Det var primært for sin kontroversielle dramatik, at kineseren Gao Xingjian (f. 1940) i år 2000 fik sin Nobelpris. Siden har vi på dansk lært ham at kende som prosaisten, med Et ensomt menneskes bibel (2003), et personligt dokument om kærlighedssavn og tab af national og kulturel forankring. Med dagens bog, Dengang jeg købte en fiskestang til min bedstefar, møder man så novelledigteren Gao, svingende mellem humor og alvor, fra satire til sprød naturpoesi.

Gao Xingjian skriver på baggrund af en tung traumatisk historie, der gang på gang dukker frem til tekstens overflade. Det er næppe for meget sagt, at Kinas nyere fortid i aristotelisk forstand er hans personlige 'mythos'. Som så mange andre intellektuelle blev han under kulturrevolutionen sendt ud på landet, hvor meningen var at omskole ham gennem fysisk arbejde og indordning under de lokale kadrer. Senere fik han mulighed for at vende tilbage til Beijing, hvor han dels skrev sine stykker og dels arbejdede som dramaturg ved Folkekunstteatret, indtil han midt i 80'erne blev en belastning for systemet og udelukkedes af partiet. Siden 1988 har han boet i Paris.

Brændevinsbegravelse

Denne på én gang individuelle og kollektive historie rekonstrueres bl.a. i samlingens sidste novelle. To ungdomsvenner mødes og fortæller om de grusomheder, de har måttet udstå, men også om deres sikre forvisning om den andens eksistens, midt i adskillelsen, et eller andet sted derude.

Den samme konstellation ses i "På den anden side af floden", hvor tekstens du under en rejse vender kort tilbage til sin forvisningsegn og genser sekretær Fang, som dengang var ham en trofast støtte. Nu bor Fang for sig selv i et afsides, højtbeliggende hus. Han har, viser det sig, bevaret sin stolthed og urokkelige tro på det gode i enhver, og det fremgår tydeligt, hvor vellidt manden er blandt bjergegnens bønder og jægere. En natlig begravelsesfest med brændevin og masser af glade mennesker giver læseren et autentisk indblik i kinesisk hverdagsliv. Og i sin skildring af den tidligere partifunktionær, som har 'besejret ensomheden', forener forfatteren fin naturindlevelse med ren sammenbidt samfundskritik: "Man skulle hellere revolutionere den slags revolutioner."

Tibet og Kina

Novellen "På vej" beskriver et overraskende snevejr og fortælles af en erfaren chauffør i Tibet. En aften skal han køre en partifunktionær nedad gennem mørke, men da de finder vejen blokeret af en klippeblok, er de med ét i fare. Den stedkendte vælger at famle sig frem og når gennem strabadser frem til et vejsjak i en frelsende hytte, men partifunktionæren véd bedre, går tilbage mod bilen - og dør. Man læser uvægerlig denne beretning som en art sindbilledlig fremstilling af forholdet mellem Tibet og Kina og af afstanden mellem folket og magthaverne.

Nu har jeg så fremdraget tre noveller, der forholder sig temmelig direkte til politiske modsætninger. Gao Xingjian kan dog mere end det.

"Om sne, regn og andet" begynder eksempelvis som et referat af to yngre kvinders snak i en park, hvor de ikke véd, nogen lytter, men løfter sig til en eviggyldig, almenmenneskelig dialog om livet og kærligheden.

"Den Fuldkomne Nådes tempel" beskriver såmænd blot et nygift par, der finder fred ved den glemte helligdom. Her udgøres skæringspunktet af det tidløses indsnit i moderniteten, som en uantastelig sandhed.

Underfundig i sin fortælleteknik er "Skomageren og hans datter" om en families totale tragedie. En 16-17-årig pige, Jingzi, drukner sig i floden, efter at hendes fordrukne far har tæsket hende og kaldt hende luder, blot fordi hun tillod sig at snakke med en ung fyr. Samme dag som hun bliver fundet - af en medsøster og jeg-fortæller, hvis sorgtone virkelig lader sig høre - synker faren, død, ned over liget.

Alt dette fortælles til et uspecificeret 'I', som først i tekstens allersidste afsnit viser sig at være kadrer fra amtshovedstaden. Jeg var som læser med andre ord til forhør - uden at vide af det. Denne ægte, gennemført mundtlige beretning blev - også den - til under magtens blik.

Overlevelseskraft

Gengivet i kort, nødtørftigt karakteriserende referat kan bogens noveller muligvis forekomme lovlig enkle i deres mistrøstighed. Sådan opleves de imidlertid ikke. Humor, satire, følsomhed og poesi er allerede nævnt, og gennem dem alle strømmer en tillid og et mod og en tilegnet tro på menneskenes overlevelseskraft, symbolsk udfoldet i "Krampe", om manden, der på en svømmetur mærker døden nærme sig, men mægter at støde den bort.

En tilgrænsende vand-historie "Havet" begynder som ren satire med billeder af en arbejdsplads på kollektiv badeferie, men drejer så overraskende om, bliver til et møde mellem to individer, der i det daglige liv bare har været distante eller ligefrem fjendtlige kolleger.

Svecisme

Dengang jeg købte en fiskestang til min bedstefar oplyses i kolofonen at være oversat fra kinesisk efter Gei wo laoye mai yugan. Det skal nok passe, men er samtidig en sandhed med modifikation, for når der f.eks. i "Et trafikuheld" står, at buschaufføren kører "rakt" på cyklisten, lugter det langt væk af svecisme. När jag köpte ett spinnspö åt farfar udkom 2000 på Atlantis i Göran Malmqvists oversættelse, i øvrigt et forlagsskift, der vakte furore, eftersom akademimedlemmet dermed sagde farvel til Forum, som med førsteudgaven fra 1988 ellers havde vovet den risiko at præsentere Gao Xingjian i Sverige, mens han 'bare' var dissident og ikke Nobelprisvinder.