“Der er ingen lov, der bestemmer, at jeg partout skal gifte mig ‘blåt’, eller at det skal være en udlænding… Jeg ville aldrig gå på kompromis.”
Kronprins Frederik i bogen “En familie og dens Dronning,” af Anne Wolden-Ræthinge (Ninka), forlaget Aschehoug.
DEN ER GOD med dig, lille Pingo. Du er rebelsk, det er dejligt, og du har ret. Der står ikke i loven, at du skal gifte dig med en kongelig, men der står i Danmarks riges Grundlov og Tronfølgelov, at “Kongen i statsrådet” skal give sit samtykke. Og så er vi tilsyneladende lige vidt.
Der står ordret som følger: “Indgår en til tronen arveberettiget person ægteskab uden kongens i statsrådet givne samtykke, mister den pågældende arveretten til tronen for sig og de i ægteskabet fødte børn og disses afkom.” Og ikke nok med det - en tronfølgers eventuelle ægteskab skal yderligere godkendes af Folketinget. Hvilket forfatningseksperten Alf Ross i Dansk Statsforfatningsret forklarer som en nyskabelse i dansk forfatningsret, motiveret af de “vidtrækkende” både “statsretlige og politiske konsekvenser”, et sådant ægteskab kan få.
Kronprins Frederik kender selvfølgelig godt den lov, han om nogen er buret inde af. Alligevel fremturer han med ung ukuelighed i Ninkas bog: “…om mit liv, og ikke mindst mit privatliv, har jeg forlængst besluttet, at jeg bestemmer selv, hvem der skal være inde eller ude af det. … Jeg har tilpas megen tiltro til mig selv, at når den dag kommer, da vælger man rigtigt. Da frafalder man ikke den pige, som man elsker meget højt, fordi hendes bagland ikke er i orden.”
Med andre ord - vi har en kronprins, der forsikrer sit folk, at han vil gifte sig af kærlighed. Det vil folket gerne høre, for hvad har vi ellers kongehuset til? Det udfører godt nok myreflittigt et konkret og påskønnet stykke arbejde, men skal vel netop først og fremmest opfylde sin symbolske rolle som vores allesammens drømmeslot. Ét sted må vi have, hvor alle går i lange kjoler, er smukke, rige og uplettede. Og fremfor alt lykkelige. Er sted, hvor den helt rene kærlighed findes. I modsætning til den, vi andre (måske) må nøjes med og iøvrigt ikke har tid til for lønarbejde og gulvvask. Men vi håber og længes.
DET ER I dette drømmeland, det falder lidt ved siden af, når en kronprins kører galt, bliver vraget af en undersåt af omend nobel århusiansk herkomst eller taler om selvmordstanker. Det minder for meget om, hvad et almindeligt, ufuldkomment menneske som os selv kunne rumme. Skvat eller frømand - vi vil have en prins. Om han så kun findes i bladene.
En prins, der lever op til vores forventninger, er en prins, der som kronprins Frederik taler smukt om kærlighed og derved pirrer vores dybe fascination af eventyret om prinsen og frøken ingenting. Askepot-myten også kaldet. Hvis det kommer så vidt - og det har der jo været lagt op til igennem et par år - så er det danske folk tilsyneladende ikke i tvivl: Vores prins skal selvfølgelig gifte sig af kærlighed. Hvad ellers? Om hun så hedder Nielsen og er blevet fotograferet i undertøj til et dameblad.
Noget tyder på, at både Dronningen og hendes folk er fanget i et dilemma. For samtidig med, at folket langtfra sympatiserer med kølig, kongelig karantæne som den, Prins Henrik og Dronning Margrethe bød Katja Storkholm i den periode, hun endnu flettede fingre med kronprins Frederik , vil man gerne bevare sit drømmeslot. Som værn mod virkeligheden. Det kan bare ikke lade sig gøre at gennemføre begge strategier samtidig.
KONGEHUSET er en anakronisme. At det ikke er realistisk at forestille sig, at selv et kongehus kan isolere sig fra virkeligheden, behøver vi bare kigge til England for at overbevise os om. Dér bliver de jo både skilt og alt muligt. Hvordan skulle det kunne undgås? Man kan ikke opføre fængselsmure omkring drømmeslotte.
Noget af det mest sympatiske ved den iøvrigt noget kluntede danske kronprins er da også, at han ikke - med sine egne ord - gider færdes i den verden, resten af familien bevæger sig i. Kronprinsen tør faktisk både bevæge sig og involvere sig uden for slottet. Så må han jo uvægerligt også forelske sig uden for tornehækken. Men i modsætning til den sunde danske familie, bakkes han tydeligvis ikke op af sin far og mor. Det kan folket ikke lide. Så derved udsætter regenten og hendes franske greve sig for folkets fordømmelse.
Giver parret derimod grønt lys for en legemliggørelse af Askepot-myten, vil de i første omgang profitere af et sundt folks kærligheds-syn. Men samtidig ville en sådan attitude stimulere det folkelige drømmeslots forvitring. For jo mere kongeblod blandes op, jo “tyndere” bliver det - for nu at blive i en iøvrigt både utidig og forskruet tankegang. Og jo mere rutscher vores forbilleder og drømmes symboler ned i hverdagens eventyrløshed. Myten dræbes.
DET ER MULIGVIS ikke så slemt endda. I hvert fald står udviklingen ikke til at bremse, selvom Dronningen og Prinsen tilsyneladende gør, hvad de kan. Hvorfor vi nu er trådt ind i en ny tid: Post Katja. Eller: Måske elsker de unge bare ikke hinanden længere? Eller kæresten har villet frisætte kronprinsen i forhold til et umuligt valg? Hvad ved vi? Vi ved bare, at skal vi - det danske folk - vælge, så vil der formentlig ikke kunne etableres flertal for, at vores tronfølger skal gifte sig med en nok så blå-blodig prinsesse, hvis han elsker Maren i kæret, en kontorchef i Arbejdsministeriet eller en jordemoderelev fra Nørrebro. Dansk ideologi og fascinationskraft er ikke skruet sådan sammen, at vi, når det kommer til en konflikt, sætter vore drømme over den konkrete virkelighed. Ønsket er, at vores kronprins såvel som vore egne børn skal leve med den, de elsker. Også selv om vi så må søge vore symboler sat i kød og blod andetsteds.
dam (Hanne Dam )