Skip to Content
Mandag 13. februar 2012

Villy Søvndal

Wikipedia

Villy Søvndal (født 4. april 1952) er en dansk politiker og nuværende udenrigsminister, som har repræsenteret Socialistisk Folkeparti i Folketinget fra 1994. Han blev valgt til landsformand for partiet ved en urafstemning i 2005, hvor han afløste Holger K. Nielsen. Efter hans tiltræden gav meningsmålinger længe SF stadigt stigende tilslutning, og ved folketingsvalget 2007 opnåede partiet over 13 % af stemmerne (23 mandater i Folketinget). I den efterfølgende valgperiode viste meningsmålinger længe yderligere fremgang - op til 17-18 % - men folketingsvalget 2011 resulterede ikke desto mindre i betragtelig tilbagegang til 9% af stemmerne og bare 16 mandater i Folketinget.

Sit politiske engagement har Søvndal tilskrevet ungdomsoplevelser som rygsækrejsende i Latinamerika og Østeuropa. Fold ud

En bog om hans liv, Villys verden, udkom i 2008.

Biografi

Villy Søvndal blev født 4. april 1952 i byen Linde i Struer Kommune som søn af husmand Peter Søvndal og dennes kone Agnes. Han gik i Linde Skole 1959-1966 og fortsatte sin skolegang på Nørrelandsskolen i Holstebro de følgende tre år, som han afsluttede med en realeksamen i 1969. Han tog hf-eksamen på Nørre Nissum Seminarium i 1971 og gik 1971-1973 på Vestbirk Musikhøjskole.

I 1976 begyndte Søvndal at studere til lærer på Kolding Seminarium. Han blev færdig i 1980 og var 1980-1992 ansat som folkeskolelærer ved Kolding skolevæsen.

Politiker

Kolding byråd

Hans første politiske post var en plads i Kolding Byråd, hvor han blev valgt i 1982 med 51 personlige stemmer og sad til 1994 med undtagelse af halvanden måned i 1986 samt tre måneder i 1992, hvor han var midlertidigt folketingsmedlem for Vejle Amtskreds. Da han forlod byrådet i 1994 havde han flere personlige stemmer end den daværende borgmester.

Folketinget

I august 1994 blev Søvndal medlem af Folketinget på fuld tid efter at have været opstillet i Koldingkredsen siden 1984. Søvndal tilhørte som Ole Sohn, Anne Baastrup og Aage Frandsen den del af det splittede SF, som nægtede at tilslutte sig en bestemt fløj i partiet.

Partiformand

I april 2005 overtog Søvndal efter en urafstemning formandsposten for Socialistisk Folkeparti efter Holger K. Nielsen. En stor del af SF's bagland tvivlede efter udnævnelsen på hans evner som formand og brugte sloganet "Goddag til Villy, goddag til spærregrænsen". Disse kritiske røster blev dog dæmpet væsentligt, efter at SF fordoblede antallet af sine mandater i Folketinget ved folketingsvalget i 2007.

I februar og marts 2008 skabte nogle skarpe udtalelser fra Søvndal om den demokratifjendtlige islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir i Danmark opmærksomhed om hans person. Tilslutningen til SF i meningsmålinger lå i nogle uger højere end Socialdemokraternes, og andre målinger viste, at Søvndal havde større opbakning end Helle Thorning-Schmidt som leder af oppositionen.

Søvndal fik markant ros for partiets markante fremgang i meningsmålingerne, så længe den varede. I en meningsmåling i september 2009 mente 34% af de adspurgte, at Søvndal var landets bedste partileder.Villy Søvndal er den mest populære partileder Den tidligere pressechef for de Konservatives folketingsgruppe, Niels Krause-Kjær, har blandt andet udtalt om Søvndal:

Søvndal har selv udtalt at han mener hans styrke ligger i at "kunne kommunikere budskaber tydeligt og skarpt", i hans optimisme samt i at kunne bruge humor i den politiske debat.

I perioden op til folketingsvalget 2011 knækkede kurven imidlertid markant, og valgresultatet med 16 mandater var særdeles skuffende, uanset partiet for første gang opnåede del i regeringsmagten.

Personkult

Specielt efter hans valg til formand for SF har nogle medlemmer kritiseret partiet for at fokusere på Søvndal i en sådan grad, at det går ud over resten af partiet. Således var der flere store plakater af Villy Søvndal på SF's landsmøde i 2007, hvilket vakte en del kritik. Søvndal selv svarede senere på kritikken ved blandt andet at udtale "[...]moderne politik handler også om personer og tilliden til personer. Man er nødt til som politisk leder at kaste sin person ind. Det kan man ikke skille ad", men understregede samtidig, at han i øvrigt slet ikke var et magtmenneske.

Hverv

  • Medlem af Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark (SASU) 1986-94.
  • Formand for Pædagogernes Pensionskasse (PBU) 1991-94.

Spørgsmål til statsministeren

16. august 2004 bad han daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om en uddybende redegørelse »for specialstyrkebasen Fort Bragg, der angiveligt er placeret under den grønlandske indlandsis?«, hvilket han havde baseret på en artikel han havde læst i DSB's gratisblad Ud & Se. Forsvarsministeriet oplyste i den forbindelse at »der er ingen specialstyrkebase under den grønlandske indlandsis.«

Personlige forhold

Han har været gift med Laila Rifbjerg, som han har tre børn med. I en årrække levede han sammen med partifællen Pernille Frahm, men i 2007 genoptog han samlivet med sine børns mor, og i 2008 blev parret på ny gift. Genforeningen varede dog kun til 2010, hvor Villy Søvndal for anden gang blev skilt fra Laila Rifbjerg.
Den 23. november 2011 kom det frem, at Villy Søvndal i al hemmelighed er blevet gift for tredje gang med den 18 år yngre Heidi Perto.

Fodnoter

Kilder

  • Folketingets hjemmeside, pr. 25. juli 2003.

Eksterne henvisninger

  • Villy Søvndal på Folketingets hjemmeside
  • Villys vinkel, Villy Søvndals officielle SF-blog
  • Tidligere blog på SF's hjemmeside
  • Villy Søvndals blog på Politiken.dk
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.