“I de fleste europæiske lande oplever vi, hvordan arbejderpartierne nærmer sig centerpartierne mere og mere i et forsøg på at få nye stemmer fra middelklassen! Mange gange er deres økonomiske politik svær at skelne fra de konservative partiers. Er det vejen fremad? Opgiver vi vor ideologi for at få magten?” Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD, i oplægget til dets globale faglige topmøde på lørdag og søndag i København
FORSIDEHISTORIEN i går lød: “Velfærds-Danmark i opløsning - Kløften i sundhedstilstanden bliver stadig mere socialt betinget, viser ny statistik fra DIKE (Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi)”.
Historien fra den socialdemokratisk-radikale regering, hvis parlamentariske grundlag er den såkaldte venstrefløj, lød derimod på side 2: “Ministerglæde: Dansk økonomi i fin-fin form”.
Direktør for DIKE, lægen Finn Kamper-Jørgensen, siger: “Det er meget bekymrende. Er velfærdssamfundet ved at rive sig selv ned? Eller er det ved at bygge sig selv om? Jeg ved det ikke, men det er i hvert fald et punkt, der bør sættes på den politiske dagsorden.”
Det afviser den politiske leder af Det radikale Venstre, økonomiminister Marianne Jelved. Hun siger: “Vi er inde i en meget gunstig udvikling, hvor den største opgave i virkeligheden er at styre udviklingen med rimelig fast hånd.”
Allerede i sin rapport om sundhed og sygelighed i Danmark 1994 skrev DIKE: “Det kan konkluderes, at der er en snæver sammenhæng mellem manglende erhvervsaktivitet, sygelighed og svagt socialt netværk. Det generelle billede fra denne undersøgelse er de markante forskelle mellem erhvervsaktive og ikke- erhvervsaktive” - i det moderne Danmark, forstås.
Som regeringen har svært ved at styre, fordi den meget gunstige udvikling næsten er alt for gunstig.
Taler Marianne Jelved og Finn Kamper-Jørgensen om det samme, kaldet ‘Danmark’? Det gør de naturligvis ikke. Den første taler om Totredjedels-Danmark, der har fået og får det ustyrligt meget bedre; den anden taler om den sidste Tredjedels-Danmark, hvor sygdom og politisk opgivelse breder sig. Hvorfor må det ikke sættes på den politiske dagsorden?
Fordi vreden er forsvundet. Fordi SiD har forfærdende grunde til at stille ovenstående spørgsmål.
INFORMATION kan i dag bringe historien om, at klassesamfundet lever i værste velgående, skønt Socialdemokratiet og kulturlivet, ikke bare i Danmark men i hele den vestlige verden, for længst har afblæst klassekampen: Ufaglærtes børn holdes stadig uden for de videregående universitets- og mellemlange uddannelser, der ikke alene sikrer sundhed og “meget gunstig udvikling”, men også indflydelse - på hvad der skal sættes på den politiske dagsorden.
Hvad nyt er der i det? Allerede i slutningen af tresserne kunne Information på grundlag af Erik Jørgen Hansens socialforskning fortælle historien om “den sociale arv”, men skønt det berømte og nu så berygtede 1968-oprør havde mange andre hensigter (den individualistiske frigørelse af de privilegerede individer ikke mindst), satte det dog også de sociale uligheder på den politiske dagorden, så det ville noget. Især en bog af socialdemokraten Bent Hansen Velstand uden velfærd (1969), der påviste uændrede fundamentale uligheder som ved arbejderpartiernes begyndelse, skønt den samlede velstand var blevet meget større siden. Påvisningen vakte den gang vrede i både Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og kulturlivet. I dag vil AKF’s konstateringer af den maskerede klassekamp på uddannelsesområdet vække nøjagtig det samme udenomsfjolleri i regeringen og kulturlivet som DIKE’s påvisninger på sundheds- og sygdomsområdet har gjort. (Vi ser bort fra Jan Sonnergaard!).
NU ER DER ingen socialisme længere at henvise til, eller i hvert fald håbe på, som dengang. Er det forklaringen på, at Socialdemokratiet ikke længere kan blive vred på en middelklasse, der ifølge forhenværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer bliver mere og mere brutal mod de svage?
Det radikale Venstre, der ellers har hævdet at stå med et andet alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi end socialismen, nemlig “en art andelsorganisering af både den offentlige og private sektor” som P. Munch udtrykte det, ønsker tilsyneladende at dele skæbne med arbejderpartiet: Perspektivløs administration af middelklassens interesser i stadig øget økonomisk vækst på bekostning af både social og økologisk sammenhold.
Fin-Fin.
På fransk: Slut-slut. Dobbelt vrede er der brug for: Vrede over en rædselsfuld udvikling og vrede over, at vreden er forsvundet.
el (Ejvind Larsen)