HVER DANSK FAMILIE omfatter mindst ét nært- eller fjernerestående medlem i den arbejdsduelige alder, som bare ikke er på arbejde men på offentlig forsorg - midlertidigt eller permanent. Det kan der være særdeles gode grunde til - som at vedkommende for tiden lever af Statens Uddannelsesstøtte - eller særdeles tvetydige grunde til - som at vedkommende har haft så usselt et stykke arbejde, at nedslidningen udløser en bittert nødvendig barmhjertighedsgerning i form af vedvarende offentlig støtte - eller særdeles dårlige grunde til - som at vedkommende simpelt hen ikke kan finde en normal arbejdsplads til en normal, overenskomstdækket hyre. Denne enorme overførselsgrav på langt over en million voksne mennesker - midt i dels det danske privilegerede totredjedelssamfund dels og navnlig det danske udsatte og udstødte tredjedelssamfund - koster to miliarder kroner hver uge!
To tusinde millioner kroner om ugen i skatteudskrivninger og offentlige udbetalinger hele året rundt, også i juleugen og i hele sommerferien.
Det er manne penge. (Dertil kommer udgifterne til folkepensionisterne). Det er flot, at det privilegerede totredjedelssamfunds skatteydere stadig ryster op med moneterne, men ingen skal komme og påstå, at det er udtryk for velfærdssamfundets heldige fuldendelse. Alligevel har de foreløbig tre regeringer Nyrup siden den førstes tiltrædelse for fire år siden, igen og igen fremhævet sine enestående gode resultater så lallende optimistisk, at det virker helt utroligt. Det vil sige utroværdigt.
Bedre blev og bliver det ikke af, at de hundrede milliarder kroner årligt i overførselsindkomster heller ikke opleves af mange af de udsatte eller udstødte som nogen lykkelig afslutning på Socialdemokratiets og Det radikale Venstres hundredårige velfærdsbestræbelser. Alene den kendsgerning, at det ikke længere giver mening at tale om dét danske samfund, fordi det danske folk som alle andre folk i den vestlige verden i realiteten er spaltet i (mindst) to, forbitrer langt ind i rækkerne af dem, der modtager overførselsindkomster mere eller mindre konstant. Ikke at de fleste er utaknemmelige, men tilfredse er de heller ikke. De nedslidte havde gerne undgået nedslidningen, og de arbejdsudelukkede havde gerne ydet en indsats for det, de modtog.
Endnu mere nid og nag følger af de uhyre forskelle i daglige levevilkår, som det sorte arbejde medfører i tredjedelssamfundet og i den dårligst lønnede del af totredjedelssamfundet. På grund af de såkaldte samspilsproblemer, hvor øget hvid indkomst på én gang medfører øget skat og faldende ydelser fra det offentlige, kan én time sort arbejde til 60 kroner opveje mere end tredive timer hvidt arbejde til 90 kroner i timen!
Resultatet af både kendsgerninger og utroværdig sløring af dem er blevet, at regeringen efter de seneste meningsmålinger står til et tab på en halv snes mandater og sammen med SF og Enhedslisten måske over for et kommende folketingsflertal af Venstre, de konservative, CD og de to fremskridtspartier.
ÅBENBART ER DET NU, at i hvert fald ét medlem af regeringen har set skriften på væggen: Den nye socialdemokratiske erhvervsminister Jan Trøjborg. Allerede ved sin tiltrædelse sagde han uden omsvøb til Informations nytårsavis, at “der skal skabes flere job, så færre mennesker får understøttelse. Her er der noget at hente ved at sætte skatten ned for lavindkomstgrupper, sådan som regeringen foreslog i udspillet til finansloven. Det stemmer i vid udstrækning overens med Mimi Jakobsens tanker.”
Dette blads læsere vil vide, at disse tanker ellers har været den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft, den radikale økonomiminister Marianne Jelved, Arbejderbevægelsen Erhvervsråd og de fleste fagforeninger modbydelige. Lykketoft og Jelved fik direkte fjernet et kapitel af Mimi Jakobsens Erhvervsredegørelse sidste efterår, fordi det indeholdt antydninger af disse tanker. Alligevel har Jan Trøjborg ganske opsigtsvækkende stået ved sin “tiltrædelseserklæring” her i bladet.
På en konference for fjorten dage siden efterlyste han udtrykkeligt “de job, som skal sikre, at folk ikke skal på førtidspension og efterløn. Vi kan ikke bare beskære ordningerne. I 1980’erne forsøgte vi med en overophedning af økonomien. I 1990’erne med økonomisk vækst, sunde rammebetingelser, efteruddannelse og opkvalifikation. Regeringens politik har hjulpet meget, men det er klart, at arbejdsmarkedet og den stærke internationale konkurrence holder mange ude. Vi har sagt servicestrategi, men vi leder stadig efter overbevisende svar.”
Og i dagbladet Politiken i søndags sagde Jan Trøjborg lige ud, at “regeringen er nødt til finde nogle fornuftige svar i den diskussion. Den kører nu, og den bliver temaet i valgkampen. De nye tanker bliver Erhvervsministeriets bidrag til regeringens overlevelse. Der skal bruges mange forskellige instrumenter for at få folk til at beholde deres job længere og til at få arbejdsløse i arbejde. Uddannelse er ikke nok.”
Skønt den nye erhvervsminister påstår, at den (al)mægtige finansminister Mogens Lykketoft er indforstået, nægter samme Lykketoft at udtale sig om sin yngre partifælles kætterier. Marianne Jelved har også hidtil været tavs som graven om den frækhed, hvormed Trøjborg fastholder og forstærker nogle af den forkætrede CD-leders tanker.
Hvad mener statsminister Poul Nyrup Rasmussen for resten?
BEFINDER HANS SR-REGERING sig midt i et hamskifte? Er den ved at blive enig med den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, når denne siger, at “tidsåndens tilbedelse af markedskræfterne har resulteret i, at velfærdssystemet er blevet til noget, der blot afbøder markedsmekanismerne. Og det er jo noget ganske andet end at sætte ind over for de svageste. Markedskræfterne skiller ikke kun de svageste ud. Der sker også en marginalisering af de mindre stærke. Og jeg synes ikke, der er nogen, som forsøger at gøre op med det.” Overvejer den socialdemokratisk-radikale regering omsider et sådant forsøg? Et opgør med udstødelses- og marginaliserings’samfundet’, som kunne give regeringen eksistensberettigelse og berettigelse til at forsætte. Frem for at sætte det meste af sin lid til markedsøkonomiens vækst og uddannelsen dertil. Hvilket jo netop partiet Venstre satser på…
el (Ejvind Larsen)