Nogle dage er det svært at vågne i Danmark. Da jeg vågner op den 7. oktober og hører, at Jørgen Leth er fejet af pinden hos vores allesammens sobre kanal TV 2, bliver jeg urolig for vores rummelighed. Manden må ikke længere formidle cykelkunst. Han er simpelthen ikke stueren, ikke så stueren som den sport, han skal formidle, og så stureren som alle de mænd og kvinder, han skal formidle til.
Historier fra de perfekte mennesker har aldrig været historier, vi fortæller videre, sågar husker. Vi hører sjældent ekkoet af historier fra de danske sovekamre, hvor ægtepar og kærestepar med den rette aldersafstand trygt hengiver sig til en sober og på alle måder acceptabel elskov. Det er ikke historier, vi fortæller videre, for de er ikke synderligt interessante.
Bedst som vi tørrer os på panden over en sommer med store, men dog kun verbale fejltrin, kommer Jørgen Leth susende indenom som en komet på en usædvanligt varm septemberhimmel. I yderst fysisk form, og med bud fra de varme regioner, smiler han et smøret smil.
Han er jo ikke blot morsom, solbrændt og konsul, men også kendt, velformuleret og eksotisk. Vi var mange, der vidste, at han kan lide meget unge kvinder. Men nu skriver han om dem, på ærlig vis. Han ligefrem dissekerer sin egen lidenskab med en kirurgs nøgterne og trænede blik. Hvordan kan han kopulere og analysere i én og samme sekvens? Vi forarges i flok. Tænk hvis det havde været vores datter, eller vores kok.
Og egen kok har han. Jamen, han ligefrem ligner én, der ud over at holde varmen, spiser god mad og friske frugter hver dag. Det kan ikke blive meget værre.
Misundelse er en underfundig størrelse, som bl.a. kan give sig udslag i en nedslagtning. De, der bliver udsat for misundelsen har oftest fire vigtige kendetegn: De tør stå frem, de tør nyde, de gør noget, mange andre har lyst til, og de er ikke bange for at blive udsat for had. Jeg er dog overbevist om, at det had, vi oplever i disse dage, ikke blot overrasker Jørgen Leth, men også mange andre tilskuere.
Skandalen, eller hvad man nu skal kalde den, har alle dage suget mennesker til sig, som fluer om en rådden frugt. Vi vil nemlig gerne have afsløringer, hvis blot de ikke kommer fra folk selv. Svinene skal opdages, med smældet fra en skarpladt pistol, tages med bukserne nede, og for guds skyld ikke selv smide dem.
Er pigen yngre, jo ældre manden er? Ja, det lyder måske som et usandsynligt dumt spørgsmål, men det ligner en tanke at hvis manden (Jørgen Leth) havde været 35 år gammel, havde sagen ikke kastet så meget afsky af sig. Traditionelt accepterer vi ikke alderforskelle ret meget over 20 år. Den ældste bliver på sin vis ældre og mere afskyelig, jo store forskellen er. Så sent som søndag aften hører jeg en debat på P1, hvor Jørgen Leths historie bliver sidestillet med “andre pædofile sager”. Det jeg vil frem til er ikke en juridisk diskussion, men jeg stiller spørgsmål ved vores erfaring fra det virkelige liv, hvor seksuel samkvem med 17-årige piger (kvinder) slet ikke er usædvanligt for voksne mænd. Det usædvanlige her er alderforskellens størrelse - og at den bliver gengivet af en mand med position.
Siden hvornår er seksualitet blevet logisk og moralsk ordnet i et kvadratisk system, hvor kvinder og mænd følger hinanden i et koordinat, med en passende alderspredning? Siden hvornår er det en nyhed, at unge kvinder på 17-20 er smukke? De bliver eksponeret, i klaser, alle de steder jeg bevæger mig. De er vores evige påmindelse om, at bryster er smukke og runde, - hvorefter de helt af sig selv falder for tyngdekraften. Det Jørgen Leth gør, er at tage sig den frækhed at plukke det ned fra hylden, vi alle kigger på. Jeg kan som kvinde højst føle mig indigneret over, at han ikke synes en kvinde på 35 er ‘frisk’ nok.
Det provokerende ved fortællingen er, at den er så billedskabende. Vi kan alle se det for os. Selvom Jørgen Leth ikke nævner det, er jeg sikker på, at der duftede af vanilje den aften. Selve det, at hun var tilgængelig, var et mysterium for ham. Og jeg kan sagtens se hans pointe. Det er nemlig sand magi, når to mennesker fra næsten hvert sit århundrede ser hinanden nøgne. Det vil svare til at køre som vinder ind på Champs Elysees på en Hamletcykel fra 1960. Det er meget meget mærkeligt.
