. Svend blev efterfølgende kåret til Danmarks konge på samtlige landsting. Harald, der ikke var tilfreds med kun at have fået Norge, bekrigede Danmark og hærgede blandt andet Hedeby, der blev ødelagt ved brand. Først i 1064 sluttede de stridende fred. Svend, hvis morbroder, Knud den Store, havde været konge af England, forsøgte også at gøre krav på den engelske trone, men det lykkedes ham ikke at få kravet godkendt. Fold ud

Konge af Danmark

Svend påbegyndte en organisering af landet, der på det tidspunkt omfattede Jylland, Slesvig, Fyn, Sjælland, Øerne, Bornholm, Skåne og Halland. Svend var kongen, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Svend ønskede et godt forhold til kirken. Han søgte at få sin oldefar Harald Blåtand helgenkåret og sendte sin søn Magnus til Rom for at blive salvet og indviet som tronfølger, men Magnus døde undervejs. Svend ønskede en national kirke med eget ærkebispesæde, så man kunne blive uafhængig af det tyske ærkebispesæde i Hamburg-Bremen. I 1073 blev Gregor den 7. udnævnt til pave. Paven søgte allierede mod den tysk-romerske kejser og ønskede at få begrænset dennes muligheder for at udnævne gejstlige i embeder, hvorfor han var positivt stemt overfor Svends ønske. Svend døde imidlertid før dette blev realiseret. Han døde den 28. april 1074 (nogle kilder peger på året 1076) i Søderup i Sønderjylland, hvor der formentlig lå en kongsgård. Han blev begravet i Roskilde Domkirke.

Svend Estridsen efterlod sig mange døtre og sønner, hvoraf følgende opnåede at blive konge i Danmark: Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels. Endnu en søn, Svend Korsfarer, vandt stort ry for sin modige kamp mod tyrkerne på det 1. korstog.

Noter

Kilder/henvisninger

  • Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.