“Medarbejderne var flygtet over alle Bjerge og arresteret i Frederiksværk. Frihedskæmpere besatte i Gaar aftes ‘Fædrelandets’ bygninger i Store Kongensgade.”
Børge Outze, Information den 5. maj 1945
Det siges, at man da man i dag for 60 år siden stormede bygningerne her i Store Kongensgade i København fandt en lille seddel. Tyske medarbejdere på den nazistiske avis ‘Fædrelandet’ havde i al hast forladt huset, og alt lå smadret og ubrugeligt tilbage. Men i redaktionslokalets vinduer stod et par ensomme potteplanter, og her fandt man altså en lille seddel: ‘Vær venlig at give os vand - vi har i det mindste ikke gjort noget’.
Robert Holmberg kendte udmærket Børge Outze. Han havde aldrig rigtig mødt ham, men han kendte ham udmærket. Outze var manden bag det illegale pressebureau Information, der siden 1943 havde forsynet danskerne med oplysninger og efterretninger som legal tjeneste kunne formå.
Gennem måneder og år var han en jaget mand af Gestapo for til sidst at blive fanget. Mod et løfte om at spionere for tyskerne fik Outze lov at flygte til Sverige, hvor han hovent brød enhver aftale. I stedet sad han og udviklede ideen om en dag - når alt dette var overstået - at gøre fanebladene og det illegale nyhedsbureau til et rigtigt dagblad. Et dagblad byggende på de samme værdier som nyhedsbureauet: En uafhængig presse, der skulle videreføre modstandskampen for at ‘genoprette, værne om og udbygge demokrati, ret og folkestyre.’
Alt dette var Robert Holmberg intetanende om, indtil han en dag i september 1944 blev kaldt til et hemmeligt møde med professor Max Kjær Hansen på Handelshøjskolen. Her skulle han første gang komme til at høre om Børge Outzes planer med Information. Holmberg fik at vide, at ‘man’ havde udset netop ham som leder af det kommende dagblad. Robert Holmberg blev angst, men tøvede ikke.
Københavns bedst bevarede trykkeri lå i Store Kongensgade, og det sad tyskerne på. Herfra trykte de den nazistiske avis Fædrelandet, og Outze vidste, at disse lokaler var nødvendige, hvis drømmen om et dagblad skulle realiseres.
Men han vidste også, at der var flere om buddet, og at tyskerne med stor sandsynlighed ville ødelægge og sætte ild til alt, den dag de ville forlade landet - for den dag ville komme. Så det var et spørgsmål om at holde sig parat til at indtage lokalerne på det helt rette tidspunkt.
15 mand fra modstandsgruppen Korps Aagesen lejede sig ind på et værelse i Store Kongensgade og holdt sig parat til at modtage den endelige ordre fra Holmberg.
Robert Holmberg gik rundt på Frederiksberg, da nyheden pludselig faldt. En officer i fuld uniform overbragte nyheden. Holmberg troede ikke på det. Men i løbet af minutter var gaden fyldt med glade danskere. På sporvognens tage. I vinduerne, i bilerne - overalt var der fest. Holmberg kantede sig besværet og desperat gennem byens masser. Tiden var knap. Korps Aagensen sad og trippede i Store Kongensgade. Rustet til tænderne kunne de kun se til, mens folk hujede, raserede og jublede. Hvis ikke tyskerne selv havde ødelagt deres gamle redaktionslokaler, ville den ophidsede menneskemængde måske gøre det. Holmberg kæmpede og endelig kom han frem til Store Kongensgade. Klokken var knap ti om aftenen, og Korps Aagensen rykkede dirrende nervøse ind i bygningerne.
Idet døren blev skudt ind, lød et brag. Skuddene, der ødelagde låsen, var gået igennem døren og havde ramt et stort billede af Göring, der tungt var faldet til jordet. Med sig havde det taget et billede af Goebbels. Støvet lagde sig. Nazisterne var faldet. Krigen var slut.
Bygningen var forladt. Ingen tyskere, og alt var smadret. Alt var et syndigt rod. Hurtigt herskede der kaos overalt. Modstandsfolk løb rundt mellem hinanden. Skud gjaldede, og våben, som nazisterne havde efterladt, lå i bunker rundt omkring.
Selv om tyskerne ikke var i bygningen, mødte Korps Aagesen og Robert Holmberg dog en smule modstand. På trappen stødte gruppen ind i Dansk Samling, der ligesom Outze havde udset sig lokalerne til at trykke deres avis, Morgenbladet. Der opstod tumult, men efterhånden besluttede man sig for i første omgang at danne fælles front om erobringen.
