Seksualforbryderes kriminalitet er så afskyvækkende, at det er fristende at lade hånt om alle retsprincipper. Og samfundet gør det til dels med den medicinske kastration. Men ingen ønsker jo, at uskyldige børn får deres liv ødelagt af seksuelt forkvaklede mænd, så derfor befinder lovgiverne sig i et vanskeligt dilemma lige nu. For samfundet skal både passe på kvinder og børn samt seksualforbryderes retssikkerhed.
Justitsminister Bjørn Westh har netop fremlagt et lovforslag, der ser ud til at kunne løse dilemmaet. Han siger til Information, at hans personlige holdning er, at terapi burde bruges frem for medicinsk behandling.
Justitsministerens lovforslag, der er lavet i samarbejde med sundheds- og socialministeriet lægger op til, at straffelovens forvarings-paragraf skal lempes, og så skal seksualforbrydere i terapeutisk behandling.
Forvaring er en tidsubestemt straf, som kun gives til cirka tre personer om året. Strafformen er blevet diskuteret, så længe den har eksisteret, fordi den er så belastende: Den dømte ved ikke, hvornår han bliver fri igen; men han kan være sikker på, at han kun bliver det, hvis han indgår i behandling, der gør ham uskadelig for samfundet.
Samtidig ved ingen, om forvaring overhovedet gør disse kriminelle ‘normale’ igen; man ved ikke, om den meget indgribende straf har nogen fordel i forhold til de tidsbestemte. Det gode argument for en forvaringsdom er, at den kan få en ellers uvillig forbryder motiveret til at lade sig behandle. Spørgsmålet bliver så behandlingsformen.
I Anstalten ved Herstedvester behandler man forvaringsdømte seksualforbrydere med lægemidler, som fjerner kønsdriften. Det hedder medicinsk kastration og er tilsyneladende en effektiv behandling. Den kriminelle slipper for sine sygelige seksuelle fantasier, når seksualdriften dæmpes, og på den måde får han overskud til at arbejde med sig selv og de problemer, der ligger til grund for hans kriminalitet. I Anstalten ved Herstedvester bruger man altid samtaleterapi sammen med den medicinske kastration. De fortæller, at ingen af de cirka 30 mænd, der siden 1989 er blevet behandlet på den måde, har lavet ny sexkriminalitet.
Med medicinsk kastration passer samfundet på de uskyldige ofre. Men ikke på seksualforbryderne.
Enhedslistens Søren Søndergaard kaldte medicinsk kastration for ‘menneskeforsøg’ ved Folketingets førstebehandling af justitsministerens lovforslag i tirsdags. Og det har han belæg for i og med, at ingen kender langtidsvirkningen af de præparater, som de medicinsk kastrerede mænd får indsprøjtet hver fjortende dag. Der findes én undersøgelse af et af midlerne, Decapeptyl, som viser, at stoffet måske for bestandigt fjerner mændenes kønsdrift. Undersøgelsen blev lavet på 70-årige mænd med prostatacancer. Så måske gælder den ikke for raske yngre mænd, måske gør den. Sundhedsstyrelsen i Danmark har konkluderet, at ‘en sikker viden om forholdene efter mere end to års behandling savnes’.
Meningen med den medicinske kastration er ikke at gøre forbryderne impotente på livstid, så kunne man lige så godt bruge kniven. Meningen er, at personerne skal skånes for deres destruktive trang, så de er i stand til at gennemgå en terapi, der får dem tilbage i en normal livsbane. Og da man ikke ved, om det er muligt, burde man nok ikke bruge behandlingen. Netop fordi erfaringer i udlandet viser, at en psykoterapeutisk og sexologisk behandling af seksualforbrydere giver gode resultater. Overlæge dr. med. Preben Hertoft fra Rigshospitalets Sexologiske Klinik fortæller, at en tysk undersøgelse viser, at 60 procent af de sexkriminelle, som har været i terapi, er blevet ‘helbredt’. Lic.jur. Beth Grothe Nielsen fra Århus Universitet refererer til en canadisk undersøgelse, hvor kun halvt så mange falder tilbage i sexkriminalitet, hvis de har gennemført et behandlingsforløb. Så samfundet kan godt passe på de uskyldige ofre ved at behandle forbryderne uden lægelige medikamenter.
Derfor er justitsministerens lovforslag et skridt i den rigtige retning. Bliver det vedtaget, skal ‘grove sexforbrydere’ i fængsel, samtidig med at de skal modtage en sexologisk behandling. For de seksualforbrydere, der kun får en betinget fængselsstraf, bliver der etableret et forsøg, hvor de ligeledes skal modtage behandling.
Hvis justitsminister Bjørn Westh kan sikre, at de sexforbrydere, der idømmes forvaring, ikke bliver medicinsk kastreret - men i stedet tvinges til en ren psykoterapeutisk og sexologisk behandling, så ser det ud som om, at det lykkes ham at gøre en indsats, der både passer på de uskyldige kvinder og børn samt forbrydernes retssikkerhed.
heb (Helle Bruun Jensen)