Det ville være synd at påstå, at Ebbe Kløvedal Reichs død kommer som en overraskelse. Har man truffet ham inden for det seneste år, har det været svært at overse, hvor det bar hen.
Selv bar han imidlertid tilsyneladende sin kræftsygdom med optimisme. Da jeg interviewede ham i september sidste år i forbindelse med udgivelsen af hans seneste bog, de tolv ‘mands minde-foredrag’ Efter krigen - før freden’, der også blev hans sidste, faldt samtalen blandt andet på Ebbe Kløvedal Reichs kristentro.
“Det, Luther lægger vægten på, er, at soningen er forholdsvis ligegyldig, Kirken kan ikke udforme en hellig straffelov,” sagde han blandt andet. “Derfor er den lutherske kirke meget, hm - relativt antiautoritær. Og derfor føler jeg mig hjemme der.”
Og så tilføjede han: “Men det kan sagtens være, det ændrer sig om et par år.”
Allerede dengang forekom det ikke særligt sandsynligt, at han ville få de par år. Han fik dem ikke, men tvivlsomt er det også, om Ebbe Kløvedal Reichs tro på kristendommen faktisk ville have ændret sig. Hans forståelse af sig selv som synder og af Hebræerbrevets “faste tillid til det der håbes på” som sin tros fundament, virkede afklaret og forankret i hans personlighed.
“For mig har det krævet erkendelsen af, at jeg er en synder, at jeg kunne have levet et bedre liv, end jeg har gjort,” sagde han ved samme lejlighed.
Men til trods for denne ædruelige erkendelse, sidder man tilbage med en rolig fornemmelse af, at forfatteren, samfundsdebattøren, historikeren, højskolemanden, politikeren, den kristne kulturradikaler og moralisten Ebbe Reich med tilvalgsnavnet Kløvedal meget langt hen fik det liv, han ønskede sig.
Ebbe Reich blev født næsten præcis en måned før Danmarks besættelse, nemlig den 7. marts 1940. Han var altså på plads, da tyskerne kom, hvilket man godt kan finde på at lægge noget symbolsk i, selv om det var for sent til, at hans modstandskamp kunne rette sig mod Det tredje Rige.
Men modstand gjorde han resten af livet. Mod atomkraften, mod Vietnamkrigen, mod EF og siden EU, selv om han endte med at erkende, at den kamp var endt i bagstræv, og blive medstifter af Føderalistklubben. Sammen med Ejvind Larsen gik han til kamp mod dødbideriet, og i kollektivet Maos Lyst gjaldt modstanden halvtredsernes forstenede familieformer og moralske snæversyn. Kollektivlivet var tillige et oprør mod den materialisme og fantasiløshed, der prægede forældregenerationen til efterkrigstidens ‘store årgange’. Langelandsmanifestet, skrevet 1969 sammen med forfatteren Henning Prins, er et forsøg på at skabe en utopi for den fremvoksende kollektivbevægelse, ligesom oprøret mod fantasiløsheden kan aflæses i det alfenavn, Kløvedal, som kollektivisterne i Maos Lyst i fællesskab tog til sig. Som bekendt er det hentet fra Tolkiens samlingspunkt i Ringenes Herre: Dalen hvor lavalferne bor, og hvorfra hobitter, dværge og alfer drager ud for at bekæmpe ondskaben i Mordor. For Ebbe Kløvedal Reich har ondskab altid skullet bekæmpes med både fakta og fantasi, ikke mindst udfoldet i hans anselige romanproduktion, der ikke kun omfatter store danmarkshistoriske traktater, men også mindre bøger om svamp og svampe - og ikke kun de skadelige vækster på samfundslegemet, men også de mere bevidsthedsudvidende og fantasibefordrende eksemplarer.
