For nogen tid siden kom jeg i et læserbrev til at skrive: “Jeg hader humanister.” Det var ikke særlig velovervejet, og folk har siden da undret sig over dette udfald. Men bemærkningen trængte sig på, og i et anfald af vrede slap den ud. Jeg vil gerne nu forklare, hvorfor den trængte sig på. Hvis man med ‘humanisme’ simpelt hen mener den tanke, at man skal behandle andre mennesker humant, så kan jeg selvfølgelig kun støtte det, og det kan vel 99 procent af alle mennesker på kloden. Men noget som 99 procent af alle støtter, kan ikke være en -isme eller en åndsretning. Som -isme må humanisme være mere snævert defineret. Begrebet humanisme opstod i Italien sidst i 1400-tallet; siden da har det dækket over en forestilling om, at mennesket er væsentligt forskelligt fra dyrene. Den går ud på at dyr er en slags instinktstyrede robotter uden bevidsthed og følelsesliv; mennesker, derimod, har få eller ingen instinkter; deres hjerne er ved fødslen en tabula rasa, dvs. en blank tavle, som fra fødslen af modtager sociale indtryk der sætter sig som ‘skrift på tavlen’. Det vil sige at menneskers bevidsthed er summen af de sociale påvirkninger gennem opvæksten.
I 1900-tallet er humanismen især blevet mobiliseret som en modvægt mod alle tanker om forskelle imellem mennesker, f.eks. forskelle i begavelse, race og køn. Da humanismen ser alle sådanne forskelle som socialt betingede, ikke biologisk betingede, indebærer det, at alle forskelle må være menneskeskabte og derfor også kan udryddes af menneskene selv, hvis de vil. Enhver forskel er unødvendig og dermed uretfærdig. Og forestillingen om sådanne uretfærdigheder fører frem til en moralsk forargelse over at forskellene får lov at bestå. Humanismen tiltaler moderne mennesker som på den ene side er vokset op i en kristen kultur, men som på den anden side ikke kan tro på Bibelen. De anser kristendommen for gammel overtro, hvorimod de ser humanismen som noget moderne og rationelt, som de gerne ser bakket op af udtalelser fra videnskabeligt uddannede eksperter. Samtidig indeholder den kristne elementer. Særligt påfaldende er, at Jesu bjergprædiken skinner stærkt igennem på en forvredet måde, hvor man fokuserer voldsomt på egne fejl og bærer over med næsten en hvilken som helst fejl hos modparten. Det bliver til en karikatur af Jesu ord, hvor man negligerer bjælken i modpartens øje, og fokuserer voldsomt på selv den mindste splint i sit eget øje.
Det er temmelig ejendommeligt, at humanister på den ene side anser sig selv for moderne, rationelle mennesker, der har lagt afstand til gammel overtro, og på den anden side konsekvent nægter at anerkende videnskabens resultater. Især siden 1970 har videnskaben, især psykologien, humangenetikken og biokemien, gjort vældige fremskridt med hensyn til at forstå sider af den menneskelige natur. I dag ved vi at masser af forskelle mellem mennesker er arveligt betingede, ikke blot forskelle i evner, men også forskelle i holdninger og interesser. Vi ved, at der er forskelle allerede før fødslen. Vi ved, at f.eks. dele af sprogsansen er til stede allerede ved fødslen, og altså er forudprogrammeret. Vi ved at kønshormoner påvirker hjernecellerne og får de to køn til at tænke og opføre sig forskelligt. Og begrebet om racer svarer til en vis grad til faktiske forskelle mellem menneskegrupper.
En moderne tilgang til disse resultater ville være at sige: Selv om visse forskelle mellem mennesker er socialt betingede, så er der altså også medfødte forskelle; det er et ubehageligt faktum, som vi må håndtere. Det kan vi gøre med en moralsk holdning om, at alle mennesker skal behandles lige godt og gives lige gode muligheder, uanset at de er forskellige. Men sådan reagerer humanisterne ikke. Som strudse stikker de hovedet i busken og nægter overhovedet at have noget som helst at gøre med det uartige udtryk: ‘medfødte forskelle’. Dét er tabu. I stedet for at acceptere en dialog om disse ting, benytter humanister sig af sociale mekanismer til at holde anderledes tænkende ude. Det betyder, at alle, der afviser tanken om medfødte forskelle, er inde i varmen og behandles som gode og rigtige mennesker. Mens alle, der fastholder tanken om medfødte forskelle, bliver frosset ud af det gode selskab. Man forsøger at negligere dem, og ‘gode’ humanistiske debatredaktører i radio og visse aviser sørger for at sortere den slags tabu-synspunkter fra. Humanisterne formår altid at mobilisere såkaldte eksperter, der træder frem i de offentlige medier og f.eks. udtaler sig så tåget om medfødte forskelle i intelligens, at ingen kan blive stødt. Jeg vil - uden konkret holdepunkt - formode at sådanne eksperter kun har kunnet ansættes på deres institutioner, fordi de har vist vilje til at hugge en hæl og klippe en tå for at blive godkendt af den herskende klasse af humanister. Deres udtalelser er i hvert fald i mere eller mindre direkte modstrid med den videnskabelige erkendelse på området.
