Der er ord, man som avislæser kan blive godt træt af at møde. Når der f.eks. skrives om Italien, er det nærmest uundgåeligt, at det også kaldes støvlelandet, og hver gang, som om det er en ny kvikhed. Når Tivoli åbner, kan man være forvisset om, at der spejdes efter nyheder i den gamle have.
Jeg faldt forleden i reolen over et laset eksemplar af Mit Kaktusvindu (1944), Mandens Blads satiriske kavalkade forfattet af * * *. Bag stjernerne gemte sig forfatteren Jacob Paludan, der her havde samlet sine bidrag fra det muntre blad. Han havde dér et vågent øje for, at “grundpillen i al god petit-journalistik er de alternerende udtryk”. Man kan f.eks. ikke blive ved at gentage ordet kaffe, men må variere med ‘den brune drik’. Østers udskiftes med ‘de lækre skaldyr’, og Bornholm, kunne man bl.a. tilføje, hedder uafladelig ‘solskinsøen’. Perifraser kaldes de i stilistikken, og vi bruger dem netop af stilistiske hensyn, men nyheder er de sandt at sige ikke. De er bare automatiske og dermed selvdøde.
Klicheer kan vi umuligt undgå, og der er et vist mål af fortrolighed og tryghed i de træge sprogvaner, selv om vi kender dem til hudløshed. Og dér var netop et ord fra overskudslageret. Hudløshed! Ordet har et myldrende liv især i lyrikanmeldelser. For digtere er jo hudløse. Det vidste hr. Svane, en vis lettere komisk ræsonnør i H.C. Andersen roman At være eller ikke være fra 1857. “Bliver man Poet, saa mister man sit Aaleskind!” siger han i en samtale med bogens hovedperson, den unge teolog Niels Bryde.
“For en sand Digter maa vist nok Livet være en Fornemmelse, som det er for den stakkels Aal, man har trukket Skindet af, og derpaa ladet igjen slippe ud i Mølleaaen, hvor den i sin Sejhed kan leve, og høre de andre Skælfiske sige; “nei, hvor han er empfindlich!””
Nu siger man ikke længere empfindlich eller bare ømfindtlig, men hudløs, hudløs. Klaus Rifbjerg gør op med med det i digtet ‘hud’ fra lexikon (1996):
et moderne epitet
er hudløshed
det er fint
at være hudløs
men de fleste
hytter deres skind
selv stryger jeg mig over
armen med de fine hår
og husker al den bløde hud
som jeg har strøget
hudløshed, javist
men hud og hår er bedre
Hudløshedens myte går tilbage til Marsyas, der udfordrede Apollon som fløjtespiller og tabte væddestriden. Som straf blev han flået. Jørgen Sonne har skrevet et betagende digt, et ‘sjælemaleri’ om Marsyas og den frygtelige flængning i Krese (1963).
Christiansborg har sin egen jargon med med udtryk og vendinger, som hurtigt nedslides, men dog perseverer. Pludselig kan et udtryk synes uundværligt. Hvor har vi åbenbart måttet savne at ‘udvise rettidig omhu’, indtil den store skibsreder - alternerende udtryk for Mærsk Mc-Kinney Møller - forbarmede sig med et forløsende begreb, der nu uden omhu breder sig.
Glæden ved sjældne ord oplevede jeg for nylig i en sen tv-udsendelse i DK4 hos en klog mand og kvinde, der samtalede om Søren Kierkegaard og fremdrog begrebet ‘iversyge’, som den store filosof - alternerende udtryk for Søren Kierkegaard - et sted bruger for vor tids jalousi. Vi foretrækker det franske låneord for det tyske, som til gengæld har patina, men i mine ører dog står tilbage for det mere hjemligt lydende ‘skinsyge’, der hermed tilbydes som alternativ. Det er der ikke rigtig slid på. .