Andre beboere i Maos Lyst droppede senere fællesnavnet, men Ebbe Kløvedal beholdt sit, føjede blot efterhånden atter sit døbenavn Reich til - velsagtens for fuldstændighedens skyld. For Ebbe Reich, pacifisten og højskolemanden, soldaten og medlemmet af Det Radikale Venstre fra før ungdomsoprøret, var også en del af ham. Med Erik Skyum Nielsens ord, så syntes han “i udstrakt grad solidarisk med de fællesskaber, han havde været en del af, og han var ikke særlig villig til at æde et synspunkt i sig, hvis han følte, at det engang havde haft gyldighed for ham selv og andre.”
Ebbe Kløvedal Reich efterlader sig en omfangsrig produktion af såvel skønlitteratur som debat- og fagbøger. 73 numre omfatter hans forfatterskab i Dansk Bogfortegnelse.
Han debuterede 1965 med Vietnam. Krigen i perspektiv (sammen med Preben Dollerup). 1967 kom digtsamlingen Billedalmanak - fra en rejse i det europæiske, og i 1969 endnu en digtsamling om den italienske anarkist Errico Malatesta, Hvem var Malatesa. Men lyriker var Ebbe Kløvedal Reich ikke - herfra tager prosaen over.
I 1970 kommer Eventyret om Alexander 666, en romanbiografi om mystikeren og esoterikeren Aleister Crowley, og herefter går det løs med en række bøger, der under indtryk af Danmarks indtræden i EF, udforsker danmarkshistorie, danskhed og folkelighed. Ligeledes i 1970 kommer Holger Danske. tolv fortællinger om en folkehelt, og i 1972 folkebogen om Grundtvigs tid og liv Frederik, som sender forfatteren direkte op på toppen af bestsellerlisterne.
De produktive halvfjerdsere er præget af de historiske romaner, hvis mage ikke er set siden B.S. Ingemanns dage: Rejsen til Messias (1974), Fæ og frænde (1977) og Festen for Cæcilie (1979).
I 1980erne fortæller han i hele tre børnebøger om Kong David, og genfortællinger af bibelshistorien dukker i det hele taget op flere gange i forfatterskabet. Samtidig fortsætter strømmen af fortællinger om Danmarkshistorien. I 1990erne vender han atter tilbage til romanen med de tre store bøger: Morgendagens mand om Det moderne Gennembrud, arbejderbevægelsen og det politiske klima i slutningen af det 19. århundredes Danmark, samt de to romaner om kloge, stærke kvinder, Zenobias liv og Himlene og Jorden om den alexandrinske filosof Hypathia. I sin sidste tid brugte han kræfter på at forsvare folkeligheden, barndommen og den danske velfærdsstat mod overgrebene på folkeskolen, mod den liberalistiske reaktion og mod Dansk Folkeparti-populismens kvælertag på hans egen forståelse af folkelighed: “Den fælles bestræbelse på fælles lykke.”
Og på torsdag udkommer debatbogen Virkelighed og utopi, hvor budskabet i Ebbe Kløvedal Reichs bidrag er håbets nødvendighed.
Ebbe Kløvedal Reich modtog en stribe af priser for sit mangfoldige virke, blandt andet De gyldne Laurbær (1978), Holberg-Medaillen (2003) og Otto Gelsted-prisen (2004). I anledning af den sidste fremhævede forfatteren Suzanne Brøgger i sin prisoverrækkelsestale, at Ebbe Kløvedal Reich havde fastholdt utopien både som drøm og problem.
“Men den største utopi, der bærer hele vejen igennem - er ikke hans egen. Det er dér hvor eros krydser agape. Dér hvor vi på den ene side i Platons erotiske forstand må begære en bedre verden, kæmpe for at realisere det gode, det smukke og det sande. Men hvor vores projekter har det med ikke at lykkes helt. Derfor får vi nådessvaret agape, som er eros med tilbagevirkende kraft: Livsmiraklet. Der er mere end kærlighed nok i verden, ellers var vi her overhovedet ikke,” sagde hun.
Ebbe Kløvedal Reich troede på nåden og kærlighedens livsmirakel. Man må tro, han også døde i den overbevisning.