Når humanismen ikke er sand, så må man formode, at den fører til forkerte diagnoser og dermed slår fejl i den virkelige verden. Jeg vil hævde, at sådan er det da også i mange tilfælde. Og de steder, hvor humanismen er på sin plads, kunne den lige så godt erstattes af noget andet. Tag nu f.eks. forholdet mellem den rige, vestlige del af verden, og resten af kloden. Simpel fornuft og retfærdighedssans tilsiger, at vi bør eftergive u-landene deres gæld, og at den amerikanske form for rambo-indsats skaber lige så mange problemer, som den løser. Man behøver ikke være humanist for at indse dette. Med en smule indlevelse kan man nok også se, at araberne er dybt frustrerede, når den vestlige kultur med dens Sodoma-og-Gomorra-mentalitet kommer rullende ind over Mellemøsten. Men hvor er hjælpen fra humanismen, når vi skal dæmme op for denne mentalitet? Hvad stiller humanismen op mod monopolkapitalisme, privatisering, fordummende reklame-tv og alt det andet ‘brød-og-skuespil’, som den moderne tids afløser af Romerriget pacificerer sine borgere med? Apartheid-styret i Sydafrika blev ophævet i en relativt lykkelig proces. Æren for dette forløb vil jeg tilskrive den ånd, det skete i, en ånd baseret på Gandhis ikke-vold og på kristne ideer om forsoning. I dag står vi selv i en konflikt, nemlig mellem vor egen kultur og en kultur baseret på islam. Den ånd, vi har imødegået den i indtil nu, er humanismens, og det har ikke fungeret. Humanismen bevirker, at vi studerer selv de mindste fejl hos os selv, at vi så at sige bruger mikroskop for at finde selv den mindste splint i eget øje, og i en umådelig dumhed nægter at erkende de voldsomme fejl hos modparten. Vi ser konsekvent muslimerne som ofre for vore egne fejl. Uanset at den arabiske verden har lukreret på vor afhængighed af olie og modtaget enorme økonomiske beløb fra Vesten, så ser vi stadig folk fra Mellemøsten som stakler, der skal hjælpes af os. Dette på trods af at al Qaeda folkene ikke var økonomisk dårligt stillede. De var delvis drevet af et had til det ugudelige, dekadente Vesten. Og det kan humanismen ikke hjælpe os med.
Min modvilje mod humanismen ligger delvis i, hvad jeg ovenfor har beskrevet, nemlig dels, at den ikke er sand, dels at humanister holder anderledes tænkende nede, og dels at humanismen ikke er særligt frugtbar i virkelighedens verden. Men den dybeste grund til min modvilje mod humanismen ligger på det personlige plan. Meningsdannerne, humanismens høvdinge, gør mig, personligt, til en outsider. De er per definition ‘de gode’, og når jeg siger, at deres påstande er usande, er jeg per definition ‘ond’, uanset hvor meget godt jeg gør i verden. De driver rovdrift på min samvittighed. Lige så længe der er uretfærdighed noget sted i verden - og det er der altid - får jeg at vide, at jeg er medskyldig i denne uretfærdighed. Derfor skal jeg altid give afkald, altid give til ‘de andre’, som jeg får at vide, jeg har undertrykt; jeg skal altid træde tilbage og give plads til andre. Det er aldrig nogen sinde min tur til at få noget, for det er altid mere synd for andre. Psykologisk set betyder det, at mit selvværd nedbrydes. Under sådanne psykologiske vilkår kan jeg ikke blive lykkelig. En mand uden selvværd er en taber, som ingen vil elske, og humanisterne bombarderer mit selvværd dag efter dag. Mange mennesker er immune over for den slags; men det er jeg ikke, og derfor gør humanismen mig kronisk ulykkelig.
Derfor hader jeg humanister.
Kaare Fog er biolog (lic. scient.) og forfatter