For tiden er det ikke let at undgå H.C. Andersen og slet ikke, hvis man færdes i Københavns indre by. Hans spor er malet op på fliserne, gade ned og gade op, hvor han færdedes på sine fodrejser i hine tider, på vej til måltider, teatre, frisør, fotograf etc. Hvide skosåler nr. 47, lige mit nummer, men i småbitte skridt og store spring. Visse steder, hvor fødderne vender indad mod husrækken, er så anbragt en indrammet meddelelse på dansk og engelsk i meget generelle vendinger, hvis de da ikke er let nedladende, så som bemærkningen om, at han var forfængelig og ofte lod sig fotografere eller et sted måtte møblere en bolig, hvad han ikke var glad for, eftersom det kostede penge …
Også en måde at sætte sig spor på, nu hvor hans dagbøger er endevendt.
Her trasker jeg så rundt og søger at opretholde et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, gerne som en opklaret gang i ædle fædres spor. Noget oplivende er der ved tanken om, at ikke en plet jord i dette land er ubetrådt af fodgængere og forgængere, skønt nogle af dem har næret drømmen om at eje noget helt for sig selv. Jeg søger at holde øjet, som det skabtes, himmelvendt og dog lysvågent for alt stort og skønt herneden. På Strøget og Købmagergade er de levende samtidige meget synlige. Og der er masser af andre spor nede på gågaden end Andersens hvide fodsåler, f.eks. uendelige mængder af fladtrådt tyggegummi, som næsten kunne overflødiggøre anden belægning. En helt ubegribelig gumleaktivitet er gået forud for dagen i dag i en lang drøvtyggertradition.
Fodsporet af Grundtvig, som her er citeret til en afveksling fra Andersen, skal man finde et andet sted, i Vartovs gård i Farvergade, hvor Niels Skovgaards store statue af digteren og forkynderen i præstekjole knæler ved et kildevæld. På soklen er indhugget ord fra hans salme om Helligånden trindt på jord: “Livets Ord af Guddoms-Rod/ Kilden er til Livets Flod”.
Ved et særligt raffinement er ordet ‘kilden’ placeret lige under hans store opvendte fodsål. Således er hans sanselighed da understreget. Her der mindre trængsel uden for mødetid.
Anderledes er det i Magasin, hvor nu en helt geysiragtig folkemængde haster i diverse ærinder. Jeg følger lige i sporet af en far, der skynder på sin dreng, som han holder i hånden. Han taler i modsætning til de fleste andre ikke i mobiltelefon, men til sønnen: I naturlig intimitet, dog let hørbar: “Gå lidt hurtigere, Sebastian, vi skal skynde os. Vi skal nå at købe underbukser til morfar, og så skal vi hente Martha i børnehaven. Kom!”
Således sætter de nærmeste krav sig befriende igennem, er man nok så meget på sporet af den tabte tid.