Nogle dage forinden var Børge Outze kommet hjem fra Sverige, og nu stod han - et par timer efter erobringen - i de besatte bygninger og kiggede på rodet. Således beskrev han det syn, der mødte ham: “Låsen i døren ind til redaktionslokalerne var skudt itu - ikke just noget uvant syn den gang! - og en dør med en stor glasrude lige inden for i en art entre så ilde ud. Der lå en dynge glassplinter fejet sammen inde ved væggen. På bordet i det første kontor, jeg kom ind i lå en blodplettet avis, et eksemplar af dagens nummer af Fædrelandet. Det sidste.”
Folk løb forvildet rundt mellem hinanden, og Outze havde ikke et roligt øjeblik. Maskinerne i trykkeriet var så godt som ødelagte, og skrivemaskiner var der ingen af, men for Outze var der ingen tvivl: Information skulle på gaden den næste dag.
Morgenbladets reportere var i fuld gang, men Outze var alene som journalist på Information. Befrielsen var foregået mere fredeligt, end man turde håbe, og den legale presse havde med et trylleslag fået friheden tilbage. Mange af de før så trofaste Informations-journalister havde fundet tilbage til deres gamle sikre arbejdsplads, så Outze var solo. Børge Outze skrev. Gik til møder og skrev:
“Og nu sidder man altsaa her mellem store billeder af Hitler, Göring, Goebbles og Fritz Clausen. De er alle ude af Sagaen, og det mærkeligste ved hele situationen i Dag, er egentlig det, at det overhovedet ikke gør Indtryk på en, at de Mænd, som truede Europas og Danmarks Fred og Frihed, nu for altid er færdige. Men det er ikke Tomhed, som er tilbage efter kampen. Man har lært af den, og lært, at det ikke er nok at være anti. Nu skal vi til at være prodemokratiske.
Kampen i 5 aar har lært os, at meget af det, vi før tog som selvfølgeligheder, er kampen værd,”
Og skrev:
“Det er ikke Had, som besjæler os i Dag, men kold og klar Forstaaelse af, at visse ting er nødvendig for at leve og at intet er for dyrekøbt for at sikre retten til at tænke, tro og tale frit, sove trygt i sin Seng om Aftenen og saa vidt muligt opfylde ønsket om, at faa i dette Land har for meget og færre for lidt”
Folk arbejdede hele natten, sov under bordene, skrev så det gnistrede og reparerede maskiner. Det var kaos. Våben, armbind og kamp om lokalerne. Og Børge Outze Skrev:
“Det er tænkeligt, at de planer, der ønskes gennemført i Tiden indtil Valget og muligt også efter kan løses på anden Maade end i Dagbladsform. I saa fald for Information nøjes med at glæde sig over et effektfuld Punktum paa flere Aars illegal Virksomhed.”
Outze løftede her sløret for sine dagbladsplaner, men den nat stod han ret alene. Uden økonomi. Uden journalister. Uden organisation. Og samtidig var der kamp om de tyske maskiner. Land og Folk og som nævnt også Morgenbladet gjorde krav på Maskinerne, men Outze havde forberedt sig godt på dagen. Sammen med juristen Henning Sally havde han sikret sig den juridiske ret til lokaler og maskiner, men ret beset havde Børge Outze ikke nogen avis at trykke.
I løbet af natten og morgenen begyndte hjælpen at komme til Robert Holmberg og Børge Outze. Klokken to dukkede den første hjælp op på ‘redaktionen’. Det var redaktions-sekretær Eigil Steinmetz, der tilbød sig. Glædestrålende udbrød han “Jeg kommer og bryder avisen om klokken halv ti i morgen.”
Kort før daggry kom så de første redaktionelle medarbejdere. Først Ove Martin, så Erik Grundt og senere fotograf Jacob Maarbjerg. Avisen begyndte at tage form. Maarbjeg blev sendt af sted efter typografer, der kendte husets teknik, og Outzes første linjer blev sendt på gaden under hovedrubrikken: “Information har nu installeret sig i Fædrelandets hus.”
De kunne sælge lige så mange som vi var i stand til at trykke, og allerede næste dag fortsatte den lille redaktion utrætteligt.
Det egentlige dagblad kom dog først på gaden nogle uger senere. Den 20. maj 1945 havde Outze fået samlet sig en redaktion, annonceafdeling og alt, hvad der skal til for at køre en avis. Således kunne Outze skrive den længe ventede leder, der skulle cementere Informations linje helt frem til i dag:
“Dette er ikke en avis. Det er begyndelsen til en avis,” begynder lederen, som kan læses på næste side.