Lad os sige det første som sidst: Jeg risikerer at blamere mig, og jeg er i fare for aldrig at blive kulturminister, når jeg som kvinde videregiver det, som mange af mine medsøstre vil nikke genkendende til. På Island havde jeg et af mine første eventyr med en gammel gris. Jeg 17, han mindst 46. Jeg følte mig som dronning den nat i en varm kilde, da den gamle gourmetkok (jeg løb med kokken, ikke hans datter), med overraskelsen tegnet i ansigtet fik adgang til mit pigeværelse. Jeg havde planlagt det grundigt, og det var en af de mest forsigtige tilnærmelser, jeg nogensinde har prøvet. Lidt pinligt, og meget, meget mærkeligt.
At jeg eksperimenterede, med voksne mænd som 17-årig, var som et eventyr. Skønheden og udyret. Det var med gys og ærefrygt, at jeg betragtede hans hår på hænderne og de lidt slappe balder. Jeg havde ham helt og holdent i min hule hånd. Og ikke nok med det. Han gav mig en hengivenhed og poesi, som Klaus på knallerten ikke kunne hamle op med.
Det mærkelige virker dragende på en helt særlig måde. Vi skal alle igennem det mærkelige - nogle mere end andre.
Jeg kan ikke påstå at vide, hvad der skete i hovedet på kokkens datter. Vi finder sandsynligvis aldrig ud af det, for hun kan være alt fra forelsket og udspekuleret, til hjælpeløs og udnyttet. Hvis det kun drejede sig om kokkens datter, skulle vi spørge hende, og det ville uden tvivl være endnu mere pinefuldt end en nat med Jørgen Leth. Det, vi skal turde kigge på, er vores eget hysteri. Hvad er det helt præcist, vi reagerer på, og er det noget vi ville acceptere (uden nødvendigvis at bifalde det), hvis historien kom et andet sted fra?
Sex er udspekuleret. Det er en byttehandel, og heldigvis får de fleste noget ud af det. Det er derfor mange bliver ved med at dumme sig og ende op i sengen med et mennesker, de ikke bryder sig om i dagslys. For det meste er de fleste af os sammen med et menneske, vi har lyst til at være sammen med. Sex er dejligt, det er somme tider kærlighed. Erotik og sex kan faktisk indeholde lige præcist så mange forskellige følelser og aftaler, som der er mennesker.
Det, der er på spil her, er noget meget vigtigere, end regler for erotik: Hvilke historier har vi plads til? Har vi plads til historier, der går til kant, og historier som sår tvivl? Vil vi tillade forfattere, at beskrive mindre attraktive sider af sig selv, har vi plads?
Hvis vi kunne høre alskens magtfulde og karismatiske mænds historier om sex og magt - ville vi sansynligvis aldrig blive færdig med at lytte. Kan vi ikke rumme historier fra mennesker med mørke sider, kommer vi aldrig til at kende verdens ansigt. Jeg foretrækker at kende mine medmennesker, uanset hvor sørgelige, komiske, rørende og stødende deres udske-jelser er. Jeg vælger nogle gange at slukke for historierne, fordi de er enten uappetitlige eller ynkelige, - men ingen tvinger mig til at lytte.
Spørgsmålet er så, om vi kun vil høre de uslebne fortællinger fra folk uden significant betydning. Det vil sige mennesker som ikke har noget at miste - mennesker uden position, hvis de findes. Men den udvej dur heller ikke. Hvis vi kun vil høre historier fra mennesker uden magt, får vi aldrig fortællinger om magt og begær. Vi er her i den lykkelige situation, at vi kan få indblik I seksualitet mellem to mennesker med vidt forskellige præmisser. Oftest, når det spil foregår, er de mænd og kvinder, der oplever det ikke villige til at fortælle om det.
Nu er han annulleret, inden sponsorerne nåede at få dårlige nerver, uanset at cykler og damer intet har med hinanden at gøre. Denne eksludering kommer til at sætte store krav til rigtigt mange mennesker, om at skynde sig at blive rigtigt rigtigt stuerene. Kanonudvalgene (ca. 40 personer?), sportskommentatorer (30 stk?), sponsorer (20?), for slet ikke at tale om alle de producere, filmfolk, journalister, selskaber, som leverer mediemateriale til TV 2. Det er altså rimeligt mange mennesker. Det løber op til flere hundrede, som alle vil få stillet skarpe krav til deres lødighed. TV 2 har givet sig selv en meget spændende opgave.
Det land, vi vågnede op til den 7. oktober var et land for det perfekte menneske, og det land føler jeg mig ikke på bølgelængde med.
Birgit Bjerre er strategisk planner og tekstforfatter