Det mærkes, at skoleferien er slut. Vejen mellem Skagen og Frederikshavn, som kan være en prøvelse i sommervarmens glødende trafik, er kun moderat befærdet, men alligevel beslutter jeg at dreje fra mod vest over Tværsted for at tage den hurtige vej fra Hirtshals mod Aalborg.
Hurtighed er også dens eneste brugbare egenskab trods omvejen. Hvis man vil opleve jysk ensomhed, skal man vælge denne motorvej, hvor man næppe oplever en modkørende for hvert tiende minut, før man i det fjerne øjner skorstenene ved Limfjorden. Denne berømte via mafiosa er en indøvelse i monotoni med trussel om søvnighed. Tanken falder på Jysk Sengetøj, som man kunne tage en slummer i. Nu hedder firmaet bare Jysk, som en inkarnation af disse seje, udholdende lokale egenskaber. Litteraturen og folkeviddet har vedtaget, at der er knyttet soliditet til begrebet, engang måske også enfoldighed, men det er for længst udskiftet med snedig troværdighed. Klimateorien, der stammer fra 1700-tallet, gik ud på, at vejr og vind formede folkekarakteren, og det bekræftedes selv inde for så små områder som vort fædreland, hvor Jylland må lægge ryg til de barske vinde, mens Fyn ligger lunt i læ, og sjællændere har vænnet sig til sær omskiftelighed.
Erhvervslivet ved god besked om landsdelenes forskellige egenskaber, når de finder på navne til produkterne. Ingen ville drømme om at lancere fynsk sengetøj. Det ville få seriøse kunder til at tænke letfærdige tanker. Og sjællandsk sengetøj! Det begynder allerede at klø over hele kroppen. Ingen ville kunne falde til ro i andet end jyske lagener, så fredelige og lige ud ad motorvejen, at søvnen straks indfinder sig.
Jeg surrer rattet i Volvo’en og kører trøstigt lige ud, og et vers afløser sengetankerne,
Rask på landevejen ruller,
synger støt din gode vogn.
Nyskabt over jordens skulderstiger sogn på sogn.
Sådan går Johannes V. Jensens “Motorsang” med omkvædet Sky efor og by ebag. Den er fra 1927, da det endnu var praksis at lade landevejen gå gennem byer, som motorvejene nu skyer, så ingen afveksling er mulig. Det asfalterede landskab sætter farten op, så færgen langt fremme på Mols kan nås til tiden. Samme forfatters djævelsk motorkyndige novelle “Nåede de færgen?” fortæller om Sophus og Vira, der har været en rask tur i Jylland på motorcykel.
Det var åbenbart det samme som i 1920’erne, at de kraftige maskiner absolut skal forbi bilerne, og sådan en har jeg da også hængende til venstre et øjeblik, indtil den flintrer forbi, idet jeg ønsker ham en bedre skæbne end de to, der kørte om kap med døden i en sindssvag fart af op mod 90 km/t og nåede færgen i skikkelse af Karons gamle sorte pram. Sophus var københavner, men enhver erfaring viser, at jyderne i hvert fald er selvsikre, men måske ikke derfor sikrere kørere, der insisterer på i tide at nå frem til deres fredelige sengetøj. I dag er det Jensen-dag, så han trænger sig atter på med linjerne fra digtet ‘Jylland’:
Men landets indre, uden et smil,
byder lidet mer end de luftige mil,
heder og kær og ansigtsløs egn,
stemplet med en forvildelses tegn.
Motorvejslandskabet er fladt, måske netop uden ansigt, så jeg fortryder, at jeg ikke valgte den smukke strandvej på østkanten ned mod Hals, så lejligheden til endnu en lille færgefart kunne have afbrudt hastighedens flugtlinje på vej gennem ensformighedens strabadser mod den sjællandske hvile, i hvilen art sengetøj det nu måtte være. På Holbæk-motorvejen er det trafikken, der kradser.