Tidligere på dagen savede jeg hendes venstre arm af, hvilket var det, som omsider slog hende ihjel, og lige nu tager jeg den op og holder den ved den knogle som stikker frem fra det sted, hvor hendes hånd engang sad (jeg aner ikke, hvor den befinder sig nu: i dybfryseren? i skabet?)…
Brett Easton Ellis i ‘American Psycho’
DA FORLAGET Vintage Books i New York i 1991 sendte Brett Easton Ellis’ nye roman, American Psycho, på gaden, slap man samtidig en syndflod af de mest brutale voldsbeskrivelser løs i offentligheden, i medieverdenen, i kunsten. Ellis blev dyrket som kultforfatter i store dele af yngste generation af læsere og fik talrige efterlignere. Forlaget kunne ikke ane, at bogen ville blive en verdenssucces, men det blev den. En skandalesucces, som delte den litterære verden i dem, der sagde voldsporno, og dem, der sagde vigtig litteratur. Spørgsmålet kunne man naturligvis diskutere, men bogen var ikke formålsløs. Den beskrev yuppiekulturen som en kynisk dødskultur, hvor alt var overflade, penge, mobiltelefoner og mærkevarer, hvor liv ikke regnedes for noget.
Man kan roligt sige, at der - måske allerede før, men i hvert fald siden - har været hausse i blodige voldscener, lig og lemlæstelser (læg hertil pis, lort og bræk) i ikke blot litteraturen, men også billedkunsten og filmen, hvor grenhakkemaskinen, kødøksen og motorsaven fik en renæssance i 90’ernes kunst. Renæssance i forhold til hvad? I forhold til de C-, D-, E-, og Å-film, som hovedsageligt distribueres via videoudlejningsbutikkerne.
Dr. Dante-teatret, som har fingeren på ungdommens puls, også når blodet sprøjter, dramatiserede romanen.
SIDEN HAR voldsspiralen drejet sig nogle cirkler opad, ikke mindst hos Danterne, som har præsenteret sit publikum for en grum boremaskinesadist i Lars Kaalunds stykke med titlen I en kælder…, og som nu med teaterchef Nikolaj Cederholms eget værk Paradis fik vor anmelder, Anne Flindt Christensen, til i den grad at tage afstand, at hun karakteriserede værket som psykopatisk pseudoteater, idet hun håbede, hvis hun skulle følge sit hjerte, at glemslen hurtigt ville tage det. Stykkets sidste akt viser i en lille time, hvorledes en politimorder og rocker myrder, voldtager og tyranniserer sine gidsler. Publikum skånes ikke for noget, hvad grusomheder angår. Cederholm har forsvaret sig så bravt, han kunne: Den rå vold er virkelighedstro, men også en slags klassekamp. Forskellen på - og barrieren imellem - bund og top i samfundet føder volden. Det ville han gerne vise.
Hvilket lyder ganske smukt og politisk korrekt. Men der stopper moralen, og der begynder dobbeltmoralen.
Dr. Dante har været - og er forhåbentligt mange år endnu - en Guds gave til teaterlivet i Danmark. Det har gjort, hvad ingen andre teatre har formået, nemlig fået ungdommen til at valfarte til scenekunsten. Danterne har været dristige, som da de spillede et ordløst stykke om mænd og kønsroller. Eller da de fornyede musical-genren med Gasolin. De har erstattet duarder-sproget med nutidssprog og -jargon. De har fremimproviseret de fleste af stykkerne selv i et kapløb med prøvetiden og altså uden sikkerhedsnet. De har udfordret, de har overtrådt tabuer, de har tilladt sig. De har - i modsætning til bl.a. Det Kgl. Teater - sjældent været kedelige. Og de har været ombølget af publikumstilstrømning og anmeldersucces med ret til at slå skævere.
Men også Danterne må finde sig i at blive modsagt. Kunsten må gerne være beskidt, den skal heller ikke leve op til et krav om at være pædagogisk, når den indeholder et voldstema, og naturligvis er vold en både legitim og nødvendig del af instrumentationen i den samlede kunstverden. Ingen tvivl om det. Hvis volden derimod serveres i kilometermål og formålet mest fremgår af udtalelser fra instruktøren, er det på tide - og lad os gerne citere Jytte Hilden - at hilse en debat velkommen. Er det gammelnisseagtigt at finde voldstrenden såre udvandet, tynd og kunstnerisk uinteressant? Kritikken har længe ulmet under overfladen, mens anmeldere har været forbavsende accepterende over for den hele udvikling. Men på Dr. Dante har man oplevet, at folk udvandrede med en kvalme, som ikke kunne var fremkaldt af volden, men også af, at volden forekom formålsløs, når teatret, som det i stigende grad sker, slår “automatpiloten til”. Ikke en Dante-forestilling uden et samleje, har det længe heddet sig. Skal man også kunne sige: Ikke et Dante-stykke uden en massakre? I så fald er det et tegn på partiel, kunstnerisk forfald.
At gavne og fornøje har altid været teatrets berettigelse, udtrykt i sætningen Ej blot til lyst. Cederholms nye stykke fornøjer midt i alt det grusomme. Der er kaskader af talentfuld, sort humor. Men giver det i øvrigt noget fra sig af kunstnerisk og menneskelig værdi? Perspektivet drejer sig ikke kun om teatret på Frederiksberg Allé. Læs i dagens avis, hvad forfatterne Astrid Lindgren og Ulrich Horst Petersen har at sige om emnet. Uskyldstabet i 90’ernes kunstliv støder endelig på modstand og godt for det.
Bjørk (Kristen Bjørnkjær)