HVORFOR er dansk politik så kedelig, spørger journalisten og forfatteren Erik Meier Carlsen i bogen Konger uden land, som udkommer i denne uge. Hvor har han dog været henne, kunne man spørge tilbage? For “kedelig” er da vist det sidste ord, man kan tillade sig at bruge. Deprimerende måske, skandaløs, amatøragtig, visionsløs og forskræmt, ja. Men kedelig - nej, det kan man altså ikke hævde. Slet ikke efter søndagens dramatiske krisemøde i regeringens sikkerhedsudvalg.
Landets hårdtarbejdende politiske journalister ligger i øjeblikket vandrette i forsøget på at følge med i alle de koks og skandaler, regeringen diverterer offentligheden med. Selv de internationale medier har opdaget, at Danmark er et land, hvor historierne om politiske selvmål står i kø for at blive skrevet.
Næppe havde pressekorpset for nylig sundet sig oven på misèren om justitsminister Bjørn Wesths (S) særlov om rockerne (der fulgte lige efter den ikke mindre problematiske særlov fra undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) om Tvind-skolerne), før udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) bragte tumulten op på nye højder med sin kompromittering af statsministeren i sagen om kuppet mod Svend Auken i 1992. For i skarpt trav at blive fulgt af det aktuelle drama om justitsministerens afvisning af forfatteren Salman Rushdies besøg i Danmark.
Lægger man til disse sager andre eksempler på ubehjælpsomt håndterede affærer - Poul Nyrup Rasmussens optræden i sagen om de franske atomprøve-sprængninger, regeringens forvikling af Thule-sagen, Spar Nord-sagen samt den aktuelle tamil-sag (der med Chitira Rajendrams arrestation i Sri Lanka søndag kan blive den næste og måske værste bombe, der eksploderer i statsministerens åbne ansigt), ja, står man med billedet af en alt andet end kedelig, men til gengæld voldsomt rådvild og vaklende regeringsledelse.
HVAD DER i særlig grad gør denne situation utålelig, er at enkeltsager som disse i stigende grad er blevet den hjemlige politiks egentlige indhold. Og ansvaret for dét er vel at mærke ikke regeringens alene. Selvom afvisningen af Salman Rushdie er en for Danmark vanærende skandale, der bekræfter, at justitsminister Bjørn Westh ikke er sin opgave voksen, så er det - med den foreliggende viden - ikke sagligt berettiget, når den borgerlige opposition bruger denne brøler til at true den samlede regering med et mistillidsvotum. Inkompetente ministre kan man fjerne, og svage statsministre kan man dumpe ved et valg, men regeringer fælder man ikke på fodfejl i enkeltsager, selv om de er i størrelse 48.
K og V’s reelle motiv til weekendens klapjagt på statsministeren er da også et ganske andet: Jo mere statsministeren kan svækkes via Rushdie-sagen, desto større chancer har K og V for at få indrømmelser på andre områder, f.eks. i de kludetæppe-forhandlinger om finansloven, som nu indledes. I den forstand har det været et dobbelt held for de konservatives Hans Engell, at han ikke i den dagsaktuelle situation står med medansvar for et bilateralt finanslovsforlig, men tværtimod lige nåede at afbryde forhandlingerne med Mogens Lykketoft og Co., før Rushdie-sagen eksploderede. Hvis K og V efter Nyrups bodsøvelse søndag - statsministeren sagde undskyld og antydede at ville straffe et par embedsmænd som sonoffer- afstår fra en mistillidsdagsorden, kan man gå ud fra, at prisen betales i form af indrømmelser på finansloven el.lign.
Oppositionen skamrider således enhver skandaleagtig blottelse hos regeringen, og medierne rider ivrigt med hver eneste gang. Fristelsen er rigtig nok næsten ikke til at modstå, men det billede, som aktørerne - regering, opposition og presse - herved i fællesskab tegner af dansk politik er ødelæggende for opbakningen til folkestyret. Naturligt nok er det det regeringsbærende socialdemokrati, der betaler den største pris - elleve mandaters tilbagegang siden 94-valget ifølge den seneste meningsmåling samt fortsat faldende medlemstal. Men i sidste ende betaler alle.
HVAD MAN kan længes efter er en gedigen politisk krise eller sågar en regerings fald, der ikke skyldes en dum brøler på et enkeltsags-område, men derimod reel strid om den førte politik på de centrale områder, der er bestemmende for den økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling. I efterhånden tyve år har vi haft et socialdemokrati, der har dukket sig for de afgørende udfordringer, som kom på dagsordenen i 1970’ernes midte med økonomisk stagnation og efterfølgende kronisk massearbejdsløshed. Siden har vi fået periodevis ny vækst, men uden at det afgørende har påvirket antallet af arbejdsløse eller på anden vis udstødte. Suppleret med økonomiens og teknologiens globalisering op gennem 1980’erne og 1990’erne har det lagt et så stærkt pres på den traditionelle socialdemokratiske ideologi om velfærdsstaten, at behovet for nytænkning er blevet overvældende.
Men hver gang nogen i eller uden for partiet forlanger diskussion og stiller forslag - om at demokratisere forvaltningen af pensionsmilliarderne, om at sænke skatten for de lavest lønnede for at bringe dem ind på arbejdsmarkedet, om at forhøje de grønne afgifter og sænke indkomstskatten, om at lade den forkælede generation, der har skabt underskuddet, selv betale det, eller om at lade den sociale støtte komme til udbetaling som direkte og beskæftigelsefremmende hjælp i dagligdagen - hver gang noget sådant foreslås, lægges der låg på og vendes ryg til. Samtlige regeringens tunge ministre med ansvar for økonomi og erhverv foretager rituelle besværgelser om kursen, der skal fastholdes, mens deres stadig mere magtfulde embedsapparater ligger i indbyrdes religionskrig på rapporter om den rette forståelse af virkeligheden.
Ingenting sker, dér hvor der virkelig er brug for handling. I stedet går det politiske liv stille og roligt i moralsk opløsning på en masse dumme, fejlhåndterede sager, som alle helst var foruden. Dét er vitterlig - som han siger Meier Carlsen - kedeligt.
jsn (Jørgen Steen Nielsen)